Siemens har tyvstjålet en idé til lysende vindmøllevinger, der skulle have budt gæsterne til klimatopmødet i København velkommen, allerede inden deres fly landede i lufthavnen.

Sådan lyder anklagen fra den tyske lyskunstner Christoph Ernst og fra Middelgrundens Vindmøllelaug. Sammen ville de sætte lys på vingerne af fem af møllerne i Øresund. Lyset skulle skifte farve, alt efter hvor godt det gik med klimaforhandlingerne i Bella Center, som en tysk miljøorganisation ville rapportere om.

Ifølge formanden for Middelgrundens Vindmøllelaug, Erik Christiansen, var alle godkendelser i hus. Blandt andet havde farvandsvæsnet, Politiets Efterretningstjeneste og Statens Luftfartsvæsen sagt god for det roterende lys. Der var også planer om en storskærm på rådhuspladsen, som skulle vise billeder af de skiftende farver på møllevingerne.

Dansk harme over de store, tyske ord
Nu er det hele lagt i mølposen, efter at Siemens sprang fra projektet.

Ifølge både Erik Christiansen og Christoph Ernst arbejdede de sammen med Siemens Wind Power om de lysende møller. Siemens har købt Bonus Energi, der leverede møllerne i Øresund og har i dag vedligeholdelseskontrakt på dem. Siemens ville også finansiere en del af den kvarte million kroner, som budgettet lød på.

Men pludselig sprang Siemens fra, og få uger efter indviede selskabet den lysende mølle i München.

»Jeg er noget harm over, at Siemens profilerer sig på det dernede,« siger Erik Christiansen.

»Det er brandærgerligt for os. Vi bygger på frivillig arbejdskraft. Jeg har personligt brugt mange timer på projektet, for man skal spørge om lov 117 steder,« fortæller han.

Da Ingeniøren taler med Erik Christiansen, er han netop på vej tilbage fra Øresund-møllerne med båd. Han har besøgt dem med et tysk filmhold.

»Det er jo bittert, for det ville have givet en kolossal eksponering med lys på møllerne, men vi har opgivet projektet totalt,« lyder det resignerende.

Det skyldes, at Middelgrundens Vindmøllelaug skal have tilladelse fra Siemens. Der skal sættes 220 volt op i møllen og ud i vingen. Hvis ikke Siemens godkender det, risikerer lauget at stå med en beskyldning om at have foretaget et indgreb, som har beskadiget møllerne.

Må nøjes med offentlighedens dom
Christoph Ernst har selv haft en advokat til at gennemgå mere end 500 e-mails, som han har skrevet til forskellige personer i Siemens-koncernen. Han ville gerne anlægge en retssag for tyveri af ideen, men vurderer nu, at han vil tabe den.

Han har nu givet, hvad han selv betegner som en sidste chance til Siemens for at indgå forlig for det tyveri, som han mener, at den tyske gigantkoncern har begået.

»Ellers må jeg gå i pressen med det. Offentlighedens dom er den hårdeste straf, som Siemens kan få,« siger Christoph Ernst.

Han er særligt vred, fordi det nu fremstår, som om den Siemens-udsmykkede mølle er den første lysende vindmølle. Men han har selv - ifølge sine egne oplysninger som den eneste i verden - allerede haft to værker med lysende møllevinger oppe at køre.

De gav mig ikke et tilbud, men stjal min idé
Dengang benyttede han dog elektroluminiscente folier, som kun er en millimeter tykke. På Middelgrunden ville han for første gang have brugt LED.

Christoph Ernst siger selv, at han ikke anede uråd, før han fik et opkald fra en af leverandørerne af lyskilder, som spurgte, om han var klar over, at Siemens nu kopierede ham.

»Jeg kom ind som kunde i et af Siemens' selskaber. De gav mig aldrig et tilbud. I stedet stjal de ikke bare min idé, men også min teknik,« fortæller han.

For Christoph Ernst er sagen også principiel. Når Siemens promoverer sin lysende vindmølle som den første, risikerer han at blive beskyldt for at være kopist, når han i fremtiden vil udsmykke vindmøllevinger.

Både Christoph Ernst og Erik Christiansen understreger, at udsmykningen af møllerne i Øresund skulle have været mere afdæmpet end møllen i München, som de hæfter betegnelsen 'tivoli' på.

De påpeger desuden, at der ikke er tale om en Siemens-mølle, men derimod en vindmølle fra den tyske konkurrent Enercon.

Siemens danske pressechef, Tanja Thorsteinsson, kender ikke tilstrækkeligt til sagen til at ville udtale sig om den. Hun henviser i stedet til moderselskabets presseafdeling, hvor Ingeniøren bliver henvist til en navngiven medarbejder. Det lykkedes ikke at træffe ham for en kommentar.