Prisen for at redde kloden: Betal 15 kroner om dagen
Europa kan snildt skære 40 procent i deres CO2-udslip i 2020, hvis hver enkelt er villig til at punge 15 kroner ud om dagen, konkluderer en ny undersøgelse fra Stockholms Klima Institut.
Læs også
Læs mere om
Filer
Målet om at undgå de værste klimatrusler og holde temperaturstigningen på 2 grader, kræver langt mere radikale CO2-besparelser, end de 20 procent, som EU-landene hidtil har spillet ud med, viser en ny undersøgelse.
EU's 27 medlemslande skal nedsætte CO2-emissionerne med 40 procent i 2020 og med 90 procent i 2050, sammenlignet med 1990-niveauet. Og det er vel og mærke uden at købe sig til reduktioner i u-landene.
Men det europæiske mål i 2020 koster ikke mere end, at udgifterne fordelt på hver enkelt europæer betyder, at den enkelte skal betale 15 kroner hver dag, viser undersøgelsen.
Midlerne er ikke overraskende langt bedre energieffektivitet, fremskyndet udfasning af fossile brændstoffer, et dramatisk skift til vedvarende energi samt livsstilsændringer.
»Mange har nok hørt det før, men har måske ikke forstået alvoren. Men med vores udregning af, hvor meget der skal spares for at holde temperaturstigningen på to grader, forsøger vi at skabe den nødvendige beslutsomhed blandt de politikere, der skal byde ind til klimatopmødet,« siger Kim Ejlertsen, der er klimakoordinator i Noah Energi og Klima og deltager i arbejdsgruppen om undersøgelsen.
I en veltimet offentliggørelse af en undersøgelse, som afslører EU's klimamål på 20 - max. 30 procents CO2-reduktion som fodslæbende uambitiøst, forsøger verdens største miljøbevægelse, Friends of the Earth, en uge inden klimatopmødet, at råbe verdens befolkninger - og deres politikere - op.
Senere i dag vil resultatet af undersøgelsen, som Stockholms klimainstitut, SEI, har lavet i samarbejde med Friends of the Earth blive afsløret i Bruxelles. Og Kim Ejlertsen erkender, at målet om at reducere CO2-udledningen med 40 procent i 2020 er "rasende hurtigt".
Alligevel kan det gøres uden at ty til uønskede og uprøvede løsninger som a-kraft og CO2-lagring (CCS).
»Den gode nyhed er, at EU kan skære ned på en måde, som ikke bare forbedrer livskvaliteten for mennesker i Europa, men som også er med til at sikre den fattige del af verden retten til at udvikle sig bæredygtigt,« siger Kim Ejlertsen, der kalder princippet klimaretfærdighed.
Alle transportmidler skal køre på el
En vigtig komponent i regnestykket er nemlig u-landenes historiske CO2-belastning og deres evne til at betale. De to størrelser lægges sammen til en nøgle for, hvordan den globale reduktion af drivhusgasser under 2 graders-målsætningen kan fordeles retfærdigt blandt verdens lande.
De beregninger viser, at EU-landene skal påkalde sig forpligtelser, som svarer til, at EU skal reducere med hele 103 procent i 2020. Eftersom det ikke kan lade sig gøre, skal de resterende 63 procent finansieres i u-landene.
Ved hjælp af en detaljeret modellering beskriver undersøgelsen hvordan. I dag bliver 75 procent af alle ture kørt i privatbiler. Det tal skal ned til 69 procent i 2020 og til 43 procent i 2050. Samtidig skal der ske en omfattende elektrificering og effektivisering alle transportmidler, så hver enkelt europæers klimafodaftryk i 2050 er nede på en ottendedel af nutidens.
Får udspillet overhovedet held til at påvirke, har Kim Ejlertsen størst forventning til politikerne i Frankrig, Sverige og Holland, men derimod ikke til de danske politikere.
»Selv om Danmark havde muligheden, har vi holdt en meget lav målsætningsprofil for at i stedet at optræde diplomatisk,« vurderer han.
»Man skal ikke være blåøjet og tro, at vores undersøgelse med ét slag vil ændre EU-landenes indstilling, men den er med til at vise, hvad EU bør gøre, og at det kan lade sig gøre,« siger Kim Ejlertsen.





