Iværksætterpris: Stød i tindingen stopper tænderskæren
Årets bedste danske life science-entreprenør giver kunderne stød om natten, så de holder op med at skære tænder. Produktet, der er det første af sin art, har milliardpotentiale, mener jury.
Hver gang patienten skærer tænder stimulerer klappen på tindingen kæbemuskulaturen med en kort spændingsimpuls, som får kæbemusklerne til at slappe af. Foto: Medotech
Læs mere om
Dokumentation
Medotech, der har udviklet en kur mod tænderskæren, er vinder af årets danske Entrepreneur Of The Year-pris i kategorien for Life Sciences, som uddeles af Ernst & Young.
Iværksættervirksomheden behandler bruksisme eller tænderskæren ved hjælp af ultralav elektrisk stimulation - bio-feedback - mens patienten sover.
Hver gang patienten skærer tænder under søvn sendes en ultralav elektrisk impuls, som umiddelbart stopper sammenbidet, således at brugeren holder op med at skære tænder. Tænderskæren skyldes nemlig hyperaktivitet i kæbemuskulaturen.
Patienten bestemmer selv styrken af den svage stimulering. På kort sigt slapper kæbemusklerne af, og på lidt længere sigt indlæres en refleks, som dæmper brugerens tænderskæren. Efter 6-8 ugers behandling kan brugen skæres ned til eksempelvis en nat om ugen eller en nat om måneden.
Om morgenen kan patienten aflæse på produktet, hvor mange gange han eller hun har skåret tænder om natten, hvilket bliver gemt i en måned, så patienten kan se om der sker en forbedring.
Et blindet klinisk studie med 14 patienter på tandlægeskolen i Århus viste en reduktion i tænderskæren på 50 procent efter to til tre ugers brug. En enkelt person oplevede et fald på 80 procent pr. nat - svarende til et fald i tænderskæren fra 221 til 9 gange pr. nat.
På vej ind i USA
Produktet, der er CE-mærket som medicinsk udstyr og kaldes Grindcare, er udviklet sammen med en række danske elektronikvirksomheder.
Det blev lanceret i marts og er nu på markedet i seks europæiske lande. Planen er at lancere i USA næste år og at være i op til 15 lande om et år.
Den eneste konkurrent er den lavteknologiske bideskinne, der bliver udarbejdet af tandteknikere på tandklinikker, og som ikke behandler selve kilden til problemet, men kun reducerer nedslidningen af tænderne.
Alene i USA og Europa lider ca. 20 millioner mennesker af bruksisme, som kan medføre tandproblemer, smerter i hoved, nakke og skuldre, dårlig søvnkvalitet med mere. Markedet for bideskinner er blevet estimeret til cirka 20 milliarder kroner årligt.
Selskabets kommercielle målsætning er at opnå en markedsandel på to pct. af hovedmarkederne i Europa og USA i løbet af de kommende tre år. Dette vil generere et salg på over 100 millioner kroner årligt.
Privilegium at få produkt på markedet
Administrerende direktør, Troels Bierman Mortensen, og de andre medarbejdere i Medotech havde svært ved at få armene ned, da de havde fået overrakt prisen som årets Life Science-iværksætter torsdag aften i Bella Centret.
Troels Bierman Mortensen glæder sig i det hele taget over virksomhedens succes.
»Det er fedt rent faktisk at få et produkt på markedet efter det hårde daglige slid. Det er et privilegium, at vi her i medikobranchen rent faktisk har chancen for at tage et produkt på markedet. Det er der ikke mange, der får lov at opleve,« siger han til Ing.dk.
Fremtidsudsigterne står dog muligvis i salgets tegn og et succesfuldt exit for investorerne, der blandt andre er Syddansk Kapital og Via Venture Partners.
»Vi søger ikke aktivt købere nu, for vi har kapital til at gå selv, men vi vil gerne sælge til den rette pris. Om to-tre år, når vi har fodfæste på markedet, er det måske et godt tidspunkt,« siger Troels Bierman Mortensen.
Klassisk god historie
Selskabet fik overrakt prisen af juryformand Jørgen Thorball fra XOVentures, efter at han begrundede valget med, at Medotech, der blev grundlagt i 2003, har fået et produkt på markedet i år, og på trods af krisen er vokset fra fem til 18 ansatte og har rejst 45 mio. kr. i kapital - heraf 30 mio. kr. i 2009.
Herudover ser markedspotentialet på længere sigt ud til at være i milliardklassen, og produktet er innovativt og klart overlegent i forhold til det eneste alternativ; bideskinnen.
»Vinderen har formået at komme fra ide til marked med relativt få midler. Investorerne bør således kunne se frem til et godt afkast i forhold til den investerede kapital. Det er et lille friskt selskab, som formentlig bliver solgt. Det er en klassisk og god historie for andre iværksættere – det kan godt lykkes, hvis man har en god ide og knokler for det,« siger juryformanden Jørgen Thorball fra XOVentures til Ing.dk.
Han mener, at en pris som denne kan hjælpe iværksætterselskaber frem ved at skabe synlighed om dem, som måske kan føre til mere kapital og aftaler.
»Vi skal hylde og fremme entreprenører for de skaber værdi og er vigtige for Danmark. Virksomheder som Novo Nordisk og Danfoss er jo også skabt af entreprenører,« fremhæver han.
Inspiration for andre
De to andre nominerede i kategorien var Sophion Bioscience, der leverer målesystemer til medicinalbranchen, samt Fluxome, der udvikler sundhedsfremmende ingredienser til fødevarer og kosttilskud. I alt 12 selskaber deltog i kategorien.
»Det er karakteristisk for årets deltagerfelt, at samtlige 12 virksomheder tager afsæt i innovative teknologier med stort markedspotentiale, og at flere allerede har et produkt på markedet. Flere af selskaberne er derfor ikke afhængige af yderligere ekstern finansiering for at kunne finansiere driften og væksten fremadrettet. Vi ser det som fantastisk positivt i en tid, hvor netop adgangen til kapital er stærkt reduceret,« siger Lisa Almén, ansvarlig for Life Sciences-kategorien i Ernst & Young’s Entrepreneur Of The Year konkurrence.
Hun påpeger, at nogle af virksomhederne decideret er gået imod de typiske krisetegn og har formået at vokse i antal ansatte og haft succes med at rejse kapital.
»Det er derfor vigtigt at pointere, at selv om krisen har været hård for mange selskaber i Life Sciences branchen, så findes der altså virksomheder, som formår at gå i mod strømmen og Entrepreneur Of The Year handler om at få synliggjort de virksomheder, der gør en forskel gennem entrepreneurship, innovation og strategisk tilgang til virksomhedens evne til at skabe vækst - også på en måde, hvor andre kan hente inspiration,« siger Lisa Almén til Ing.dk.






