/byggeri

Fredens Bro før og efter etableringen af Søernes Park ifølge tegnestuen Christensen & Co. Arkitekter.

Fredens Bro før og efter etableringen af Søernes Park ifølge tegnestuen Christensen & Co. Arkitekter. (Foto: Christensen & Co. Arkitekter)

Arkitekter vil etablere firesporet vejtunnel under Søerne

Et nyt forslag fra tegnestuen Christensen & Co. Arkitekter vil fjerne bilerne omkring søerne og i stedet lave tunneller langs søerne, parkeringshuse under søerne og plads til grønt miljø på solsiden.

Af Julie Ring-Hansen Holt, onsdag 25. nov 2009 kl. 08:06

I dag ligger caféer og restauranter i skyggen langs Søerne i København, mens biler dominerer solsiden. Hvorfor skal det egentlig være sådan, spørger tegnestuen Christensen & Co. Arkitekter, der har udarbejdet et forslag til, hvordan søerne kan ‘vendes om’ og bilerne helt forsvinde.

Med en simpel nedgravet tunnel under søerne, en såkaldt ”cut and cover” løsning, skal trafikken ledes fra de nuværende hovedindfaldsveje til det indre København, Tagensvej/Fredens Bro og Bispeengbuen/Åboulevarden.

Tunnellen kan etableres i flere etaper fra Østerbrogade til Gl. Kongevej, og senere udvides med to borede tunneller, der kan forbindes med Kalkbrænderihavnsvej og Helsingør-motorvejen mod nord, og med Vasbygade og E20 ved Fisketorvet mod syd.

De to borede tunneller i nord og syd vil kun skulle være omkring en kilometer lange, og i alt vil man, med blot tre kilometer gravet tunnel og to kilometer boret tunnel, have skabt en gennemgående trafikforbindelse gennem hele Købehavn.

»Det løser ikke bare et trafikalt problem, men giver også noget igen til københavnerne i form af grønne områder,« siger arkitekt Michael Christensen fra Christensen & Co. Arkitekter.

Søerne er i gennemsnit 190 meter brede og en firesporet vejtunnel med nød- og vigespor vil således kun fylde cirka 10 procent af søernes
bredde, skriver arkitektfirmaet i sit oplæg. Når den står færdig, vil den være helt usynlig og gaderne langs Søerne vil være forvandlet til en park.

I samme greb kan man etablere en række nye ”undersøiske” parkeringshuse, der er placeret usynligt under vandet mellem Indre By og brokvartererne.

Tankespind med perspektiver
Indtil videre er Søernes Park tankespind, men arkitektfirmaet har fået tilkendegivende nik fra politikere som Frank Jensen (S) og Pia Allerslev (V) på Københavns rådhus, og vil derfor gerne inddrage Rambøll i projektet for at få afklaret, om og hvordan forvandlingen kan ske i praksis.

Projektchef i Rambøll Filip Zibrandtsen siger, at det indtil videre kun er blevet til et enkelt møde, men at han finder projektet spændende.

»Projektet har nogle interessante og nyskabende perspektiver, men det er alt for tidligt at udtale sig professionelt, før der er lavet en række indledende (samfunds)økonomiske, tekniske og trafikale undersøgelser i forhold til området og resten af København,« siger han og hentyder til de projekter, der allerede er på tegnebrættet.

For eksempel har Københavns Kommune vedtaget en 1,8 milliarder kroner dyr vejtunnelforbindelse mellem Lyngbyvejen og Nordhavnen, ligesom der er tale om at bygge en havnetunnel, der skal forbinde Helsingørmotorvejen med Nordhavnen og Amagermotorvejen, til cirka 20 milliarder kroner.

Derudover er der også en ny ringsvejsforbindelse mellem Helsingør og Køge i spil, som dog ikke kommer til at belaste Københavns Kommunes budget.

Derfor tvivler Filip Zibrandtsen på, at Søernes Park kommer til at se dagens lys før om 30-50 år.

»Det er stadig meget tidligt at præsentere Søernes Park, men projektet vil hænge fint sammen med de andre projekter, der er tale om,« siger han.



25. nov 2009 kl 09:12

arne lund

Alt for bilisterne


Når det gælder om at gøre noget for bilisterne, er der ingen ende på opfindsomheden. Også her er det miljøhensyn, der skal være hovedargumentet, nøjagtig som med en evt. havnetunnel.
Også den skal være med til at fredeliggøre de indre bydele ved at føre den nordfra kommende biltrafik uden om centrum. Skabe et bedre bymiljø, hvor vi alle sammen sidder på de samme cafeer og søber den samme cafelatte i os.

Tvivler ikke på, at der nu vil blive brugt megen energi på at diskutere dette forslag, men forinden er det værd, at gøre opmærksom på nogle forhold:
1. der ligger i Peblingesøen en metrotunnel, skal den nye biltunnel passere over eller under den?
2. Hvem formodes i disse tider, hvor vi atter gennemlever en alvorlig kapitalisme-krise, at ville skyde X mia kr. i projektet? Staten? Glem det. Pensionskasserne måske? JEg tvivler for de skal gå efter det størst mulige afkast, og det finder man vist ikke i de underskudsforetagender, som p-huse og motorveje jo er.
3. Metroselskabet er ved at bygge den nye Cityring-metro, som angiveligt skulle redeucere biltrafikken i København. Det gør den også - med 1%!

Når dette forslag kan fremsættes - og tilsyne-ladende få opbakning fra folk, der burde vide bedre -er det fordi pendlerbilisterne ikke kan bruge City-ringmetroen, thi den er jo ikke ført ud til de for-stæder hvor pendlerbilisterne kommer fra. Cityrigmetroen gør det lettere at komme rundt i byen, men noget alternativ til bliklavinen ude fra forstæderne, det er den ikke.

Så drop ideen om en havnetunnel, for den vil gøre det endnu lettere at være bilist, og vil resultere i enndu flere biler i København, og det burde Frank Jensen nok lige sætte sig ind i førend han nikker ja til ideen.
Øvelsen består i at mindske antallet af biler, der kører ind i centralkommunerne, og det gøres bedst ved at udbygge den kollektive trafik: flere S-tog, letbaner, bedre koordination, bedre og mere sikre forhold for cyklisterne.


25. nov 2009 kl 09:15

Martin Hansen

Fyld søerne op

Jeg stemmer for at fylde søerne op. Skab nogle dejlige parker, plant træer, lav bakker, og lad en å slynge sig igennem.

Om der så skal være et parkeringsanlæg nedenunder er jeg for såvidt ligeglad med.

Martin


25. nov 2009 kl 10:28

Christian Søttrup

Re: Fyld søerne op

Jeg stemmer for at fylde søerne op. Skab nogle dejlige parker, plant træer, lav bakker, og lad en å slynge sig igennem.

Om der så skal være et parkeringsanlæg nedenunder er jeg for såvidt ligeglad med.

Martin

Tør man foreslå at du spænder et par sko på fødderne og bevæger dig 200 m mod øst fra søerne? Der ligger en utroligt hyggelig park med små søer og bakker.


25. nov 2009 kl 10:48

Anders Christensen

Re: Re: Fyld søerne op


Tør man foreslå at du spænder et par sko på fødderne og bevæger dig 200 m mod øst fra søerne? Der ligger en utroligt hyggelig park med små søer og bakker.


Han har vel ikke nogen bil!? 200m er jo langt for en byboer! :)


25. nov 2009 kl 10:52

Peter Skov

fed overskrift!

jeg tænkte selvfølgelig ikke lige over at dette var en Københavneravis, så jeg troede lige at det var Silkeborgsøerne, man mente, i overskriften


25. nov 2009 kl 10:55

Torben Lintrup Kirkholt

biler og byer

Hvad er der galt med biler i byer ?, det hører vel sammen, ligesom grise og lugt, men det må de jo heller ikke mere, ihvertfald ikke når byboer flytter på landet.


25. nov 2009 kl 11:06

Mads Knudsen

Arkitekterne har vist glemt noget...

Arkitekter er gode til højtflyvende visioner - men hvad med de mere jordnære forhold ? For arkitekterne har vist "glemt" at tage stilling til, hvordan trafikken til/fra de besværlige tværgående gader skal flettes sammen med den "gennemkørende" trafik i tunnellen ? Vi snakker "kun" om gaderne Østerbrogade, Sølvgade, Dr. Louises Bro, Åboulevarden, Rosensørns Alle og Gammel Kongevel - d.v.s. 6 steder hvor vi i dag har lysregulerede kryds.

Har arkitekterne tænkt sig, at tunnelen skal "dukke op til overfladen" for at blive forbundet til disse lysregulerede kryds ?

Eller har arkitekterne tænkt sig at der bliver etableret traditionelle motorvejs-flette-anlæg ? For hvis det sidste er tilfældet, så skulle de visionære arkitekter prøve at ulejlige sig ud til byggepladsen i Vestskoven omkring Jyllingevej og Ring 3 for at se, hvor meget sådanne fletteanlæg egentlig fylder. De vil vistnok ikke virke særlig "forskønnende" inde omkring søerne...

Og hvad med beboerne ud til Søgaderne (eksempelvis Vestersøhus) ? Og hvad med de mange sidegader (eksempelvis ved Kartoffelrækkerne, Rørholmsgade m.v.) ? Hvis der skal etableres lokalgader a.la. Lyngbyvejen, så bliver der vist ikke ret meget plads til grønne parkbælter...

Ja, et er tunnel at bygge - et andet at putte trafik derned...


25. nov 2009 kl 11:19

Asser Kalsbøll

Re: biler og byer

Hvis bare alting var som i gamle dage. Dengang man kunne ryge indenfor i hospitalssengene, dengang bilerne kørte på blybenzin, det hænger da sammen bly og biler, ligesom snaps, jagt og spritkørsel. Og ligesom Danmark hører sammen med 100.000.000.000 grise.


25. nov 2009 kl 11:39

Benn Christensen

Re: Alt for bilisterne


Øvelsen består i at mindske antallet af biler, der kører ind i centralkommunerne, og det gøres bedst ved at udbygge den kollektive trafik: flere S-tog, letbaner, bedre koordination, bedre og mere sikre forhold for cyklisterne.

Disse tiltag kunne jo financiers af roadpricing omkring København.


25. nov 2009 kl 11:44

Allan Astrup Jensen

Re: Fyld søerne op

Søerne er vist også et regnvandsbassin til at tage overskudsregnvand, så parken vil blive en sump med masser af myg! Velbekomme.


25. nov 2009 kl 11:58

Kasper Holm

Re: Re: Fyld søerne op

Søerne er vist også et regnvandsbassin til at tage overskudsregnvand, så parken vil blive en sump med masser af myg! Velbekomme.

Der ER masser af myg i forvejen.


25. nov 2009 kl 12:04

avatar

Per Erik Rønne

Re: Alt for bilisterne

Når dette forslag kan fremsættes - og tilsyne-ladende få opbakning fra folk, der burde vide bedre -er det fordi pendlerbilisterne ikke kan bruge City-ringmetroen, thi den er jo ikke ført ud til de for-stæder hvor pendlerbilisterne kommer fra. Cityringmetroen gør det lettere at komme rundt i byen, men noget alternativ til bliklavinen ude fra forstæderne, det er den ikke.

Faktisk er cityringmetroen reelt ikke for dem der bor i de to centerkommuner, men fortrinsvist for pendlerne. Som kommer ind til de centrale bydele med regional- eller S-tog, og som derefter med den nye ringmetro skal fordeles til deres forskellige arbejdspladser.

Metroen kommer ikke ud i Københavns Kommunes yderkvarterer, som Brønshøj-Husum, der stadig må nøjes med bustrafik, og bor man i City og de brokvarterer + Frederiksberg den kommer til at betjene, vil det hele i forvejen være langt hurtigere på cykel ...

Så det tilbageværende problem for pendlerne består i at Københavns Hovedbanegård og tunnelbanen fra denne og til Ryparken og Hellerup S-togs stationer udgør en flaskehals, som stort set alle tog skal igennem. For dem består løsningen i bygningen af en ny, underjordisk S-togs hovebanegård umiddelbat vest for den eksisterende, etableringen af en ny tunnel med to spor under brokvartererne til netop Ryparken og Hellerup, så kapaciteten for S-tog fordobles. Og så de to nuværende S-togs perroner bliver stillet til rådighed for regional- og fjerntrafikken.

Skal yderområderne i Københavns Kommune have løst deres problemer i forhold til den kollektive trafik skal der etableres stjerne-metro, eksempelvis under Nørrebrogade og Frederikssundsvej, gerne til Herlev Midtpunkt og Gladsaxe Trafikplads. Tilsvarende løsninger vil være påkrævet andetsteds.


25. nov 2009 kl 14:42

Torben Sønnichsen

Sø-ringen

I 1972 byggede Magistrene deres pensionistboliger ud til Lyngbyvej med den forhåbning at Lyngbyvejen blev ført i tunnel og at der ovenover blev et rimeligt trafiksvagt grønt område med cykler og evt elbiler.
Lyngbyvej er ved Ryparken station ført ned i denne dybde.
Desværre var der vildt oprør overfor sø-rings-projektet, hvor fugleøen blev erobret og beboet af miljøaktivister.
Med den nuværende teknologi kan en sådan linieføring sagtens lade sig gøre uden skade for søernes fremtid.
Meget tyder på at de miljømæssige gevinster for befolkningen i området er større end de miljønegative effekter under byggeriet.
Støj og støv og dieselpartikler og trafikulykker dræber hvert år mange mennesker i byerne.


25. nov 2009 kl 15:09

avatar

Kurt Birkedal

Re: biler og byer

Byernes oprindelse var at huse beboerne. Indtil begyndelsen af det 19. århundrede var der ikke biler i byerne, hvorfor der heller ikke blev taget hensyn til køretøjer med forbrændingsmotorer.

Denne status er stort set uændret i de centrale dele af større og gamle byer. Men bilerne har støt hen af vejen præget tilværelsen i byerne, på trods af at de bl.a pga. forurening af luften og i kraft af antallet gør tilværelsen ulidelig for beboerne. Derved opfylder byerne ikke længere deres oprindelige formål som et kvalitativt værested for beboerne.

Det virker derfor uigennemtænkt at lede flere biler ind i de centrale dele af de urbane områder.

Der har derimod altid lugtet af lort på landet. Helt naturligt idet den animalske produktion altid har foregået der.



25. nov 2009 kl 17:54

Bjarke Mønnike

Re: Re: biler og byer

Manglende historisk viden gør, at man ikke ved, at det var almindeligt med stalde til heste svin og høns (Nyboder og Kartoffelrækkerne) inden for voldene i det gamle København.
Man havde køer på førstesalen!

I min barndom kørte der mange forskellige hestevogne rundt i byerne med varer. Kul, ØL,Mælk, grus og sten og gråspurvene havde kronede dage....dengang.

Christiansborg er tilsyneladende det sidste sted, hvor der er stalde i København efter at Carlsberg og Tuborg har nedlagt deres.

Så København var bestemt heller ikke lugtfri dengang :-)


25. nov 2009 kl 18:29

Søren Fosberg

Re: Alt for bilisterne

Øvelsen består i at mindske antallet af biler, der kører ind i centralkommunerne, og det gøres bedst ved at udbygge den kollektive trafik: flere S-tog, letbaner, bedre koordination, bedre og mere sikre forhold for cyklisterne.

Hvis man vil gøre noget godt for bilisterne - så investerer man i kollektiv trafik, cykelstier og fortove uden huller.

Det kan endog motivere nogen dem til at sælge deres biler og dermed spare 50.000 om året - efter skat.

Mvh Søren


25. nov 2009 kl 19:09

Michel Berggren

Re: Re: Re: biler og byer

Så København var bestemt heller ikke lugtfri dengang :-)

Den gennemsnitlige levealder og sundhed var heller ikke ret god hvis man boede i de "rigtige" kvarterer ;-)

M


25. nov 2009 kl 19:43

Holger Rene' Jørgensen

Bisættelsen,

Morten Korch er død, det er arkitektens sø-tunnel også, bisættelsen er allerede vel overstået, og det var nødvendigt at hæve kisten tre gange, inden bifaldet lagde sig.
Og når de flyvende biler begynder at sværme, er det sidste motorvejsprojekt forlængst gået i stå.
Der er EU-penge som længe har samlet støv, men som vil være med til at finaciere første del (nordsiden) af Cykel Logisk Institut's fremsynede cykel-sø-projekt, der i sig selv er næsten gratis, se evt. model (Peblingesøen) hos CLI.
Kbh. cykelborgmester, Holger


26. nov 2009 kl 09:24

Allan Astrup Jensen

Re: Re: biler og byer

Der har derimod altid lugtet af lort på landet. Helt naturligt idet den animalske produktion altid har foregået der.

Ja, derfor hører hunde, katte, marsvin etc ligeså lidt til i byen, som bilerne! Så lad os starte med at forbyde hunde i byen eller indføre hundeskat og kræve få og specielle ruter for luftning samt P-bøder for efterladenskaber. Vi kunne jo lave et DNA register for hunde, så lorten kan identificeres.

I øvrigt huser byer ikke kun boliger, men også butikker og erhverv, og det er hovedårsagen til biltrafikken.

Hvis man ønsker at bo stille og fredeligt og uden for megen bilos, så kan man jo flytte til de byområder udenfor, som tilbyder dette.


26. nov 2009 kl 18:20

Kim Garsdal Nielsen

Re: Re: biler og byer

Hvis bare alting var som i gamle dage. Dengang man kunne ryge indenfor i hospitalssengene, dengang bilerne kørte på blybenzin, det hænger da sammen bly og biler, ligesom snaps, jagt og spritkørsel. Og ligesom Danmark hører sammen med 100.000.000.000 grise.

Ja ligesom tilbage i 1962 da motorvejen langs søerne (Ring 1) blev 'endeligt' besluttet.


01. dec 2009 kl 15:03

avatar

Tine Andersen

Dyr i byen

Hvad vil du så gøre med byrævene? Mågerne, duerne og mursejlerne- der også skider (og larmer) i byen?

Nu bor jeg i en provinsby, hvor hundeefterladenskaber er et særsyn. Hvorfor? Jo, der er rigeligt med affaldsspande sat op til det samme= det er nemt og hurtigt at slippe af med lårten.
Samtlige spande er forsynet med tekst og piktogram, der gør det anskueligt for alle, hvad de er til. Og de bliver brugt!

København ville med en opfyldning af Søerne miste en vigtig del af sin kulturhistorie.
Og der flyder nok mere macD emballage mv- end godt er.

Men det ville være rart, hvis flere anlægsprojekter tænkte det grønne med fra start- altså beplantning- og evt også bænke. En betonørken er en ørken for alle! Grønt er ikke flade plæner- men små træer (eller store), hække og hyggekroge- eller bare bede/blomsterkasser. De skal så passes ja, men et rart byrum skaber mindre stress.

Det er synd, at alle de små grønne pletter i KBH er hundeluftesteder, men hunde-ejere kan altså også opdrages! ;-)

Mvh
Tine- i det grønne hjørne. :-)


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.