/transport

Virkningsløse partikelfiltre bliver udsat

Rettet: 300.000 dieselbilsejere kan ånde lettet op lidt endnu. På et møde i folketingets skatteudvalg i dag, var der endnu ikke flertal for at indføre afgift på dieselbiler uden partikelfilter.

Af Christian Østergaard, fredag 04. dec 2009 kl. 13:53

Regeringens planer om at indføre krav om åbne partikelfiltre på alle dieselbiler er bremset, ihvertfald lidt endnu.

Da regeringen og Dansk Folkeparti ikke var mødt talstærkt nok, lykkedes det oppositionen at bremse lovforslaget.

Oppositionen og Liberal Alliance afventer bedre dokumentation for at de åbne partikelfiltre fungerer efter hensigten. Partierne er blevet overbevist af de udenlandske erfaringer på området og har derfor udsat behandlingen af lovforslaget, til udvalget igen mødes på onsdag.

Liberal Alliances skatteordfører, Anders Samuelsen siger til Ritzau:

»Hvis filtrene gavnede miljøet, så var det o.k. Men det gør de ikke, det er bare en ny skat. Og det vil vi ikke være med til.«

På trods af modstanden ventes lovforslaget at blive godkendt af skatteudvalget på onsdag, så det kan vedtages endeligt af folketinget inden jul.

Med lovforslaget ville skatteministeren indføre en afgift på 1000 kroner om året til alle dieselbiler uden partikelfilter. Skatteministeren oplyste onsdag, at 300.000 dieselbilsejere ville blive ramt. Heraf forventede regeringen at 75.000 ville vælge at betale afgiften mens de resterende 225.000 ville installere partikelfiltre på deres biler.

Alt i alt ville det koste danskerne i omegnen af 1,5 mia. i anskaffelse af filtre og 75 millioner i afgifter næste år.

Kritikken fra oppositionen og miljøorganisationer har lydt, at der blev stillet krav om for dårlige filtre, og at 1000 kroner årligt er alt for lav en pris, hvis formålet er at få monteret filtre frem for at få penge i statskassen.

Netop den manglende effekt af filtrene har oppositionen kritiseret på grund af flere udenlandske rapporter og praktiske erfaringer, der viser at åbne partikelfiltre hurtigt kan miste deres effekt fuldstændigt og i nogle tilfælde virke direkte mod hensigten.

Derfor mødes udsættelsen med åbne arme af SF, der også stod bag et samråd i onsdags, hvor miljøministeren og skatteministeren forsvarede lovforslaget. SFs miljøordfører Ida Auken siger til Ing.dk:

»Vi skal selvfølgelig have udsat sagen, til vi har dokumentation for, at disse her filtre virker. Indtil videre har regeringen ikke kunnet fremvise den dokumentation«

Utilregnelige partikelfiltre
Problemerne med de omstridte åbne partikelfiltre består i deres virkning på lang sigt. Et åbent partikelfilter reducerer umiddelbart efter montering 30-50 % af partikeludledningen fra en dieselbil, men på længere sigt falder den andel helt ned til omkring 4 %, viser undersøgelser fra USA og Holland.

I netop Holland har der tidligere været indført et lignende krav om åbne filtre, men landet har forkastet reglen efter undersøgelser fra TNO, der svarer til Teknologisk Institut i Danmark. Undersøgelserne viste, at filtrene var virkningsløse efter kort tid i brug.

Det skyldes, at det åbne filter, når det er fyldt, udskiller partiklerne i luften i stedet for at brænde dem af og derfor ikke reducerer antallet af partikler, men blot ophober dem til et vilkårligt tidspunkt. Her frigives partiklerne i luften, uagtet om bilen befinder sig på H.C. Andersens Boulevard i København eller på en landevej med lavt forureningsniveau.

Alternativet til et åbent partikelfilter, er et lukket filter, der mod en væsentligt højere installationspris leverer en reduktion på 99 %. Til forskel fra det åbne filter, formår det lukkede at rense sig selv ved at brænde de opsamlede partikler af.

Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at Liberal Alliance havde stoppet forslaget om partikelfiltre. Det er dog ikke korrekt. Som det nu fremgår af artiklen, så er forlaget om partikelfiltrene endnu ikke vedtaget, fordi Dansk Folkeparti og Regeringen ikke var mødt talstærkt nok op til at trumfe forslaget igennem.



04. dec 2009 kl 14:09

Thomas Vesth

Endelig noget grøn fornuft

»Hvis filtrene gavnede miljøet, så var det o.k. Men det gør de ikke, det er bare en ny skat

Lad os håbe den grønne fornuft sejrer, nemlig en garanteret virkning samt ordentlig behandling af bilister, der har handlet i god tro.

Det ville dog være rart at høre SFs bud på afgiftsstørrelser, når de nu angiver at kr. 1000 er alt for lavt. Er det 5000, 10000 eller mere. Kunne ing dog ikke stille hende dette spørgsmål.

I samme moment spørge med gulpladebilerne, vil man her beskatte bagud, hvilket Liberal Alliance også fik blokeret i skatteforhandlingerne, dette ville være rart for bilisterne at høre en samlet pakke istedet for disse drypvise indlæg.


04. dec 2009 kl 14:52

Brian Petersen

Re: Endelig noget grøn fornuft

Afgiftsstørrelsen skal jo ses i forhold til prisen på det filter man kan sætte på. Hvis ikke den er høj nok til at der er en finansiel fordel i at investere i filtret så er der jo blot tale om en indtægtskilde til staten, og ikke en affærdsregulerende afgift til fordel for miljøet.

De filtrer som kan levere et reelt resultat er vist pænt dyre så man skal sikkert op i en afgiftsstørrelse på 5000-10000 for at det kommer til at give mening for miljøet.


04. dec 2009 kl 15:10

Tim Holst Petersen

Re: Re: Endelig noget grøn fornuft

Hvis ikke den er høj nok til at der er en finansiel fordel i at investere i filtret så er der jo blot tale om en indtægtskilde til staten

Rettelse, om jeg må:

Hvis ikke den er høj nok til at der er en finansiel fordel i at investere i filtret så er der jo blot tale om ENDNU!!! en indtægtskilde til staten...

/Tim


04. dec 2009 kl 15:22

Poul Pedersen

Rundet op?

Hvis de seriøst troede at 225000 ud af 300000 ville få installeret filteret, så har de da vist undervurderet alderen af vores bilpark ret så kraftigt.

Selv ikke relativt nye biler som folk har tænkt sig at beholde i 5-6 år endnu, er der nogen ide i at købe filtre til.
(og med ide mener jeg den danske model, hvor alt gøres op i penge med tre decimaler)


04. dec 2009 kl 15:37

Nicolai Rasmussen

Re: Endelig noget grøn fornuft

»Lad os håbe den grønne fornuft sejrer, nemlig en garanteret virkning samt ordentlig behandling af bilister, der har handlet i god tro.

Alle der indenfor de sidste 4-5 år har købt dieselbil uden filter, har løbet en kalkuleret risiko. Der har været både eksisteret løsninger på forureningen iform af filtre og en miljø-debat der har advokeret for mindre forurening. Så man kan ikke hævde man ikke kunne vide, eller at man har handlet i god tro. Alle har kunne se hvor det bar hen, spørgsmålet har bare været hvornår afgiften blev introduceret. Dem der har købt uden filter har spillet på at afgiften ikke kom lige med det samme.

Og til alle dem med Diesel biler uden filter, lad nu være med at klynke, jeres biler forurener helt vildt.

Jeg har selv diesel bil med originalt monteret lukket filter. Det valgte jeg at jeg skulle have for 3 år siden, netop fordi man vidste hvor usunde partiklerne er. At alle de andre der købte biler uden filter, ikke var klar over hvad de gjorde er jo noget vrøvl. De valgte at spare, og nu kan de bare værsgo at hoste op. Om det koster 5000, 10000 eller 25000 er jeg ligeglad med, de skal ikke forurene i nærheden af mig.

Jeg synes 1000 kr er vildt billigt sluppet.

Men noget andet er at de åbne filtre aldrig skulle være tilladt - det er falsk varebetegnelse. Så lovforslaget er tåbeligt - afgiften er for lav til at rykke på noget, og alternativet i form af åbent filter er til grin.


04. dec 2009 kl 15:41

Peter Vestergaard Thomsen

Hvad med bilister, hvor partikelfiltre slet ikke findes?

Jeg har lige købt en ny dieselbil, som ikke har partikelfilter. Nu finder jeg ud af, at der ikke findes partikelfilter til denne Ford-dieselmotor. Har regeringen mon taget højde for dette i sit estimat om, at hele 75% (225.000 bilister) både ønsker - og kan købe - et filter til eftermontering?
Jeg tvivler kraftigt; der er kun tale om en ekstraskat :-(


04. dec 2009 kl 15:52

Kasper Dall Møller

Re: Re: Endelig noget grøn fornuft

Hej Nicolai,

Hvilken bil kører du?
Hvor langt kører den på det lukkede filter?
Hvad koster det at skifte/restituere filtret?

mvh


04. dec 2009 kl 16:30

Erik Hansen

Lov med tilbagevirkende kraft?

Er dette ikke en lov med tilbagevirkend kraft?


04. dec 2009 kl 16:54

Anthon Eliassen

Re: Lov med tilbagevirkende kraft?

@Kasper: Ifølge min mekaniker skal partikkelfiltret skiftes ved 120.000 km.-eftersynet og prisen er Kr. 4-5000. Hvor er lige incitamentet til at gøre det?

Mon ikke det handler om der mangler penge i statskassen og regeringen holder fast i noget man kalder skattestop. Så kalder man det en afgift og det er jo noget helt andet end skat (eller hvad?). For så lige at gøre det lettere for skatteborgerne at sluge får indkrævningen lige en gang grøn lak. Lakken er bare så dårlig den skaller af allerede inden den er tør.

Ikke fordi jeg er modstander af miljøafgifter. Tværtimod mener jeg miljøomkostningerne ved forskellige produkter i langt højere grad end i dag skal indlejres i produkternes pris.


04. dec 2009 kl 17:28

Jens Knudsen

Partikelforurening er noget skidt.

Partikelforurening er noget skidt. Det er der vist ingen som er uenige i. Og det skal bekæmpes. Punktum.

Men når det er slået fast, så skal man altså sætte tingene lidt i perspektiv.

En lov som reducerer partikeludledningen med (i bedste fald) 30% på personbiler, og ignorerer storsynderne lastbiler og busser samt andre erhvervskøretøjer - for ikke at tale om partikeludledningen fra folks brændeovne. Det er hverken fugl eller fisk.

Det resulterer bare i en afgift som varmer i statskassen, men som ikke hjælper nævneværdigt på miljøet.

Der mangler perspektiv i det lovforslag. Basta.

Det rigtige forslag ville være at kræve lukkede partikelfiltre på alle nye køretøjer, og fritage ALLE eksisterende køretøjer (ikke kun erhvervskøretøjer) fra den sjuskede lovgivning med tilbagevirkende kraft.


04. dec 2009 kl 18:32

avatar

Mads Onsberg

Re: Re: Endelig noget grøn fornuft

Og til alle dem med Diesel biler uden filter, lad nu være med at klynke, jeres biler forurener helt vildt.....og nu kan de bare værsgo at hoste op. Om det koster 5000, 10000 eller 25000 er jeg ligeglad med...

Magen to usaglig, ubehagelig og selvfed tone skal man da heldigvis lede længe efter.

Ja, min diesel udleder flere partikler, men den er så gammel at det er de store der ikke er så skadelige - og så udleder jeg jo en del mindre CO2 end med benzin :o)

Erik Hansen: Jo det er lige netop en lov med tilbagevirkende kraft!

Grønne Smil Mads


04. dec 2009 kl 19:03

Nicolai Rasmussen

Re: Re: Re: Endelig noget grøn fornuft


Magen to usaglig, ubehagelig og selvfed tone skal man da heldigvis lede længe efter.

Hvad er det usaglige? At diesel partikler forurener?

Hvad er det ubehagelige? At jeg synes at forurening skal stoppes? Eller at jeg er ligeglad med hvor meget det koster forureneren?

Selvfed - tja, det er jo op til iagtageren at vurdere, så hvis du synes.

Min pointe er at folk der har købt dieselbiler inden for de seneste år ikke skal klynke, de har vidst hvad de gik imøde. Det forholder sig anderledes med dem som har købt dieselbil for 20-30 år siden, de har ikke haft en chance for at vide hvad der ville komme. Til gengæld har de kunne afskrive bilen over mange år, og derfor var det måske alligevel tid til at købe en ny (med filter).


04. dec 2009 kl 19:12

Nicolai Rasmussen

Re: Re: Re: Endelig noget grøn fornuft

Hej Nicolai,

Hvilken bil kører du?
Hvor langt kører den på det lukkede filter?
Hvad koster det at skifte/restituere filtret?

mvh

Det er en Opel Corsa, jeg tror det er meget individuelt hvor langt man kan køre på et sådan filter. Jeg har kørt 55.000 km, og den har kun restitueret 1 gang - og det var efter jeg havde pruttet rundt i københavn i nogle måneder i træk uden at køre motorvej. Hvis man kører motorvej, så kommer det nok aldrig til at restituere, men det er der sikkert andre her der kan sige noget meget mere klogt om.

mvh


04. dec 2009 kl 19:13

avatar

Peer Pedersen

Euro norm 4

Min 1,5 år gamle Skoda Fabia med Skodas mindste dieselmotor, der ikke behøver partikelfilter for at overholde tysk lov, kører ca.20 Km pr. liter og har et partikeludslip på 0,018 pr. Km.
Langt de fleste dieselbiler med partikelfilter sviner mere, Jeg købte netop denne bil af miljømæssige og økonomiske årsager.
Regeringen og liberal alliance samt DF lovgiver med tilbagevirkende kraft og beskatter alle os der i god tro købte en bil med Euro norm 4 motor.


04. dec 2009 kl 20:23

Tim Holst Petersen

Re: Re: Re: Re: Endelig noget grøn fornuft

Hvad er det ubehagelige? At jeg synes at forurening skal stoppes?

Er det ubehageligt, at synes, at forurening skal stoppes? Nej, selvfølgelig ikke... dit spørgsmål grænser op til det brækfremkaldende.

Dit spørgsmål forudsætter altså bare, at du har ret, hvilket du ikke har, og så bliver det blot endnu mere brækfremkaldnde.

/Tim


04. dec 2009 kl 20:29

Thomas Vesth

Re: Euro norm 4

Regeringen og liberal alliance samt DF lovgiver med tilbagevirkende kraft og beskatter alle os der i god tro købte en bil med Euro norm 4 motor.

Peer her er du på galt spor. Liberal Alliance har taget denne sag helt alene,ligesom med gulpladebilerne. Det er bare hamrende uretfærdigt at beskatte med tilbagevirkende kraft, fremadrettet ok. Der er altid mange vinkler på en problemstilling, og her kan i denne sag konstateres at der er tale om fast omkostning, altså i strid med øget beskatning ved forbrug/forurening. Ifm.med gulpladesagen blev netop denne partikelfilterafgift forelagt både regering og DF af Liberal Alliance i samråd med FDM. Det der mangler i billedet er, hvad oppositionen vil opkræve, vil de opkræve med tilbagevirkende kraft.

Pointen er at bilister udelukkende betragtes som skatteobjekt - forurening eller ej.


04. dec 2009 kl 22:28

avatar

Toni Christensen

re,re,re,endelig

Hej Nicolai Rasmussen.
Nu skal du lige høre her.Jeg har for 1md siden fået en ny invalidebil (Fiat Qubo)disel, der er ikke partikelfilter på, men det kunne jeg heller ikke vælge da den er med aut-gear, og det er sådan, at når man skal have invalidebil, skal man vælge biligst,bedst ejnet bil, hvilket jeg så gjorde for, jeg kan ikke få denne bil med benzinmotor. Nu kan jeg risikere at få en kæmpe regning, fordi jeg har rettet mig efter reglerne. Jeg køre nu med en Co2-emission der hedder 119g/km hvilket er EURO 4 norm. Bilen jeg havde før kørte 8km /l. Så det er ikke bare alle, der har handlet i god tro, for at omgås afgiften.
MVH TONI.


04. dec 2009 kl 22:35

avatar

Bjørn Boesgaard

Re: Re: Euro norm 4

Efter sagen om gulpladebilers misundelsesafgift tænkte jeg godt vi har Liberal alliance. Efter denne sag tænker jeg seriøst på at melde mig ind.
Omlægningen af vægtafgiften var da ok, en grøn måde at gøre det på. Min bil har foreløbig puttet 154.000 kr i statskassen i vægtafgift, ca 600.000 (89 kroner!) i registreringsafgift, 20.000 i forsikringsafgift og vel 200.000 i brændstof afgift. En million kroner. Så synes ærlig talt ikke der er grund til dårlig samvittighed!


04. dec 2009 kl 23:58

Tim Holst Petersen

Seriøse indlæg

Toni Christensen og Bjørn Boesgaard skriver lige hvad mange af os mener: det her er hul i hovedet.

/Tim


05. dec 2009 kl 09:47

avatar

Peer Pedersen

Euro norm 4

Skulle jeg have misforstået noget kan det skyldes at både Simon Ammitsbøl og Anders Samuelsen ikke har svaret på mine mange henvendelser vedrørende denne sag, siden jeg fik Anders Samuelsen til at vågne op med en mail der forklarede om problemet med Euro 4 norm motorer, hvortil han svarede.

Tak for din mail. Meget stærke pointer som jeg med det samme vil tage op med ministeren for at se om det kan rettes op. Mange hilsner og beklager at jeg ikke vender tilbage før nu. Anders
Det var den 20 Marts altså for 9 måneder siden.


05. dec 2009 kl 12:01

Thomas Vesth

Korrekt rettelse.

Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at Liberal Alliance havde stoppet forslaget om partikelfiltre. Det er dog ikke korrekt. Som det nu fremgår af artiklen, så er forlaget om partikelfiltrene endnu ikke vedtaget, fordi Dansk Folkeparti og Regeringen ikke var mødt talstærkt nok op til at trumfe forslaget igennem.

Det er meget sjældent man ser rettelser som her. Når man så læser den står swe at Liberal Alliance ikke stoppede forslaget, det må jo betyde at man gik ind for det eller var ligeglade. Intet kan være mere forkert. Men pludselig skal der tilføjes alle mulige oplysninger om, at nogle partier ikke magtede at sende deres repræsentanter til mødet i skatteudvalget. Hvem har dog foranlediget denne rettelse, hvem har kontaktet redaktionen for at få rettet denne her artikel. Hvorfor er der ikke stillet nogle supplerende spørgsmål.
Men jeg forventer nu at ing. følger sagen til dørs, således at regeringen og DF kan forklare, hvorfor uduelige partikelfiltre skal monteres/beskattes. I samme åndedrag spørge oppositionen om, hvor mange penge, de synes det skal koste eller om de er enige med Liberal Alliance.
Når denne sag er ovre tror den første overskrift viste sig at være rigtig.


05. dec 2009 kl 17:51

Erik Christensen

Min ærede svoger bliver glad...

..for han har ikke kunnet hitte et filter til Skoda'en

Men uanset eventuelle krav om filtre eller afgifter - skulle jeg bruge min Hyster truck indendørs ville det ikke ske uden et monteret filter efter eget valg og jeg vil med glæde selv betale udgiften herfor

...efter at have set hvor sort en rulle statisk elektrisk plastic kan blive efter et kort besøg af diesel lastbil i hal er jeg ikke interesseret i at belaste mine lunger med samme


05. dec 2009 kl 23:06

Hans-Christian Jensen

Re: Endelig noget grøn fornuft

Jeg vil i modsætning til de fleste ikke komme med min mening. Jeg vil bare fortælle hvad jeg har fundet ud p.t. og mine kilder er hovedsagligt internettet, så de kan være forkerte:
1. Det er ikke muligt at skaffe et partikel filter til den gamle bilpark der kører rundt i Danmark. Jeg har også kigget i tyskland efter et filter til ældre Golf, som jeg får 19.6km/l ud af.
2. Flere mennesker (og FDM) påstår at det er tåbeligt at sætte åbne filtre på ældre biler, da det får antal km/l til at falde og øger forureningen. En bruger påstår at hans er faldet med hele 25%.
3. Åbne filtre er ikke selvrensende og holder derfor en del korttere. De står til 50-80.000 km.
4. (Denne er faktisk ikke fra internettet, men fra syns hallen) Partikel filtre lader til at slå partiklerne i mindre stykker, hvilket får den til at blive optaget af kroppen bedre.
5. EURO 5 normen skal i følge planen komme i 2010, så er det vel tid til en lov?


06. dec 2009 kl 10:52

Thomas Vesth

Re: Re: Endelig noget grøn fornuft

5. EURO 5 normen skal i følge planen komme i 2010, så er det vel tid til en lov?

Dejligt med nogle flere fakta, disse blev via FDMs faktuelle bidrag og deltagelse oplyst for regeringspartiernes og DFs skatteforhandlere, alligevel blev forslaget om beskatning fastholdt.
Vedrørende ny dansk lovgivning er det vel i denne sag bevist, at det måske var bedre at holde sig til EURO normernes udvikling, da der her skaffes store fremskridt. Dette kan ses ved at sammenholde de forskellige normers udslip.


07. dec 2009 kl 22:02

Nicolai Rasmussen

Re: Re: Re: Re: Re: Endelig noget grøn fornuft

Hvad er det ubehagelige? At jeg synes at forurening skal stoppes?

Er det ubehageligt, at synes, at forurening skal stoppes? Nej, selvfølgelig ikke... dit spørgsmål grænser op til det brækfremkaldende.

Dit spørgsmål forudsætter altså bare, at du har ret, hvilket du ikke har, og så bliver det blot endnu mere brækfremkaldnde.

/Tim

Søg hjælp fra din praktiserende læge hvis det fortsætter!

Hvis du vil være så sød at bevæge dig ned på vores andres lave niveau, og forklare hvad det er jeg ikke har ret i! Så kan vi måske i fællesskab løfte diskussionen op på et niveau så det ikke udløser din lidelse.

Jeg går ud fra at modstanden mod filtrerne skyldes at de 99% partikler som filteret stopper er de gode miljøvenlige partikler, og den 1% partikler der kommer ud er onde partikler der kun kommer når man monterer et filter? Er det nu også sådan virkeligheden forholder sig? Kunne man forestille sig at ufiltreret diesel-udstødning med 9900% flere partikler end filtreret diesel-udstødning, var en anelse mere usundt set over en bred kam? Og det på trods af at der er ganske skadelige partikler i en filtreret diesel-udstødning?

Så Tim, prøv at forklare præcist hvad det er der er så fantastisk ved at fortsætte kørsel i dieselbiler uden filtre!?

Og til Toni: Som jeg ser det, er det du beskriver en uhensigtsmæssighed i lovgivningen om valg af invalidekøretøj. Det virker tåbeligt, at man ikke lader offentlige og offentligt subsidierede køretøjer være i front på forureningsbekæmpelsessiden. Det er jo det offentlige (fælles) der betaler de mange milliarder forureningen koster samfundet i diverse sundhedsudgifter og tabte leveår.


17. dec 2009 kl 17:02

Finn Lundsgaard

Re: Re: Endelig noget grøn fornuft

Nuvel dieselbiler forurener, der er nogle her der skriver at "alle" vidste for en 4-5 år siden at der kom en sådan lov.
Det kan jeg affeje prompte det vidste alle ikke, jeg blev først klar over det for ½-1 år siden.
Jeg syntes det er ok og indføre det på nye biler, men ikke bagudrettet.
Man aner ikke hvordan man skal bevæge sig i samfundet med alle disse bagudrettede regler det dur ganske enkelt ikke,

Der er ikke en eneste herinde der skal bilde mig ind at det er for forureninges skyld, at man indfører partikelfiltre, hvis i tror på den er i godt igang med at blive taget i røven.

Hvis det var for forureningens skyld, hvorfor er der en gruppe biler som eks. Lupo klassen ikke fritaget for afgift eller nedsat væsentligt.
Hvorfor udleverer man ikke partikelfilteret gratis og sidst men ikke mindst hvorfor vælger man 1.000,- i straf, jeg personligt tror at tallene er vendt om sådan at det bliver 75.000 der køber filteret og de andre 225.000 vælger at betale strafafgiften.

Det siger sig selv at hvis man skal investere i filteret skal man have bilen i 5-10 år ekstra førend det "tjener" sig hjem, det tror jeg ikke der er mange der regner med at have.
Og ja..! økonomi er en væsentlig faktor når man snakker biler i DK, i forvejen binder vi en stor del at vores likvide midler i de her køretøjer.

Og til de "frelste" som kører dieselbil med partikelfilter, og ikke vil have at andre skal svine med deres diesel-uden-partikelfilter-bil i nærheden af dem, i skulle tage og skrotte jeres spand og købe en cykel, fordi partikelfilter eller ej, så forurener i stadigvæk og det er vel ikke fair over for dem der kun har en cykel vel...!!


08. mar 2010 kl 11:00

Uffe Merrild

Re: Re: Re: Endelig noget grøn fornuft


...jeg personligt tror at tallene er vendt om sådan at det bliver 75.000 der køber filteret og de andre 225.000 vælger at betale strafafgiften.

Nej nej nej der gættede du HELT forkert! Det er 77 der har installeret partikelfiltrene (og sikke nogle fjolser).


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.