Marsdrama fortsætter: Spirits hjul pulser rundt i støvet
Problemer med et hjul og forsigtig strategi gør, at marsbilen Spirit kun har kæmpet sig 1,5 centimeter ud af det krater som bilen har siddet fast i siden april.
Billedet er fra kameraet på Spirits mast og viser sporene hen til det sted hvor Marsbilen kørte fast. Der er ca. en meter mellem hjulsporerne. Billedet er taget den 21. november 2009. (Foto: NASA/JPL-Caltech)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
16. november indledte Nasa de første forsøg på at få marsbilen Spirit fri. Det er en langsommelig proces, hvor der sendes kommandoer til marsbilen og efterfølgende får bilen til at sende information om sig selv og billeder fra dens forskellige kameraer tilbage til Jorden.
Ved et af forsøgene stoppede Spirits højre baghjul, fordi det kom langt bagefter den forventede rotationshastighed. Hjulet havde roteret, hvad der svarer til fire meter, mens bilen blot havde flyttet sig fire millimeter.
Det samme skete også i maj for det midterste hjul på venstre side, men det er siden kommet i gang igen, og afprøvninger af højre baghjul har vist, at det heldigvis ikke er blokeret.
Efterfølgende fik Sprit besked på at køre, hvad der svarer til halvanden meter fremad, men det resulterede sammenlagt kun 2,1 mm frem, 1,1 mm til venstre og 0,3 mm ned.
I alt har Spirit nu bevæget sig 15,7 mm frem, 9,9 mm til venstre og 4,8 mm nedad, siden Nasa begyndte forsøgene på at få den fastkørte marsbil fri. Hjulene har i samme periode ”pulset” rundt i marsstøvet med, hvad der burde svare til 8,1 meter.
Nasa har planlagt to “kørsler” næste weekend med hvad der svarer til sammenlagt 2,5 meters hjulomdrejninger pr. gang ligeud og med samme hastighed på alle hjul.
Spirit kørte fast den 23. april under en baglæns kørsel (på grund af et defekt hjul) i et klippefyldt område i det store Gusev-krater syd for ækvator. Her brød Spirit igennem en sprød overflade, og dens hjul sank dybt ned i det underliggende løse støv.
Nasa har lige siden udtænkt og afprøvet metoder, der kunne få Spirit fri, men selv efter mange afprøvninger i testmiljøer, har man ikke kunnet finde en helt skudsikker metode.





