Oliejagt med 8.000 mikrofoner forsinket af regn i Jylland
Det dårlige vejr får specialbyggede, polske vibratorvogne til at smadre de sønderjyske landmænds marker så meget, at de fleste polakker er sendt hjem. Jagten på olie mellem kalklagene bliver forsinket.
Multimedia
Galleri:
3D-oliejagt i Sønderjylland
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
»Hvis nogen spørger os, hvordan det går, så siger vi, at vi står i mudder til anklerne. Det er lyder ikke så slemt, siger de. Jo, svarer vi, for vi står med hovedet nedad.«
Hans Christian Dahlerup Koch, selvstændig konsulent i oliebranchen, har fået nok af vand, der vælter ned fra himlen.
Han er hyret af det polske firma Geofizyka Torun til at assistere med oliejagten i Sønderjylland. Geofizyka arbejder for sit moderselskab, det statslige, polske olieselskab PGNiG, som har fået tilladelse til en af de mest avancerede kortlægninger af den danske undergrund nogensinde.
Vi kan ikke være de store skader bekendt
Kortlægningen ved hjælp af 3D-målinger er forsinket på grund af det danske efterårsvejr. De 20 tons tunge specialkøretøjer kan godt nok sagtens arbejde i våde marker, selv om det går lidt langsommere, fordi de kører fast. Så trækker polakkerne dem blot fri igen.
Men arbejdet går hårdt ud over markerne.
»Vi laver så store skader på landmændenes marker, at det kan vi ikke være bekendt,« siger Hans Christian Dahlerup Koch.
De polske biler synker 70 centimeter ned og efterlader, hvad der ligner grøfter i markerne, som landmændene for nylig har pløjet, harvet og sået til, og som de havde regnet med at lade være i fred en god tid endnu.
Hans Christian Dahlerup Koch har seks medarbejdere, som ikke laver andet end at udbetale erstatning til landmændene, der på grund af dansk lovgivning ikke kan nægte polakkerne adgang til deres marker.
»Men landmændene skal jo ikke leve af at få erstatninger,« siger han.
Hovedparten af medarbejderne sendt hjem til Polen
Derfor er hovedparten af det polske mandskab foreløbig sendt hjem på ferie, mens deres opdragsgivere beder om bedre vejr. I de kommende dage vil der kun blive udført begrænsede undersøgelser, hvor maskinerne har asfalt at køre på. Kun, hvis vejret arter sig, bliver kørslen på markerne genoptaget.
Det er en bekostelig affære at lade vibratormaskinerne stå stille. Ifølge Hans Christian Dahlerup Koch er prisen 430.000 kroner om dagen. Det skal sammenlignes med, at polakkerne dagligt udbetaler erstatninger til landmændene på omkring 100.000 kroner.
Ifølge Hans Christian Dahlerup Koch er polakkerne de bedste i verden til 3D-undersøgelser af undergrunden. Udstyret kom således til Danmark fra en opgave i Indien, og når opgaven i Sønderjylland er overstået, skal det videre til Thailand.
8.000 geofoner forbundet med 70 kilometer kabel
Selve vibratorvognene sænker en gummibelagt metalplade på en gange halvanden meter ned på jorden. Den udsender vibrationer i fire perioder på hver fem sekunder. Det sker for hver 50 meter.
Vibrationerne bliver reflekteret i undergrundens forskellige lag. Refleksionerne bliver opfanget af hele 8.000 mikrofoner, også kaldet geofoner, som er placeret inden for et område på fem gange fem kilometer rundt om vibratorvognene. Geofonerne er forbundet med 70 kilometer kabel.
Når ét område er afdækket, flyttes alle geofonerne 400 meter, og så begynder hele øvelsen forfra.
Undersøgelserne i Sønderjylland foregår først og fremmest på land. Polakkerne har dog også lagt bøjer og hydrofoner ud i Als Sund og Aabenraa Fjord og sendt lydkilder ned i undergrunden fra luftkanoner om bord på gummibåde.
Budgettet er skredet
PGNiG vurderer, at der er ti procent chance for at finde op til 38 millioner tønder olie et par kilometer i kalklaget, der stammer fra et koralrev, som dækkede området for mange tusinde år siden.
Undersøgelserne skulle ifølge Hans Christian Dahlerup Koch være afsluttet for et par uger siden, men er kun omkring 60 procent færdige. Budgettet lød på 38 millioner kroner, men det er på grund af vejret skredet.
Til sommer skal PGNiG give Energistyrelsen besked, om der er grundlag for at foretage prøveboringer i området.





