Verdens første saltkraftværk bliver indviet i Norge
I Tofte syd for Oslo åbner Statkraft tirsdag et kraftværk, der udnytter den osmotiske trykforskel mellem havvand og ferskvand – foreløbig er der tale om en prototype.
Når ferskvand møder saltvand, frigøres der enorme mængder energi. Hidtil er udnyttelsen af den energi mest blevet betragtet som en teoretisk mulighed, men fra tirsdag 24. november er det alvor – så indvier Statkraft i Norge verdens første saltkraftværk. Indvielsen foretages af kronprinsesse Mette-Marit.
I første omgang er der dog tale om en prototype, som blot vil levere nogle få kilowatt el til nettet.
»Meningen er først og fremmest, at vi skal lære at drive denne type anlæg, høste erfaringer med metoden og opbygge vores kompetence, for vi har stadig meget at lære«, erkender kemiingeniør Stein Erik Skilhagen, der de sidste fem år har arbejdet som projektleder hos Statkraft. Fra i morgen kan han, som den første i verden, smykke sig med titlen saltkraftchef.
Saltkraftværket er placeret i et industriområde i byen Tofte syd for Oslo. Her fandtes den nødvendige infrastruktur i forvejen, og her er god tilgang af ferskvand. I Oslofjorden er saltholdigheden 31-32 promille, og det udnyttes ved at lade det ferske og det salte vand strømme på hver sin side af en semipermeabel membran. En del af det ferske vand vil trænge gennem membranen, og derved øges trykket på den salte side. Trykket udnyttes til at drive en konventionel vandturbine.
Statkraft i Norge har investeret over 100 millioner norske kroner i udviklingsarbejdet, hvortil kommer støtte fra bl.a. Norges Forskningsråd og EU. Især udviklingen af membraner har været vanskelig, fortæller Stein Erik Skilhagen. Målet er membraner som kan yde 5 W pr. kvadratmeter, og det er endnu ikke nået, men der vil blive forsket videre, bl.a. med hjælp fra danske eksperter.
I prototypen anvendes der membran-ruller med et areal på 2000 kvadratmeter. Hver rulle rummer 30-40 kvadratmeter membran, og fungerer prototypen som planlagt, skal der om 2-3 år opføres et pilotanlæg med en produktion på 1-2 MW. I 2015 skal Statkraft være modent til at beslutte, om man vil bygge et kommercielt kraftværk.
Allerede nu arbejder Statkraft på at vurdere potentialet.
»Vi har analyseret alle mellemstore og mindre elve i Norge, i alt omkring 100. Vi har bl.a. undersøgt saltindtrængning, turbiditet, tidevand og dybdeforhold, og vi mener, at potentialet alene i Norge er på omkring 12 Twh«, siger Stein Erik Skilhagen.
På globalt plan har Statkraft opgjort potentialet til hele 1600-1700 TWh, svarende til Kinas samlede elforbrug i 2002. Som en tommelfingerregel kan en vandstrøm på én kubikmeter ferskvand i sekundet yde 1MW.
Ideen om at udnytte osmose til energiproduktion er gammel. Den blev bl.a. støvet af i forbindelse med energikrisen i 1970’erne, men datidens membraner kunne kun yde omkring 0,1 W pr. kvadratmeter, så metoden blev dengang mest betragtet som et kuriosum.





