Sydkorea vil sende 3D-tv i fuld HD til næste år
Sydkorea vil anvende det jordbaserede sendenet og ikke satellitter, når de fra næste år starter udsendelse i 3D.
Læs også
Seoul: De sydkoreanske telemyndigheder offentliggjorde i går en plan for tildeling af licenser til transmission af 3D-fjernsyn i 1080p-kvalitet, fremgår det af et kort pressemøde, som myndighederne afholdt, mens Ing.dk var i Seoul.
Korea Communications Commission (KCC) forventer at tildele licenser i januar næste år med efterfølgende prøveudsendelser, der skal starte i løbet af den følgende sommer.
Der er allerede prøveudsendelser undervejs i både Japan og Storbritannien, men begge disse steder anvendes der satellitter. Sydkorea vil tildele licenser til det jordbaserede netværk.
Tildelingen kommer netop som de lokale elektronikgiganter LG og Samsung for alvor gør klar til at starte produktionen af fladskærme, der understøtter teknologien, således at de kan konkurrere med japanske producenter som Sony og Toshiba.
KCC har endnu ikke offentliggjort detaljerne eller priserne for licenserne, men allerede nu har CJ HelloVision meldt sig som en af de interesserede programudbydere. I første omgang vil CJ HelloVision tilbyde programmer til 900 abonnenter, der primært får tilbudt tegnefilm i 3D. For at kunne se udsendelser i 3D er det nødvendigt formodtagerne at investere i endnu en settop-boks.






