Massive betalingsproblemer i Dubai. Rambøll har taget mindre tab
Danske ingeniørvirksomheder lader til at klare skærene efter det aktuelle finansieringskollaps i Dubai. Rambøll taber et mindre millionbeløb mens Cowi slipper endnu mildere. Begge kan betragte især de britiske konkurrenter blive hårdt ramt.
Burj Dubai bliver gjort færdig, men omkring 500 andre projekter i Dubai er sat på standby, fordi det statslige investeringsselskab, Dubai World, ikke kan betale sin 60 mia. $ store gæld.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Både aktiemarkeder og rådgivende ingeniører er rystede efter det statsejede investeringsselskab Dubai World har offentliggjort et ønske om et halvt års udsættelse af sin 60 mia. dollar store gæld. Det skriver det britiske netmedie, Building.co.uk.
Dubai World ejer blandt andet developeren, Nakheel, der står bag mange af ørkenstatens megalomane byggeprojekter, så betalingsstandsningen rammer mange entreprenører og rådgivende ingeniører, der arbejder i byen. En af dem er danske Rambøll, fortæller Lars Ostenfeld Riemann, Service Area Director, Buildings & Design i Rambøll.
»For et halvt år siden meldte Nakheel ud til de virksomheder, der arbejdede for dem, at de ikke kunne betale, og at de ville have massive rabatter. Kravet var i omegnen af 65 procent af den oprindelige pris. Men vi fik dem forhandlet op, så vi kun tabte et par mio. kr. Dem der blandede advokater og den slags ind i det, var ikke så heldige.«
Den britiske forening for rådgivende ingeniører, vurderer at deres medlemmer har over 4 mia. kr til gode for projekter i De forenede arabiske emirater, som Dubai er en del af. Foreningen har bedt den britiske regering om at sikre, at de får deres penge. For Rambøll betyder krisen udover det økonomiske tab, at de har været nødt til at fyre ca. hver syvende medarbejder, så der i dag sidder 180 mand tilbage. Omsætningen i 2009 bliver sandsynligvis kun 10 procent lavere end i 2008, men indtjeningen er ramt.
»Vi har flyttet vores folk til projekter andre steder i den mellemøstlige region, så vi holder omsætningen oppe. Men konkurrencen blandt de rådgivere, der har slået sig ned i Dubai er blevet meget hårdere, så vores overskudsgrad er halveret,« siger Lars Ostenfeld Riemann.
Cowi, som har 650 mand i Mellemøsten - heraf 35 i Dubai, der arbejder med marine konstruktioner - slipper nærmest uskadt gennem betalingskrisen, fortæller koncernchef Lars-Peter Søbye.
»Vi har fra begyndelsen besluttet, at vi ikke ville gå ind på bygningsområdet i Dubai, fordi konkurrencen var kolossal. Det viser sig nu, at være en rigtig beslutning. Selvfølgelig kan vores afdeling i Dubai mærke at aktiviteten falder, men i Golf-regionen som sådan regner vi med at holde den samme omsætning og indtjening i 2010, som vi har gjort i 2009.«
Lars-Peter Søbye tror ikke at kollapset i Dubai vil have den store effekt på resten af regionen, bortset fra på privat finansierede projekter. Lars Ostenfeld Riemann fra Rambøll tør derimod ikke spå om, fremtiden for markedet i Dubai og regionen.
»I sig selv betyder Dubai ikke særlig meget. Her bor 2 mio. mennesker. Men i hele regionen bor én mia. Så betydningen af Dubai burde ikke være særlig stor. Men kollapset har skadet tilliden, for hvad sker der, når man ikke en gang kan stole på, at stater kan betale deres regninger? Det er ligesom kollapset på Island. Det skader tilliden i markedet.«
Samme konklusion har generalkonsul Thomas Bay i Dubai.
»Styret hernede har været meget dårlige til at håndtere krisen. Alle hernede har i mindst et år vidst, hvilken vej det gik, men styret er blevet ved med at nægte, at der var finansielle problemer. Så sent som for 14 dage siden holdt Sheik Mohammed (Dubais statsoverhoved, red.) en tale for udenlandske investorer, hvor han midt under sin arabiske tale slog over i engelsk og bad den udenlandske presse om at holde kæft. Man har simpelthen ikke ville tale om det. Derfor slår nyheden hårdere igennem nu.«
Selv om kritikken nu vælter ned over Dubai, så tror Thomas Bay, at krisen kan ændre Dubai til det bedre.
»De har forhåbentlig indset, at det ikke nytter noget at være så hemmelighedsfulde, hvis man vil være en del af en global økonomi. Så forhåbentlig bliver de mere transparente.«
På trods af krisen i Dubai tror de danske virksomheder med datterselskaber i byen på vækst i regionen.,
»Vi har lige lavet en rundspørge blandt de danske virksomheder hernede, og 75 pct. tror på en stigning i salget i regionen inden for de næste 12 måneder. Det viser, at regionen er stærk nok, selvom Dubai har problemer.«.





