I den højaktuelle debat om globalisering ender diskussionen hyppigt med at handle om danske lønninger kontra lønninger i andre regioner. Hvad blev der af debatten om kvalitet, teknologi og produktivitet? Er det dyder, vi er ved at lægge i graven? I så fald står vi med et alvorligt problem, for netop på grund af de høje lønninger i Danmark er vi nødt til at fastholde et forspring i form af kvalitet og avanceret teknologi. Derfor er det et problem, at udviklingsprojekter inden for programmerbar logik ikke får tilstrækkeligt fokus og ressourcer til trods for deres vigtighed og nødvendighed for mange danske produkters succes. Resultatet kan ende med, at dansk elektronik får et blakket ry.

Historisk har vi her i landet haft et godt fodfæste og ry for at levere ingeniørkunst i solid kvalitet og på et højt teknologiniveau. Jeg har siddet i et ASIC/IP-team, som fik store roser af internationale kunder for både teknologi og kvalitet. Kunder, der højlydt konkluderede, at de havde stor tillid til, at IP udviklet af det danske team var verdensklasse og ikke mindst i højere kvalitet end det, som blev udviklet af afdelingen i Silicion Valley. Det er den form for omdømme, vi har brug for. Er det stadigvæk berettiget at have det renommé? Inden for udvikling af programmerbar logik/FPGA kan jeg godt have min tvivl.

Jeg ser to hovedproblemstillinger. Dels bliver test ved simulering kun sjældent benyttet ved simple FPGA-design. Og dels vælger projektledelsen, når der opdages fejl, at forsøge at lappe fejlene frem for at sende projektet tilbage på tegnebrættet. Tidligere, da stor kompleksitet var forbeholdt ASIC, var der en klar forståelse for at sikre kvaliteten af designet, inden der blev sat en siliciumproduktion i gang - mest af alt af økonomiske hensyn. FPGA var dengang så simple, så var der fejl i designet kunne det 'rettes mens De venter'.

Siden er FPGA-størrelser og kompleksitet øget markant, og FPGA-design er gået fra simple konstruktioner i form af 'glue-logik' til mere avancerede anvendelser, hvor der også indgår processor-kerner, high-speed interfaces etc. Det er fantastisk at have disse muligheder i programmerbar logik, men det er også akilleshælen. For det er ikke længere en simpel opgave at finde fejl i FPGA-designet, hvis den grundlæggende kvalitet ikke er til stede.

Min oplevelse fra industrien er, at omkring 90 procent af de mindre FPGA-design, for eksempel Xilinx Spartan, aldrig testes i simulator, inden de sidder i et system. Når vi tænker på, at mindre FPGA-design sagtens kan være et system-on-chip-design med processorkerne, signalbehandling og meget mere, er det faktisk at sammenligne med sjusk ikke at teste det.

Det er skræmmende at tænke på, for i dag tager det ofte meget længere tid at finde en fejl, når FPGA sidder på et print med andre avancerede kredse. Frem for, at FPGA-designere har afprøvet og kvalitetssikret deres FPGA-design i simulatoren, så bruges der kostbar tid i laboratoriet sammen med PCB-designere og software udviklere i et forsøg på at finde en fejl på systemniveau. Når først systemet er sendt til laboratoriet, ender fejlfindingen nemlig i en integrationstest. 'For nu er produktet jo tæt på at være færdigt, der mangler bare at blive fundet den sidste fejl', lyder argumentationen.

Desværre kan den sidste fejlfinding tage rigtig lang tid, når systemet testes med andre dele af projektet. Her ville mange virksomheder opnå en fordel, hvis de turde sende de enkelte systemer tilbage fra laboratoriet til de enkelte designeres skrivebord, hvis det fejler voldsomt eller på mystisk vis er ustabilt. Det er simplere at kontrollere, om der er gjort et fornuftigt stykke arbejde på de enkelte dele, som kan redesignes, hvis det viser sig, at der er svagheder ved første forsøg. Det kan ofte betale sig frem for at lappe på et integreret system, som måske alligevel ikke er helt optimalt. Samlet set vil der bruges færre dyre ingeniørtimer, og frem for alt kan man i sidste ende sende et produkt på markedet, der virker. Og dermed stå stærkere i den internationale konkurrence.

Der er selvfølgelig danske virksomheder, der tager udfordringen omkring test og verifikation af programmerbar elektronik alvorligt. Men der er desværre også mange, der stadig har programmerbar logik som et lille appendiks på udviklingsprojektet, og ikke prioriterer tid og ressourcer til at sikre kvaliteten. Ofte betragtes FPGA-design som en lille del af hardwareudviklingen, som blot skal binde hardwaren sammen og derfor sagtens kan udvikles og vedligeholdes af en enkelt person ud af en udviklingsafdeling på for eksempel 60 mand. Det kan det ikke.

Løsningen er at sørge for, at FPGA-udvikling tænkes ind i udviklingsafdelingerne på lige fod med andre fagområder, så det får det fortjente fokus. Hvis det ignoreres, risikerer vi, at konkurrenceevnen svækkes pga. manglende kvalitet eller fordi produktfrigivelsen bliver udsat gang på gang, alt imens vi leder efter 'den sidste fejl' og 'FPGA uploades, mens vi venter'.