Den netop afsluttede åbningsceremoni vil måske stå tilbage som det mest spændende indslag i første uge af det igangværende klimatopmøde i Bella Center.

»Den første uges embedsmandsforhandlinger vil mest være af interesse for feinsmeckere. Det er naturligvis væsentlige ting, men dog først og fremmest detaljer, som skal være det lim, som skal kitte den endelige politiske aftale sammen,« siger Jørgen Abildgaard. Han er direktør for den internationale energi- og klimarådgivervirksomhed Pöyrys danske kontor og har fulgt de seneste års klimaforhandlinger i FN ligesom han er til stede i Bella Center for at følge forhandlingerne på nærmeste hold.

Han peger på, at Bella Center frem til weekenden vil være tæt besat med embedsmands-delegationer, der skal forsøge at blive enige om så meget forhandlingstekst som muligt, før miljøministrene ankommer i løbet af den kommende weekend. Og disse embedsmænd vil i sagens natur koncentrere sig om de ting, som der kan skabes enighed om og sparke alle kontroversielle punkter videre til minister-niveauet, der først begynder i næste uge.

Hvad vil kunne skabe dramatik i den første uge?

»De lande, som har mest i klemme i forhold til klimaforhandlingerne vil også kunne have en interesse i at obstruere forhandlingerne i den første uge,” siger Jørgen Abildgaard. Det handler primært om to grupper:

1) Gruppen af de allerfattigste u-lande. Disse lande er desperate for at COP15 ender i en aftale, der sikrer penge til u-landenes indsats med at tilpasse sige klimaforandringerne – en proces, som u-landene ikke selv kan betale for. »Hvis disse lande vurderer, at de rige lande lurepasser alt for meget i de indledende forhandlinger, vil de kunne finde på at forlade forhandlingsbordet og dermed reelt lamme forhandlingerne i en periode,« siger Jørgen Abildgaard.

2) Et eller flere af de olieproducerende lande, f.eks. Saudi Arabien. Disse lande betragter de igangværende klimaforhandlinger som en proces, der er ude på at fratage dem deres indtægtsgrundlag. »Navnlig Saudi Arabien vil godt kunne finde på at obstruere forhandlingerne ved pludselig at kræve, at de skal have kompensation for tabt indtjening, hvis de skal kunne gå med til en aftale. Ikke fordi de forventer at få det, men blot for at ødelægge forhandlingerne så meget som muligt,« siger Jørgen Abildgaard.

Kontante udmeldinger om reduktionsmål
Ifølge Jørgen Abildgaard er det samtidig en mulighed, at der i løbet af den første uge vil komme en markant udmelding, hvor et enkelt land pludselig offentliggør, hvilke reduktionsforpligtigelser, som det vil være parat til at forpligte sig til.

»Der har været en del af disse udmeldinger i de seneste uger, og hvis der pludselig kommer et markant udspil eller løfte fra et eller flere lande, vil de kunne give forhandlingerne en enorm dynamik i den første uge,« siger Jørgen Abildgaard.

U-landshjælp eller teknologistøtte
Kan du give nogle eksempler på de detaljer, som skal afklares i den første uge?

»Forhandlingerne skal jo f.eks. afklare, hvor mange penge de rige lande vil bevilge til overførsel af grønne teknologier til de fattige landes energisektorer. Dette vil allertidligst blive afklaret, når stats- og regeringscheferne overtager forhandlingerne, men i den første uge skal embedsmændene forsøge at blive enige om spilleregler – f.eks. om det skal accepteres, at de rige lande tager noget af deres u-landsbistand og konverterer den til teknologistøtte,« siger Jørgen Abildgaard. Han peger også på, at embedsmændene skal blive enige om, hvordan de forskellige CO2-kvote-systemer (det europæiske kvotehandelssystem versus tilsvarende systemer under planlægning i USA og Japan) kan blive ”sammenkørt” under en fremtidig klimaaftale, hvor landenes reduktionsforpligtelser og CO2-handelssystemer skal være sammenlignelige.

Hvad skal komme først?
I den meget bureaukratiske ende af begivenhederne nævner Jørgen Abildgaard, at der i de første dage af topmødet vil foregå et forhandlingstaktisk spil om at komme til at få indflydelse på den dagsorden for forhandlingerne, som der skal blive enighed om som noget af det allerførste.

»Forhandlingsrækkefølgen er f.eks. meget vigtig. U-landene arbejder i øjeblikket for, at man først skal forhandle om i-landenes klima-forpligtelser og først HEREFTER tage fat på u-landenes egne klimaforpligtelser. I-landene vil derimod arbejde for den modsatte rækkefølge. Det er en af de kampe, som udspiller sig netop nu,« slutter Jørgen Abildgaard.