/elektronik

Telenor giver danskerne mobilt superbredbånd til sommer

Telenor lover allerede om godt et halvt år at være klar med fjerde generation af mobilt bredbånd, LTE, i Danmark.

Af Jakob Møllerhøj , tirsdag 17. nov 2009 kl. 11:43

Teleselskabet Telenor har som den første af de fire mobilnetoperatører i Danmark meldt ud, at virksomheden er klar med fremtidens mobile bredbånd, LTE (Long Term Evolution) - også kaldet 4G - til sommer. Det sker i et samarbejde med leverandørerne Nokia Siemens Networks og Starent Networks.

»Vi udskifter hele vores mobilnetværk over det kommende år. Til næste sommer vil vi stå med et helt nyt netværk, der kan levere hastigheder på mobilt bredbånd på op til 21 megabit per sekund, og som vil være klar til at levere 4G/LTE-tjenester til kunderne. I den mellemliggende periode bliver kapaciteten og dækningen i vores netværk forbedret, så vores kunder vil allerede inden for kort tid få en markant bedre oplevelse,« siger Henrik Clausen, administrerende direktør for Telenor i Danmark, i en pressemeddelelse.

I første omgang opgraderer Telenor sit 3G-netværk, så det kan levere 14,4 Mbit/s til kunderne og udruller datateknologien Edge på GSM-nettet. Telenor forventer, at hele nettet er opgraderet til 21 Mbit/s til sommer.

Med udmeldingen er LTE i Danmark rykket et betydeligt skridt nærmere, vurderer teleanalytiker John Strand.

»Med den udrulningsplan, som Telenor har lagt ud i dag, så har de på papiret det ubetingede bedste 3G-netværk næste sommer, som betyder, de ikke blot har 21 megabit på samtlige basestationer, men som også betyder, at hele deres netværk er forberedt til LTE. Så når de får en LTE-licens, så skal de bare trykke på startknappen, så kører det,« siger han.

Licensen kan Telenor erhverve sig i løbet af første kvartal næste år, hvor IT- og Telestyrelsen holder auktion over frekvenser i 2,5 GHz-båndet. Selvom der fra IT- og Telestyrelsen side ikke på forhånd er noget krav om, at frekvenserne skal bruges til en bestemt teknologi, så forventes frekvensområdet at blive brugt til at levere LTE i byområder.

John Strand mener derfor, det er realistisk, at danskerne allerede til sommer vil kunne surfe mobilt med LTE.

»Ja. Under forudsætning af, at der er kommet dongels, og at de er nede i en pris, hvor de kan bruges kommercielt,« siger han.

LTE giver råhastigheder fra 100 Mbit/s og opefter, men It- og Telestyrelsen har tidligere vurderet, at de reelle, brugeroplevede hastigheder vil være i omegnen af 6 Mbit/s. Under alle omstændigheder er der tale om en væsentlig hastighedsforøgelse i forhold til det nuværende mobile bredbånd, som danskerne får leveret via højhastigheds 3G, HSDPA.

Aftalen mellem Telenor og Nokia Siemens Networks og Starent Networks omfatter levering af multibasestationer og gælder frem til 2015, men forudsætter dog en endelig godkendelse af bestyrelsen i det norske moderselskab.



17. nov 2009 kl 12:26

Anders Grønne

Latens

Hvad er den forventet latens i 4G ift. 3G?


17. nov 2009 kl 12:54

Kasper Dall Møller

Re: Latens

10 ms vs 80 ms - mener jeg at have læst den anden dag...

(tjekkede lige: http://www.pcworld.dk/art/1124...=113)


17. nov 2009 kl 14:17

avatar

Erik Trolle

Der findes dongles idag

Samsung har lavet en som bliver tilbudt af Telia i Stockholm og Oslo. Ericsson har en som er tæt på at kunne leveres.

De første har samme fejl som første 3G dongle, med høj pris og stømforbrug.

Latency:
http://www.google.com/url?sa=t..._NKA


17. nov 2009 kl 15:28

Jørgen Thomsen

Bliver dækningen også bedre ?

Ud fra egen erfaring med begge selskaber i flere landsdele, så er Telenors dækning i dag langt dårligere end TDCs og hvad nytter fine teknologiske fremskridt, hvis de reelt ikke kan bruges fx indendørs ?


18. nov 2009 kl 02:38

martin nielsen

HE HE

Det et flop


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.