På Cambridge har de undersøgt det, og fundet 100% økologi på verdensplan muligt. http://www.twnside.org.sg/titl....htm
På Nettet kan du finde referencer og påstande om hvad som helst. Det har Rune demonstreret på glimrende vis her i debatten. Ting bliver ikke til sandheder bare fordi man kan læse dem på Nettet.
Selv økologernes egne statistikker viser jo at udbyttet indenfor det økologiske jordbrug er ca. 30% lavere end i det konventionnel jordbrug. Det er der slet ikke diskussion om. Jeg har selv været statsautoriseret økologisk landmand og kan af egen erfaring kun bekræfte at udbyttet her på min jord er omkring 50% af udbyttet i de konventionelle landbrug (i praksis kan man slet ikke dyrke de samme afgrøder i det økologiske jordbrug som man kan i det konventionelle og derfor kommer den enkelte bedrifts udbytte længere ned end de 30% økologerne selv når frem til når man sammenligner afgrøde for afgrøde) - hvorfor skal man ellers have specielle ektraordinære statstilskud til økologisk jordbrug ? - der er tale fuldstændig mangel på realitetssans og viden om landbrugsforhold hvis man vil hævde at økologisk jordbrug er en løsning på klimaproblemer og fødevareforsyning på verdensplan.
Til gengæld er det helt korrekt at reduktion af kødproduktionen vil kunne reducere behovet for at fælde regnskove og omdanne vilde naturarealer til landbrugsjorde og dermed vil en reduktion i kødforbruget bidrage til at beskytte verdens dyre- og planteliv (verdens biologiske mangfoldighed) i endnu større grad end via en evt. gunstig virkning på klimaet.
Heraf følger at det er store dele af hele verdens naturområder man kan bevare eller genetablere ved ikke at dyrke jorden økologisk - og ved at reducere kødforbruget.
I modsætning til hvad man kan læse af tilfældige ting på Nettet må man gå ud fra at nogle af de mest pålidelige og troværdige informationer er dem der kommer fra forskere, der opnår anerkendelse via nobelpriser og tildeles World Food Prize o.lign. Det er altså forskere/mennesker med substans og hvis dømmekraft man kan have tillid til.
Hvordan kan nogen så påstå at det kan være en løsning på noget som helst at anvende de økologiske dyrkningssystemer som sådanne mennesker har bidraget til er blevet erstattet med noget meget bedre?
Løsningen er ikke at anvende gammeldags og forældede "økologiske" dyrkningsmetoder, men derimod at anvende moderne landbrugsmetoder således at vi kan få et højproduktivt landbrug, velfærd i Den 3. Verden og masser af vild natur -samtidigt.
Læs f.eks. her :
Dr. Norman Borlaug døde for nylig og i den forbindelse kunne man læse :
"Only five people have received the U.S. Presidential Medal of Freedom, the Congressional Gold Medal and the Nobel Peace Prize. Nelson Mandela. Elie Wiesel. Mother Teresa. Dr. Martin Luther King.
And Norman Borlaug. A giant of agriculture has passed. Norman Borlaug has died.
He saved the lives of more people than any other person who has ever lived. Yet to know him and to talk with him would not lead you to believe this man saved the lives of tens, if not hundreds, of millions of people.
But he did.
He understood the shifting geography of hunger – his parents had experienced it in Norway before emigrating to the United States. He himself had seen it the Dust Bowl of 1930s America and the 20th century villages of Mexico, India and Africa.
And he chose to do something. He wasn’t about meetings, and conferences, and symposia; he was about doing. And hard work. And finding the best minds to help him. And taking risks.
He introduced new wheat varieties and technology practices in Mexico, resulting in self-sufficient wheat production within a decade of his arrival.
His new approach to agriculture increased production four-fold in Pakistan and India. What he started in those two countries spread across the Middle East. Other scientists adopted his methods for other crops, like rice. Astounding things happened and collectively became known as the Green Revolution.
Norman Borlaug did something profound.
He proved that hunger is not an inevitable condition of human existence. People don’t have to go to bed hungry. Children don’t have to starve.
He lifted all of our eyes to the reality that feeding the world – all of the world’s people – is within our grasp.
We can do this. The highest tribute we can give this man is to prove that he will continue to be right, and that hundreds of millions more will benefit from his vision and courage.
Borlaug har udtalt :
The Green Revolution and now plant biotechnology are helping meet the growing demand for food production, while preserving our environment for future generations. Se
http://www.isaaa.org/kc/cropbi....pdf
En anden af de de mest anerkendte forskere indenfor sult og landbrugsproduktion er danskeren Per Pindstrup-Andersen,der ligesom Borlaug har modtaget World Food Prize. En forbilledlig mand vi kan være stolte af.
Per Pindstrup-Andersen ser moderne landbrugsafgrøder som f.eks. GM-afgrøderne som en vigtig faktor i forbedring af levestandarden og bekæmpelse af sult i verdens fattigste lande. Her er en artikel om hvordan denne mand ser på anvendelse af GM-afgrøderne og modstanden imod GM-afgrøderne (GM-afgrøder er ikke tilladt indenfor økologisk jordbrug):
"Tænkepausen koster liv
Per Pinstrup-Andersen er en varm fortaler for bioteknologi til at hjælpe verdens fattigste. Han efterlyser en nuanceret debat – og lidt mindre selvtilstrækkelighed fra de europæiske forbrugere og NGO’er.
Som professor i u-landsøkonomi og tidligere generaldirektør for Det internationale forskningsinstitut for Fødevarepolitik, IFPRI, i Washington D.C. må Per Pinstrup-Andersen betegnes som noget af en kompetence, når det gælder fødevaresituationen i udviklingslandene. Og der er heller ingen tøven, når han peger på, hvad der bør gøres, og hvor debatten om genmodificerede afgrøder efter hans mening er kørt af sporet.
Vores skepsis rammer de fattigste
Det store problem er ifølge Per Pinstrup-Andersen, at man blander tingene sammen. For gensplejsning i Europa og gensplejsning i u-landene er to fundamentalt forskellige diskussioner, mener han.
Problemet med den europæiske debat er, at den påvirker situationen i Afrika. Dels hører afrikanerne om debatten og konkluderer, at hvis man i Europa mener, at gensplejsning er farligt, så er det nok også farligt for os, og derfor må vi hellere sige nej. Og dels frygter flere afrikanske lande, at det kan få
konsekvenser for deres eksportmuligheder til det europæiske marked, hvis de lukker op for genmodificerede afgrøder.
”Jeg tror ikke, man helt var klar over, hvilke konsekvenser kampagnen kunne få for resten af verden, dengang man begyndte at tage afstand fra gensplejsede afgrøder. Man vurderede, at der ikke var nok viden på området og at der ikke var fordele for forbrugerne, så derfor er det bedre bare at afvise gensplejsede produkter. Og det har nu fået nogle enorme konsekvenser for fattige mennesker. Vi står i dag i en situation, hvor 75 % af verdens fattige lever i u-landenes landdistrikter og er ude af stand til at komme ud af fattigdommen, hvis ikke vi hjælper dem med at øge produktiviteten og mindske risikoen i deres landbrugsproduktion. Bioteknologi er en af de måder, vi kan hjælpe. Og derfor skal vi ikke bare sige nej.”
”Hvis vi har et seriøst ønske om at formindske fattigdom og sult i u-landende, så er der en række ting, der skal gøres. Det drejer sig om jordreformer, primæruddannelse, opbyggelse af et primært sundhedsvæsen og af infrastruktur i landdistrikterne. Men det drejer sig også om produktivitetsstigning og risikoformindskelse for de små landbrug, for det er her, de fleste fattige mennesker er. Og det er her, bioteknologien kan spille en rolle,” siger Per Pinstrup-Andersen.
En blød succes
Det bedste eksempel på, at genmodificerede fødevarer kan gøre en forskel for små landmænd i udviklingslandene er den insekt-resistente Bt-bomuld, som nu dyrkes nu af over fem millioner småbønder i Kina, Indien og Sydafrika.
”Bt-bomulden betyder, at bønderne nu tjener flere penge og bruger færre pesticider end tidligere. I Kina bruger de f.eks. 80 % færre pesticider, end de gjorde, før de indførte Bt-bomuld. Bønderne har fordoblet eller tredoblet deres nettoindkomst, og der er færre, der bliver syge som følge af arbejdet med pesticiderne. Så det er en stor succes,” fortæller Per Pinstrup-Andersen.
Der er brug for offentlig forskning
Men det er nærmest et tilfælde, at Bt-bomuld er blevet så nyttigt for den tredje verdens bønder. Sorten blev ikke udviklet for at hjælpe kinesiske landmænd, men for at hjælpe de store bomuldsproducenter i USA. At teknologien så også kunne bruges i u-landene, var et rent held. Men den slags situationer vil være undtagelsen snarere end reglen, understreger Per Pinstrup-Andersen.
”Vores forskning her på IFPRI viser, at hvis vi virkelig skal bruge bioteknologi til at løse de fattiges problemer i u-landene, så skal det ske via offentlig finansiering af den bioteknologiske forskning. Der skal nemlig forskes direkte mod de problemer, det handler om – tørke, insektangreb, plantesygdomme og for lavt indhold af næringsstof i planterne. Og teknologien skal stilles til rådighed gratis for de små landmænd.”
”Problemet er, at man har skåret ned på den offentlige finansiering og vurderet, at nu kan den private sektor tage over. Men det kan den private sektor ikke, for den kan ikke tjene penge nok ved at forske i de områder, der er afgørende for u-landene. Den private sektor kan være behjælpelig og indgå i partnerships, men det er offentligt finansieret forskning, der skal drive udviklingen,” siger han.
Med hænderne i skødet
Netop behovet for offentlig forskning er årsagen til, at Per Pinstrup-Andersen ser med frustration på det europæiske moratorium.
”Jeg har slet ingen tålmodighed med teoretiske diskussioner om, hvorvidt man skal forlænge moratoriet, med mindre man bruger det moratorium til at udvikle nye oplysninger. Det er i orden, at vi har et moratorium, hvis vi har et formål med det – hvis holdningen er, at nu afsætter vi tre år til at teste en masse ting og til virkelig at få tjek på, hvad det er, der foregår. Det er helt i orden. Men når de tre år er gået, finder vi ud af, at vi ikke har gjort noget som helst. Vi har siddet med hænderne i skødet. De små forsøg, der blev gjort i f.eks. England, blev jo forpurret af de samme organisationer, som sagde, at vi skulle have moratorium for at få bedre oplysninger om gensplejsede afgrøder. De er ikke interesserede i bedre oplysninger, for de har gjort det til en mærkesag at være modstandere.”
”Jeg kan ikke lade være med at blive emotionel, når folk, der sidder lunt i det, siger, at vi hellere må vente 5-10 år, til vi er sikre på, at næste generation ikke kommer til at lide overlast. For i mellemtiden dør mellem 5 og 10 millioner børn hvert år af sult. Hvis dit barn er ved at dø af sult, så er du villig til at løbe nogle risici, som du ellers ikke ville løbe. Man kan mene, at det ikke er etisk, men det er realiteten. Og det mener jeg ikke, man har ret til at forhindre folk i, bare fordi man ikke selv har børn, der er ved at dø af sult,” slutter Per Pinstrup-Andersen.
Per Pinstrup-Andersen er professor i u-landsøkonomi ved både Cornell University i USA og Københavns Universitet. Han har i en årrække været direktør for Det internationale forskningsinstitut for Fødevarepolitik i Washington D.C.
Han modtog i 2001 World Food Prize, som er den fornemste internationale pris inden for landbrug. Sidste år modtog han Danmarks Radios Rosenkærpris for sin indsats med at formidle problematikken omkring genmodificerede afgrøder i den tredje verden."
http://www.biotekcenter.dk/def...=589
25
