Hvert britisk hjem skal have intelligente el- og gasmålere
Næste år er der udsigt til at Storbritennien begynder at sende intelligente el- og gasmålere ud til alle afkroge af landet. Den britiske regering vil bruge 75 mia. kr. på projektet.
47 millioner britiske boliger og småvirksomheder skal have intelligente elmålere. Det kræver den britiske regering i et kommende lovforslag. (Foto: Echelon)
Læs også
-
Venstre: Vi jagter Italiens succes med intelligente elmålere
-
Connie Hedegaard forhandler med elselskaberne om intelligente målere
Læs mere om
Dokumentation
Mens den danske regering stadig ikke kan finde ud af om danskerne skal have intelligente elmålere eller ej, så følger den britiske regering nu i hælene på Italien og kræver intelligente el- og gasmålere i alle boliger og mindre virksomheder senest i 2020, skriver avisen Times.
De intelligente målere betyder, at briterne kan se frem til elpriser, der skifter henover dagen, så det kommer til at kunne betale sig at vente med at tænde for vaskemaskiner og opvaskemaskiner til sent om aftenen eller om natten, hvor strømforbruget er lavt.
Elmålerne skal desuden designes, så briterne let kan sende strøm fra egne solceller eller vindmøller tilbage til nettet og tjene penge på det.
Regeringen sendte en udrulningsplan i høring i maj og anslår at prisen for elselskaberne – og dermed elkunderne – vil ende på 75 mia. kr. fordelt over 10 år. Men ifølge beregninger fra Energy Retail Association, så vil selskaberne kunne spare så meget, at forbrugerne ikke vil få højere el- og gasregninger.
Men prisen for udrulningen er undervurderet, mener revisorfirmaet Ernst & Young, der har estimeret prisen til 110 mia. kr.
»Meget store og komplekse projekter af denne slags koster altid mere end forventet,« udtalte Tony Ward, der er partner med ansvar for energi og forsyning i revisorfirmaet efter planen var kommet frem.
Den britiske regering fastholder dog sine egne beregninger. Installationen kan gå i gang allerede næste år, skriver Times.





