Langt mellem de sure IDA-medlemmer

De utilfredse findes, men de tilhører en minoritet, som er blevet mindre siden 2006, viser årets udgave af IDAs Medlemsundersøgelse 2009.

Af Lene Wessel, fredag 20. nov 2009 kl. 00:45

Medlemmerne af IDA er så tilfredse med deres forening, at det giver fordommen om ingeniørers fejlfindernatur en ordentlig én på selvforståelsen. Det fremgår af foreningens Medlemstilfredshedsundersøgelse 2009, som Rambøll Management har gennemført i foråret, og som netop er offentliggjort.

Siden sidste tilfredshedsundersøgelse i 2006 har antallet af medlemmer, der alt i alt er meget tilfredse eller tilfredse med medlemskabet, taget et spring fremad på 13 procentpoint fra 58 pct. til 71 pct. Samtidig er antallet af utilfredse og meget utilfredse faldet med to procentpoint, så de nu kun udgør to pct. af medlemsskaren.

Ikke overraskende modtager IDA-formand Lars Bytoft skudsmålet med en tilfredshed, der nemt matcher medlemmernes:

»Ingeniører plejer ikke at kaste ros i grams, så det gør det da ekstra rart. Den her karakterbog tør jeg i hvert fald godt vise min mor,« siger han.

IDA er væsentligt forandret

Det var ellers med lidt nervøs spænding, han afventede medlemmernes karaktergivning denne gang. Siden sidste tilfredshedsundersøgelse i 2006 har IDA været igennem en meget omfattende forandring. Tre store områder i organisationen - den regionale struktur, det fagtekniske arbejde og fagforeningsdelen Ansatte Ingeniørers Råd - er i dag skruet helt anderledes sammen end tidligere. Hertil kommer, at IDA valgte at melde sig ud af fællesskabet med de øvrige akademikerfagforbund i AC pr. 1. januar 2009. En beslutning, som førte til højlydte protester fra en række tillidsfolk i IDA og førte til heftig debat med de øvrige medlemsorganisationer i AC.

IDA-formanden tolker derfor undersøgelsens resultat som medlemmernes opbakning til de beslutninger, repræsentantskab og hovedbestyrelse har truffet de seneste tre år.

Lytter til medlemmerne

Når temperaturen stiger på tilfredshedstermometeret, skyldes det også, at IDA lytter til medlemmernes behov og tager deres synspunkter til efterretning, mener Lars Bytoft.

I 2003 blev medlemmerne spurgt, om de kunne finde på at melde sig ud af IDA, hvis de kun slippe med 1.000 kroner mindre om året i en anden fagforening. Det svarede 33 pct. ja til, og det gav stof til eftertanke, da Lars Bytoft trådte til som formand i 2004.

»Vi vurderede, at der var en risiko, og handlede på den baggrund.«

Resultatet blev, at kontingentet blev sat i alt 1.000 kroner ned - 500 kr. i 2006 og 500 kr. i 2008. Det mener IDA-formanden er baggrunden for, at 77 pct. af medlemmerne i dag er helt eller delvist enige i, at de får nok for pengene som IDA-medlemmer. I 2006 mente 65 pct. det samme:

»Vi har skabt en god balance mellem, hvad man betaler, og hvad man får, fordi vi har sørget for, at IDA er vokset i stedet for at skære i ydelserne,« siger han og henviser til, at der i dag er ca. 76.500 medlemmer, mens der var ca. 67.000 ved årsskiftet.

Rådgivning halter

Men der er stadig plads til forbedringer, lyder medlemmernes dom.

Særligt de ingeniører, som har søgt råd og bistand hos IDA, peger på områder, som ikke lever op til forventningerne. Ingeniører, som er blevet fyret, er mest tilfredse med den hjælp, de har fået. De giver hjælpen en score på 76 på en skala, hvor 100 er lig med 'meget tilfreds'.

Medlemmer, der møder IDA i andre situationer er knap så tilfredse.

Faktisk er ingeniører, som har været involveret i en tvist på arbejdet, langt mindre tilfredse i dag end i 2006. Her er sket et drastisk fald fra 61 til 44 på samme tilfredshedsskala.

Ingeniører, som har været ramt af stress i længere perioder, føler sig i vid udstrækning dårligt hjulpet hos IDA, og giver kun en score på 34. Det er et stykke under middel - men en anelse bedre end i 2006, hvor tallet var 30.

Men det er der allerede ved at blive rettet op på, siger Lars Bytoft. I begyndelsen af 2009 blev der ansat en psykolog til at rådgive om stress, og derudover bliver der ansat syv nye medarbejdere i IDA, bl.a. til at tage sig af området for selvstændige og rådgive om efteruddannelse, som også er langt nede på tilfredshedslisten.

Øverst på listen over IDAs bedste ydelser ligger - i al beskedenhed - Ingeniøren, efterfulgt af lønstatistikken og som nr. tre rådgivning og bistand om ansættelsevilkår.