Skal der kinesere om bord på rumfærgens afløser?
USA og Kina er begyndt at tale om at arbejde sammen om rumfart. Vi kan ikke ignorere, at Kina kan sende mennesker sikkert ud i rummet, siger Nasas direktør.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
USA og Kina er gået i dialog om at samarbejde inden for rumfart. I forbindelse med præsident Barack Obamas besøg i Kina har de to lande underskrevet en erklæring, hvor de ser frem til gensidige besøg næste år.
Nasa-direktør Charles Bolden skal til Kina, og lederne af det kinesiske rumrogram er inviteret til USA.
Charles Bolden fremhæver i et interview med nyhedsbureauet AFP, at Kina har vist, at landet er i stand til at sende mennesker sikkert ud i rummet. Det kan USA ikke ignorere.
Kina har til dato opsendt tre bemandede missioner siden 2003, men henholdsvis en, tro og tre kinesiske astronauter om bord. Under den seneste mission blev der i 2008 gennemført den første kinesiske rumvandring.
Endnu står det helt åbent, hvordan samarbejdet mellem Nasa og det kinesiske rumagentur skal bygges op. Sikkert er det kun, at hvis kineserne skal inviteres med ombord på Den Internationale Rumstation, så skal alle de lande, der deltager i projektet, sige god for det. Stationen er et samarbejdsprojekt mellem USA, Rusland, Canada, Japan, Brasilien og 10 af ESA's medlemslande.
Rumfartseksperten John Logsdon fra George Washington University påpeger over for Cnet, at udvidet samarbejde giver mening, men kun hvis begge sider er åbne er klar til at dele de tekniske data, som er nødvendige for at kunne gennemføre fælles bemandede missioner sikkert.
Fremtiden for USA's bemandede rumprogram er stadig ukendt. Den afhænger af Obamas beslutning om, hvad der skal ske, efter at rumstationen er færdigsamlet, og rumfærgerne sendes på pension næste år. Nasa er i gang med at udvikle Ares-raketterne som rumfærgernes afløser, men det program er for dyrt til organisationens nuværende budget.
Uanset hvilken beslutning Obama tager, vil USA ikke have en erstatning for rumfærgerne klar før tidligst om fem til syv år. I mellemtiden er USA afhængig af russerne for at få opsendt sine astronauter til Den Internationale Rumstation.






