Dansk rådgiver bag super bæredygtig lufthavn i Malaysia
Kuala Lumpur får Asiens første lufthavnsterminal med et af de skrappeste internationale miljømærker.
Det danskejede malaysiske rådgivende ingeniørfirma IEN Consultants skal sørge for, at en ny lufthavnsterminal i Kuala Lumpur Internationale Airport lever op til kravene i et af de skrappeste internationale miljømærker. Mærket hedder LEED Platinum, og lufthavnen bliver den første med dette stempel i Asien.
Mærket stiller krav til både bygge-metoder og -materialer samt til indeklima, energi- og ressourceforbrug i den færdige bygning. Alene energiforbruget skal reduceres med 75 procent i forhold til en normal lufthavn, og CO2-emissionen skal reduceres med 80 procent.
Ifølge direktør Poul Erik Kristensen, IEN Consultants, er firmaet det første i Malaysia, som har specialiseret sig i LEED-certificering (Leadership in Energy and Enviornment) fra US Green Building Council.
»Det har så givet bonus med denne opgave - og flere er på vej,« siger han.
Han tilføjer, at Malaysia generelt er meget optaget af energieffektivisering. Dels på grund af den økonomiske gevinst, dels fordi mange udenlandske virksomheder kræver grønne bygninger til deres kontorer i landet.
Energi- og miljødesign af lufthavnsprojektet, som er projekteret til 1,8 milliarder kroner, ledes af dr. Stellios Plainiotis fra IEN Consultants, og terminalen skal stå færdig i tredje kvartal 2011.

Infografik:
Ny lavpristerminal i Kuala Lumpur




