Saab er på vej til at blive kinesisk
Efter at Koenigsegg har opgivet at købe Saab, har en kinesisk bilproducent vist interesse for at købe dele af det svenske bilteknologi og dets brand.
Analytikere mener, at kinesiske bilfirmaer næppe er interesseret i at overtage en bilproduktion i et fjernt, nordisk land, som giver heftige underskud år for år. Men retten til velafprøvede bilkonstruktioner som denne Saab 9-5 kan være et attraktivt køb til en kinesisk produktion. (Foto: Wikipedia)
Læs også
-
Fiat vil skabe verdens næststørste bilkoncern af branchens ruinhob
Læs mere om
Dokumentation
Den kriseramte, svenske bilproducent Saab bliver måske kinesisk. Siden det svenske luksusbilfirma Koenigsegg kastede håndklædet i ringen for få dage siden, har det femtestørste kinesiske bilfirma, Beijing Automotive Industry Holding Corp (BAIC), regnet på mulighederne, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Koenigsegg gav op, fordi handelen med General Motors og de medfølgende risici var for uigennemskuelige.
Kinesiske BAIC har været på jagt efter et udenlandsk bilfirma og forsøgte senest at komme i betragtning, da General Motors i juli måned ville sælge de tyske Opel-fabrikker.
Det handler om at skaffe sig både teknologi, ophavsrettigheder og et brand.
Alligevel er det tvivlsomt, om BAIC ønsker at byde på hele Saab-pakken med de svenske produktionsfaciliteter som General Motors ønsker at afhænde.
Saab har givet underskud i de to årtider, General Motors har ejet virksomheden, og salget faldt under 100.000 biler sidste år. Saabs underskud i 2008-2009 anslås at komme over fire milliarder danske kroner.
En analytiker siger til Reuters, at det er mere sandsynligt, at BAIC vil ønske at købe retten til selv at producere de lidt ældre Saab-modeller, som 9-5 og 9-3.
Den store, amerikanske bilsektor er blevet tvunget til at omstrukturere som følge af den amerikanske regerings finansielle hjælpepakker, der skal forhindre bilindustriens kollaps. Og det har medført, at de mindst profitable dele af bilkoncernerne nu udgør et veritabelt udsalgsmarked for velbeslåede kinesiske bilfabrikanter.
I juni måned indgik General Motors således en foreløbig aftale med Sichuan Tengzhong Heavy Industrial Machinery Company om salget af Hummer-divisionen. Foruden Saab og Hummer, skal også Saturn-divisionen sælges og Pontiac-divisionen lukkes.
Konkurrenten Ford forhandler stadig med den kinesiske bilfabrikant Geely om overtagelsen af den svenske Volvo-division.






