Visionkamera ser coli-bakterier

Et minikamera med software kan analysere vandstrømme for bakterier, partikler, farver og andet. Det kan være brugbart for vandværker.

Af Eskil Sørensen, fredag 27. nov 2009 kl. 00:45

I stedet for at sende vandprøver til laboratoriet, kan vandværker og andre nu installere et minikamera, der ser på vandstrømmen, og få resultaterne i realtid.

Produktet InFlow fra det amerikanske selskab Canty kan ved hjælp af software med det samme konstatere, når der er E-coli-bakterier i vand.

Produktet er lige lanceret på det danske marked af E. Eberhardt Procesinstrumentering, der især ser muligheder inden for medicinalindustrien. Men 190 vandværkers problemer med coli-bakterier, som rapporteret i Ingeniøren, har fået Eberhardt til også at fokusere på vandværkerne. Vandværkerne kan have en stor interesse i at konstatere E-coli-bakterier så tidligt som muligt. Produktet koster dog som minimum 350.000 kroner.

»Men når mange borgere bliver syge af vandet i et lokalsamfund, så er der store samfundsøkonomiske værdier på spil. I den sammenhæng er en investering på 350.000 kroner ikke så meget,« siger ingeniør Steen Rasmussen, der er en af de to ejere af E. Eberhardt.

InFlow består af et minikamera og en lyskilde, der bliver installeret i rørsystemet, så det kan observere vandstrømmen. Billeddata bliver transmitteret via gigabit ethernet til en computer. Her kan den medfølgende software analysere billederne og blandt andet udpege de sundhedsfarlige E-coli-bakterier på baggrund af deres karakteristiske form og farve.

InFlow har været brugt i nogle år blandt andet i USA, men har ikke tidligere været på markedet i Danmark.

InFlow kan også detektere en række andre materialer. Det er oprindeligt designet til at detektere olierester i vand, og det kan også detektere farver, hvilket kan have stor betydning i for eksempel fødevareindustrien.

En anden egenskab er, at InFlow kan detektere antallet af levende og døde gærceller i en væske. Det har stor betydning i medicinalindustrien.