Og nu til noget helt andet...
Af Poul-Henning Kamp,
torsdag 26. nov 2009 kl. 09:22
Obama kommer! Hvad har Obama med ? Hvem har Obama med ? og frem for alt: hvilken kjole har Michelle tænkt sig at have på ?
Hvis man med en kursorisk læsning af dagbladene skulle gætte på dækidentiteten for kristus genkomst ville det ikke tage lang tid.
Jobbeskrivelsen for USAs præsident er groft sagt:
A. Forhandler traktater med udlandet
B. Øverstkommanderende for militæret.
C. Lovgivningens udøvende kraft
D. Udpeger embedsmænd, herunder dommere.
E. Kan nedlægge Veto mod love fra Kongressen.
F. Fylder Sendefladen.
Umiddelbart er det punkt A der er det interessante her og årsagen til at Obama kommer forbi København igen.
Obama kunne sagtens banke en traktat sammen og igennem der indeholdt 100% reduktion i 2020, men den ville, trods hans underskrift, aldrig komme til at gælde for USA, fordi der er den fodnote at han skal have Senatet til at godkende de traktater han kommer hjem med.
Senatet er overhuset, hver delstat har to senatorer, uanset befolkningstal, disse vælges for seks år af gangen således at 1/3 er på valg i lige årstal.
Groft sagt, var Senatet designet til at indeholde forstandige mænd fra overklassen og i praktis har man opnået en ud af tre: Det er overklassen, men der er nu også kvinder og det med det forstandige har været så som så fra begyndelsen.
Senatorer fra små eller tyndt befolkede stater har en uproportional indflydelse og er relativt billige at købe, så de er som helhed pot og pande med storkapitalen, hvad enten det er militær, industri, energi eller medicin.
Det var i Senatet Kyototraktaten døde: Clinton administrationen så ikke skyggen af en chance for at få traktaten igennem Senatets industribaroner og opgav at prøve.
Dette er ikke enestående for netop den traktat, der er mange traktater der ikke kommer igennem Senatet. F.eks er traktaten om den internationale domstol heller ikke ratificeret i USA, for Senatet er bange for retsforfølgelse af USAs hær og/eller CIAs agenter. Landminetraktaten har Obama også opgivet, af frygt for at USA bliver sat til at rydde op efter sig i Vietnam og Korea.
Det forhandlingsmål der er blevet meldt ud for USA, følger lovteksten der snegler sig igennem senatets udvalg, noget der ligner X% reduktion i forhold til år Y, for forskellige kombinationer af for små X og for store Y.
De næste tre uger vil åndeløse journalister redegøre for dagskursen på X og Y inden de går videre til hovedemnet: Michelles Kjoler.
Men X og Y er ikke nær så interessante eller betydningsfulde, som hvad Obama gør når han kommer hjem.
Han behøver ikke forelægge traktaten for Senatet med det samme han kommer hjem, han kan f.eks vente til efter midvejsvalget den første tirsdag efter en mandag i november 2010 og imellemtiden prøve at piske en stemning op blandt vælgerne.
Og nu over til Michelles Kjoler...
phk