Fødevarekrisen: Det er risikabelt at satse på økologi uden GMO
Af Pernille Sølvhøj Roelsgaard,
torsdag 03. dec 2009 kl. 11:36
Alverdens landmænd bliver simpelthen nødt til at intensivere produktionen og mindske afgrødetabet for at overvinde den permanente globale fødevarekrise. Et af midlerne hertil kan være at kombinere økologiske dyrkningsmetoder med brugen af genmodificerede, sygdoms-resistente planter, så sprøjtning med pesticider kan mindskes eller helt undgås.
For hvordan vil den globale fødevaresituation udvikle sig, hvis vi udelukkende dyrker økologisk? Det spørgsmål fik vi desværre ikke svar på ved et nyligt sammenstød mellem to forskere fra hver sin ende af den polariserede debat.
’GMO og økologi – som ild og vand?’ Det var titlen på et debatarrangement for nylig på KU-LIFE, arrangeret af Jordbrugsakademikernes Fagforening og Økologisk Forum. Her havde professor Peter Olesen fra KU-LIFE og Seniorforsker Rikke Bagger Jørgensen fra Risø-DTU sat hinanden stævne for at diskutere GMO og økologi.
Peter Olesen har tidligere bl.a. været ansat som forskningsdirektør for Danisco og Chr. Hansen, og er i dag direktør i ActiFoods. Desuden er han formand for det Strategiske Forskningsråd.
Rikke Bagger Jørgensen har gennem sin forskerkarriere arbejdet med risikovurdering, gen-spredning og sameksistens mellem GM-landbrug og økologisk produktion og er medlem af Det Etiske Råd.
Jeg gik til mødet med åbent sind og forventede en god debat. Peter Olesen har tidligere argumenteret for, at man må skelne mellem behov og teknologi og anvende den teknologi, som opfylder behovene bedst – altså også at anvende bioteknologi, når dette er mest hensigtsmæssigt.
Rikke Bagger Jørgensen har den modsatte holdning. Hun finder de potentielle farer ved genteknologi større end den nytteværdi, der måtte kunne opnås.
Fik jeg så hvad jeg kom efter? Jeg fik i hvert fald, hvad jeg forventede, fra de to ringhjørner. Oplæggene var forholdsvis polariserede, hvor Rikke Bagger først erklærede, at GMO og økologi var uforeneligt og gik videre med argumenter om, at genmodificerede planter ikke er risikovurderet til bunds. Hun mangler en begrundelse for, hvorfor man overhovedet skal dyrke GMO i Danmark.
Peter Olesen replicerede, at der klart er et behov for at se ud over egen danske næsetip. GMØ - altså genmodificerede, økologisk dyrkede planter – kan bidrage til at løse den globale fødevarekrise. Endvidere påpegede han, at vi alle har et ansvar overfor ringere stillede medborgere i verdenssamfundet.
I starten var debatten forudsigelig, men den tog en for mig overraskende drejning. Da det kom til diskussionen af konkrete eksempler på, hvad man kan bruge genteknologi til, var Rikke Bagger langt mere positiv, end jeg havde forventet. Det indledende foredrag og diskussionen stemte - for mig at se - ikke overens.
Jeg ser ikke modsætningsforholdet mellem økologi og genteknologi. Men det er ikke vigtigt for mig, om der indgås et fornuftsægteskab mellem de to produktionsformer. Der er mange gode ting ved økologi, som det er i dag. Særligt i forhold til dyrevelfærd og miljø. Jeg kan godt forstå, at mange forbrugere vælger økologien til. Men jeg synes, at alle forbrugere skal have et frit valg.
Det skal i højere grad være muligt at købe varer, som er produceret miljømæssigt bæredygtigt - uden nødvendigvis at være økologiske i traditionel forstand. Og her kan afgrøder, som er modificeret ved hjælp af genteknologi og dyrket uden brug af pesticider og kunstgødning, være et rigtig godt alternativ. Da økologiske varer i dag markedsføres som GMO-fri, kan disse varer ikke få det røde Ø-mærke. Men hvad med GMØ-logoet, som Peter Olesen præsenterede os for?
Ved hjælp af genteknologi har det vist sig muligt at reducere forbruget af sprøjtemidler i konventionelt jordbrug, og det vil i endnu større grad øge udbyttet i økologisk produktion. Her tænker jeg blandt andet på kartoffelskimmel, som ødelægger høsten for mange økologiske kartoffelavlere hvert år.
En tilhører påpegede på mødet, at vi har kartofler nok i Danmark, så hvorfor bruge gensplejsning? For mig er det meget mærkeligt at høre tale om at smide fødevarer ud, eller ikke at kunne se værdien af et ordentligt udbytte. Samtidig er der på globalt plan masser af mennesker, som går sultne i seng hver aften. Kartofler er en basisfødevare i mange ulande, og kartoffelskimmel er et stort problem, som begrænser mulighederne for at dyrke den ellers taknemmelige kartoffel.
Det er sandt, at vi har kartofler nok i Danmark, men hvorfor ikke dyrke dem så miljø- og ’klimavenligt’ som muligt? Kartofler er et oplagt valg i en klimavenlig menu frem for pasta og ris. Kartofler dyrkes lokalt i Danmark, så der er kun lidt transport. Desuden udleder en kartoffelmark langt færre drivhusgasser end eksempelvis en rismark.
I dag sprøjtes kartofler mod skimmel op til syv gange i løbet af en vækstperiode, og denne ødelæggende sygdom medfører store økonomiske tab for kartoffelavleren. En kartoffel, som er resistent overfor denne skimmel, vil være en gevinst for både landmanden, miljøet og forbrugeren.
Det er faktuelt, at økologisk produktion, som vi kender det i dag, giver et lavere udbytte pr. hektar end konventionel produktion. Det må derfor antages, at den samlede klimabelastning vil stige betragteligt, hvis alle fødevarer skal dyrkes økologisk. Vi har lige haft en global fødevarekrise, og fødevareøkonomerne forudsiger at en ny er på vej. Klodens fødevaresituation er presset på flere sider, bl.a. fordi voksende befolkningstal og højere levestandard mange steder giver sig udtryk ved stigende forbrug af kød.
Jeg stillede Rikke Bagger Jørgensen spørgsmålet, om der findes en risikovurdering af, hvad der sker, hvis vi IKKE anvender GM-planter og blot forsætter, som vi gør i dag? Hvordan vil den globale fødevaresituation udvikle sig, hvis vi udelukkende dyrker økologisk? Er det etisk forsvarligt overfor vores medmennesker i resten af verden?
For en risikoforsker må det da være en central problemstilling at have overvejet og have en mening om. Men jeg synes ikke, jeg fik noget klart svar.
10
