Danmark gør klogt i at klappe hesten i forbindelse med udrulningen af de såkaldte intelligente elmålere. Det giver os mulighed for at overveje, om det er den rigtige plan. De nye målere er nemlig ikke særlig intelligente. De måler sådan set blot energiforbruget og eventuelt andre parameter som f.eks. den lokale spæn-ding, vandforbruget, gasfor-bruget og varmeforbruget.

Det nye er dels, at målerne kan gemme en række aflæste værdier og dels, at man kan (fjern)kommunikere med målerne.

Forsyningsselskabet kan f.eks. med mellemrum fjernaflæse de gemte værdier. Disse nye funktioner har værdi for forsyningsselskaberne – det giver nem og sikker aflæsning af forbruget, og det kan give nye, detaljerede informationer om tilstanden i elsystemet.

Registrering af forbruget - f. eks. for hver time - giver også basis for en flytning af forbruget på timebasis. Og det kan være en god begyndelse. Men det rigtig interessante potentiale på lidt længere sigt ligger i en meget hurtigere regulering af forbruget – en regulering som imødegår de hurtige variationer fra vindkraften.

En eventuel intelligent styring af forbruget i forhold til en variabel elpris vil ikke blive håndteret af måleren, men af en enhed udenfor måleren. Baggrunden for denne opdeling i hhv energimåling og intelligent styring er den nuværende opdeling af ansvar mellem hhv forsyningsselskab og el‐leverandør.

Når vi køber benzin til bilen på tankstationen, er der tre tællere på standeren – én der måler mængde (liter), én der angiver prisen (kr/liter) og én der angiver det beregnede beløb (kroner). Vi betaler det angivne beløb i tiltro til, at vi har fået den angivne mængde.

Tilsvarende med fjernvarmen: Måleren i husstanden tæller både mængde (kbm) og energi (Joule). Energien beregnes i måleren ud fra vandmængden og temperaturforskellen mellem fremløb og returløb. Og vi betaler i forhold til den beregnede energi.

Men sådan er det ikke for elafregningen. Her er det tanken, at forsyningsselskabet via fjernaflæsning indsamler forbrugsværdierne for hver time, og at leverandøren tilsvarende gemmer de angivne elpriser for hver time. En central computer kombinerer de individuelle timeværdier fra alle forbrugerne og beregner det samlede beløb.

Rigtig mange data at flytte og holde styr på og ikke særlig fikst - og heller ikke specielt transparent og brugervenligt. Denne metode sætte en naturlig grænse for, hvor ofte værdierne kan aflæses, gemmes og sendes videre til central behandling.

Det ville være mere enkelt, naturligt og brugervenligt at elmåleren hos forbrugeren modtog (og viste) informationer om den øjeblikkelige elpris, kombinerede prisen med det øjeblikkelige forbrug og angav det samlede beløb. Af hensyn til eventuel kontrol kan det stadig være en god idé at gemme timeværdierne, men i princippet behøver man blot med passende mellemrum at (fjern)aflæse og afregne det samlede beløb.

Dette princip har desuden ikke de samme begrænsninger for, hvor ofte prisen kan skifte og forbruget reguleres. Intelligensen – at styre forbruget (automatisk) i forhold til den varierende pris – vil stadig ligge uden for elmåleren.

Det radikalt nye er, at elmåleren (også) tæller og viser kroner! Og at elpriserne og forbrugsreguleringen kan variere fra minut til minut! Men det giver elforsyningsloven ikke mulighed for.

Hvis de eksisterende organisatoriske rammer udgør en barriere for den rigtige løsning på lidt længere sigt, så kunne det være, at vi skulle starte med at diskutere det hensigtsmæssige i disse rammer, og forsøge at undgå at en udrulning af de forkerte målere forhindre den rigtige løsning i mange år ud i fremtiden.

Så – klap hesten, og lad de andre løbe i den gale retning. Så er vi forrest!