Forlig om Energisparefondens afløser
Elsparefonden nedlægges og erstattes af et energisparecenter. Ifølge et kompromis blandt forligspartierne udpeger klima- og energiminister Lykke Friis (V) udpeger bestyrelsen, mens lederen af det nye center ikke skal godkendes af ministeren.
Det nye energisparecenter får en stor rolle i det ti-årige energispareprogram 2010-2020, der skal reducere slutforbruget årligt med 1,5 procent eller 10,3 Petajoule, hvoraf energiselskaberne skal levere mindst 5,4 PJ. Her Nordjyllandsværket.
Læs også
Loven om at omdanne Energisparefonden til et energisparecenter bliver vedtaget med alle energiforligspartiers stemmer.
Forligspartierne blev sent i går, tirsdag enige om et kompromis, der ganske enkelt består i, at energiministeren ikke skal godkende lederen som energisparecenterets bestyrelse udpeger.
Det er klima- og energiminister Lykke Friis’ (V) første politiske aftale mellem de syv partier, som er Venstre, Det konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF, Det radikale Venstre og Liberal Alliance.
»Vi har diskuteret uafhængigheden siden januar 2007, og i god vilje til at få afsluttet diskussionen, har vi accepteret, at ministeren ikke skal godkende centerets leder som bestyrelsen udpeger, siger de konservatives energiordfører Per Ørum Jørgensen.
- Det har været væsentligt for os at holde sammen på energiforligskredsen og sikre fodslag omkring lovforslaget, og det ønske vejer tungere end at tage en stor strid omkring det. Jeg tror, vi har holdt 12 møder om det spørgsmål, slutter Per Ørum Jørgensen.
Energiordfører Anne Grete Holmsgaard (SF) afventede endnu tirsdag aften en officiel tilbagemelding fra regeringen, om den godkender aftalen om et mere uafhængigt energisparecenter.
Får samme budget som Elsparefonden
Elsparefondens årlige bevilling på ca. 90 millioner kroner flyttes over til et nyt Center for Energibesparelser.
Samtidig omdøbes elsparebidraget på 0,6 øre/kWh til energisparebidrag, der skal opkræves hos samtlige slutbrugere bortset fra transport, fremgår det af lovforslaget som den tidligere klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) fremsatte den 8. oktober.
Energisparebidraget skal indbringe samme beløb som elsparebidraget.
Kopi af EUDP
Organiseringen af energisparecenteret er en kopi af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP.
Centeret får en bestyrelse på syv medlemmer, der alle udpeges af klima- og energiministeren.
Centerets opgave er at reducere bruttoenergiforbruget med fire procent i 2020 i forhold til 2006, som det fremgår af energiforliget fra 21. februar 2008.
Halvdelen af det mål skal nås i 2011. Det er altså ikke kun spørgsmål om at skrue ned for radiatoren i stuen eller slukke for standby, men om bedre energiøkonomi hos el- og varmeproducenter og i distributionen.
Energisparecenteret får en stor rolle i det ti-årige energispareprogram 2010-2020, der skal reducere slutforbruget årligt med 1,5 procent eller 10,3 Petajoule, hvoraf energiselskaberne skal levere mindst 5,4 PJ.
Den endelige aftale om sparemålene mellem regeringen og net- og distributionsselskaberne inden for el, naturgas, fjernvarme og olie blev indgået den 20. november.
Aftalen næsten fordobler energiselskabernes forpligtelser over for energibesparelser, svarende til næsten 67.000 boligers energiforbrug, oplyste Connie Hedegaard.






