Lundbeck skifter produktionsform
Lundbecks fabrik i Lumsås har udviklet et lille anlæg, der lægger op til en fundamental ændring i medicinalindustriens produktionsform. Nu er det slut med at blande store portioner af medikamenter. Fremtiden hedder kontinuert produktion.
Lundbeck skifter fra batch til kontinuert produktion. Derved sparer medicinalfirmaet mange penge. (Foto: Das Büro) (Foto: Emil Lyders)
Læs mere om
Medicinalvirksomheden Lundbeck er efter halvandet års forarbejde netop blevet færdig med at udvikle sit første anlæg til kontinuert produktion på fabrikken i Lumsås.
Hidtil er alle reaktioner foregået i store 2.000 liters reaktorer - én batch ad gangen. Derefter er beholderen tømt, og der er stillet op til en ny produktion. Det ny anlæg med reaktor på kun 10 liter kan producere kontinuerligt, hvilket er en fundamental ændring i medicinalindustrien.
Premieren foregik forleden onsdag.
»Det kørte uden problemer i to-tre timer med en produktion på 50 liter i timen. Nu skal vi til at fintune processen, så vi kan komme op på 120 liter i timen,« siger projektleder og civilingeniør Tommy Skovby, Lundbeck.
Det er en milepæl for fabrikken at have fået kontinuert småskalaproduktion til at virke. Reaktoren og de tilhørende rør og sensorer har skullet udvikles helt fra bunden hos Lundbeck.
Der er tale om et apparatur, der håndterer stofferne i tre faser: Fast form, væske og dampform.
Alle rør og tilslutninger er i mindre skala, når der er tale om en kontinuert produktion, end når der er tale om batch-produktion i store beholdere.
»Et lille anlæg fungerer på en helt anden måde. Det er for eksempel let nok at blande vand og tørstof i en stor reaktor, men det er lidt sværere i en lille reaktor. Alle vores processer er designet til at køre som batch. Vi havde også svært ved at finde komponenter, der var små nok, så nogle komponenter måtte vi selv tegne og få et maskinværksted til at producere,« siger Tommy Skovby.
Der er flere fordele ved kontinuert produktion, frem for batchproduktion.
»Den kontinuerte produktion giver også mulighed for hele tiden at måle, hvordan produktionen kører. Vi kan stoppe produktionen, hvis noget går galt. Det kan man ikke med batchproduktionen. Der skyder vi 2.000 liter af ad gangen og håber det bedste,« siger Tommy Skovby.
Systemet er opbyggget med nærinfrarødt lys, der måler kvaliteten af det producerede. Det betyder, at operatørerne hele tiden kan følge med i, om der bliver produceret det rigtige og gribe ind, hvis der ikke gør.
»I dag kan vi først konstatere på en hel batch, om der er gået noget galt, og så er det for sent,« siger projektlederen.
Han tilføjer, at hvis anlæggene bygges til specifikke produktioner, vil man kunne øge udbyttet af processerne.
Lundbeck i Lumsås har lagt vægt på, at det var firmaet selv, der skulle udvikle det ny apparatur.
»Hvis vi havde valgt et ingeniørfirma til at bygge det for os, så havde vi for det første skullet betale rigtig mange penge, og for det andet ville vi aldrig lære teknologien at kende selv. Vi mener, at det er vigtigt at have erfaringen selv,« siger Tommy Skovby.
I næste fase har Lundbeck dog valgt at inddrage DTU's Institut for Kemiteknik for at sætte mere fart på projektet.
Næste skridt er at få konstrueret et apparat til kontinuert produktion til en af de følgende processer. Det er en række ph.d.- og masterstuderende ved DTU ved at designe, og Tommy Skovby regner med, at det apparat vil stå færdig i foråret.
Fabrikken i Lumsås har også valgt at gøre det på den måde for at tiltrække ingeniørstuderende fra DTU.
»Vi betaler DTU for et forskningsprogram, men vi får også nogle studerende med en viden som vi vil kunne ansætte i fremtiden,« siger Tommy Skovby.
Medicinalindustrien producerer traditionelt i batches, blandt andet fordi det giver et enkelt overblik over, hvilke batches, der kan godkendes, og hvilke der ikke kan.
Men flere og flere medicinalvirksomheder tænker nu i alternative baner. Det gælder blandt andre Novartis, der har startet et 10-årigt samarbejdsprojekt med Massachusetts Institute of Technology i Boston for at udvikle kontinuert produktion.
»Man kan sagtens kontrollere de færdige produkter på lige så betryggende vis som med batchproduktion, og man vil også kunne følge, hvilke råvarer, der er brugt til hvilke partier,« siger Tommy Skovby.
Tommy Skovby fortæller, at ideen om kontinuert produktion kom frem på et fremtidsseminar på fabrikken for et par år siden.
»Kina og Indien tager mere og mere over i den globale medicinproduktion. Vi har mistet mange stoffer her i Danmark, så hvis vi skal overleve, må vi tænke nyt,« siger han.
Lundbecks produktionsdirektør Lars Bang ser den kontinuerte produktion som en væsentlig faktor til at nedbringe Lundbecks samlede produktionsomkostninger.
Undervejs har Lundbeck haft et tæt samarbejde med Cheminova, der har langvarige erfaringer med kontinuert produktion.
»Vi kan lære af hinanden, og vi er ikke konkurrenter. De har meget store anlæg, der kører kontinuert produktion, så det har sparet os for mange penge at studere deres anlæg,« siger Lars Bang.






