DTU-forsker: Køreplanen for Kystbanen er strammet for meget
Når transportministeren i dag holder krisemøde med Banedanmark og DSB First, skyldes det, at DSB First har strammet køreplanen for meget, mener transportforsker Alex Landex fra DTU.
Læs også
-
Konkurrent: Forsinkelser, aflysninger og ståpladser venter DSB’s passagerer
Læs mere om
Ifølge borgmestre fra fire kommuner langs Kystbanen, er driften af banen forværret gennem det seneste år, hvad angår rettidighed, informationsniveau og generel service.
På grund af problemerne på banen har transportminister Lars Barfoed (K) indkaldt Banedanmark, Trafikstyrelsen og DSB First til et krisemøde i dag. Og centralt i problemstillingen står køreplanen.
»En del af løsningen ligger selvfølgelig i køreplanen,« siger Alex Landex, adjunkt og transportforsker ved DTU Transport.
Siden Øresundsudbuddets begyndelse har buddet fra DSB og skotske FirstGroup været kritiseret for at stramme køreplanen for hårdt og underbyde konkurrenterne med urealistisk lave priser.
Det sidste ser vi nu et år efter DSB Firsts overtagelse af banen resultatet af, mener trafikforsker Alex Landex fra DTU Transport. Han fortsætter:
»Et af de store problemer på Kystbanen er, at de kører på noget af Danmark og Sveriges mest belastede banenet. Under København og til lufthavnen er nettet meget belastet, og det samme gælder området ved Malmø Central, der er under ombygning.«
Navnlig i en situation, hvor banen er belastet til det yderste, er det vigtigt at lægge køreplanen hensigtsmæssigt i forhold til omstændighederne på banen, påpeger Alex Landex. Det har dog ikke været tilfældet på Kystbanen. Her har DSB First valgt at stramme køreplanen op, så der nu kører tog mellem Københavns Hovedbanegård og Københavns Lufthavn Kastrup hvert 10. minut frem for skiftevis hvert ottende og hvert tolvte minut.
»Mellem København og Kastrup er der kapacitet til at køre hvert 4. minut, så hvis der var otte eller tolv minutter mellem togene, ville det være nemmere at klemme ekstra tog ind på strækningen. Det var tilfældet inden udbuddet,« siger Alex Landex.
DSB First har således ændret på køreplanen for at opnå timinuttersdrift på strækningen, men det betyder samtidig, at det er sværere at indpasse ekstra tog mellem de planlagte og dermed indhente eventuelle forsinkelser.
Belastede skinner
Samtidig er andre dele af banen så belastede, at det er umuligt at indhente forsinkelser. Det drejer sig blandt andet om Øresundsforbindelsen, som er fuldt udnyttet kapacitetsmæssigt, og om Malmø hvor en omfattende renovering betyder, at togene bliver yderligere forsinket, hvis de ikke når til Malmø til den planlagte tid.
Sidst men ikke mindst er der risiko for problemer ind mod København fra Nordsjælland, hvis køreplanen er for stram, påpeger Alex Landex.
Lars Barfoed påpeger over for Berlingske, at Kystbanen allerede er under massivt tilsyn, men erklærer sig i øvrigt i store træk enig med de fire borgmestre. Ministeren mener ikke, at der er grund til at revurdere kontrakten med DSB First, da en del af ansvaret ligger hos Banedanmark.
Hos borgmestrene fra Fredensborg, Helsingør, Hørsholm og Rudersdal er der også optimisme at spore. Borgmester Olav Aaen (V) fra Fredensborg Kommune siger:
»Jeg tror, at alene det fokus, der kommer på problemet, når ministeren tager det op, vil gøre, at DSB First tager det alvorligt.«
Olav Aaen tog efter en diskussion på et byrådsmøde kontakt til borgmestrene fra Helsingør, Hørsholm og Rudersdal. De fire kommuner, der alle ligger nord for S-togenes dækningsområde er stærkt afhængige af Kystbanen.





