Leder: Den store Iter: Ægte Nirvana eller fremdrømt fatamorgana?
Læs også
-
Politikere i chok: Fusionsreaktor koster Danmark en halv milliard ekstra
Læs mere om
Hvis det lykkes at fusionere deuterium med tritium (tungt og meget tungt brint) og trække mere energi ud af processen, end man putter i, så har vi proof-of-concept på en teknologi, der kan sikre ren og varig energi til menneskeheden. Prisen for forsøget er i øjeblikket vurderet til 100 mia. kr., tidshorisonten er år 2026 og projektet, der bygger på det såkaldte tokamak-princip, hedder Iter. Jordstykket til anlægget er ryddet og planeret. Asfalt til tilkørselveje er lagt og køremoden på den sydfranske lokalitet i Cadarache.
Iter-projektet er det største internationale videnskabsprojekt efter rumstationen - og det største, hvor Danmark er part. Det er et positivt projekt, der foregår i samarbejde med stater og lande, der ofte ikke er enige om alt: Rusland, Japan, Sydkorea, USA, Kina - og EU. Og for blot en uge siden indgik EU en samarbejdsaftale med Indien om at deltage i projektet. Dermed er Iter ikke bare et energi-teknologisk forsøg, det er også et stærkt politisk symbol for en fælles indsats om klodens store problemer.
Alle intentioner er de fineste og ambitionen i sværvægtsklasse, alligevel kan man godt rynke brynene. Økonomien bag projektet skrider - det vurderes nu at ville koste over dobbelt så meget, som hidtil antaget - og en række delmål, hvor fusionsprocessen skulle testes med almindelig brint i 2018, er opgivet. Dermed er der lagt op til en knald-eller-fald-situation om 17 år.
Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at projektet, hvor der skal udvikles helt nye teknologier og materialer, bliver endnu dyrere og yderligere forsinket. 17 år er allerede meget lang tid: Regner man modsat og skriver 1992, er det året, hvor www blev sluppet ud fra Cern og lagt henover internet, og hvor NMT udgik til fordel for GSM-900 på mobilområdet. Eller det år hvor Whitney Houston sang 'I Will Always Love You' til Kevin Costner i filmen Bodyguard.
Derfor kan det ikke overraske, at videnskabsminister Helge Sander onsdag blev kaldt i samråd i Europaudvalget, fordi han uden at blinke måske har nikket til en ekstraregning på en halv milliard kroner. For naturligvis må man stille sig det spørgsmål, om projektet, på trods af dets voldsomme potentiale, berettiger til en blankocheck.
Selv hvis forskerne en dag kan styre plasmafusion i et magnetfelt med nettoproduktion af strøm, er Iter stadig bare et forsøgsprojekt. Hvis fusion af tung brint skal arbejde i praksis for menneskeheden, kræver det penge i endnu større omfang og bygning af helt nye og større reaktorer. Ingen ved, om fusionsværkerne nogensinde vil blive økonomisk rentable. Og ingen kan sanddru fortælle, hvornår det i givet fald kunne ske.
I mellemtiden savner andre energiteknologier finansiering for at komme helt i mål som alternativer til den fossile verden. Det kunne måske være Risøs plast-solceller, eller det kunne være vores forskning inden for brændselsceller. Overvej, hvad 500 mio. kroner kunne betyde her, og hvor hurtigt effekten ville vise sig.
Som altid handler det om at prioritere. EU har et årsbudget på 134 mia. euro og heraf bruges knap 41 mia. euro på landbrugsmarkeder og 6,8 mia. euro på forskningsprogrammer. I den optik er udgifterne til Iter derfor småpenge. Men drømmen om det store og usikre må ikke hindre os i at nå sikrere, billigere og derfor vigtigere mål. Derfor skal Danmark betinge sig, at mere Iter-støtte følges op af tilsvarende investeringer i andre teknologier. EU's øvrige kasser synes dybe nok.
