Nogle af verdens største ledere melder nu åbent ud, at de ikke vil forpligte sig juridisk til at halvere CO2-udledningerne inden 2050 ved COP15-mødet i København.

Verdens rigeste lande – G8-landene - samt Kina og Indien erkendte ellers denne sommer, at den globale opvarmning skal holdes inden for maksimalt to grader yderligere.

Men en ting er altså at opstille et mål, noget andet er at handle, så det kan nås.

Det overrasker ikke Kirsten Halsnæs, leder af Risø DTU's System Analysis Division og medlem af FN's klimapanel, IPCC.

»Man vil godt snakke om, hvad der skal ske i 2050 og to graders-målet, for det er ikke en forpligtende aftale, så det har været meget nemmere og harmløst at tale om. Det interessante er, hvad man vil gøre nu, men jo mere alvor, des flere knaster og uenigheder kommer der frem,« siger hun til ing.dk.

Ikke andet at gøre
Det var ved det økonomiske topmøde for stillehavslandene, Apec, i weekenden, at flere statsledere klart sagde, at det ikke vil være muligt at nå en juridisk bindende aftale om klimaforandringerne forud for næste måneds klimakonference i København.

Dermed ser verdenslederne med præsident Barack Obama og Hu Jintao fra Kina i spidsen nu decembermødet i København som en mellemstation i arbejdet for at få en aftale om at begrænse udledningerne af drivhusgasser.

»Hvis situationen ikke er parat nationalt i USA, kan jeg ikke se, at man kan gøre så meget andet. Så det må gælde om at få substansen afklaret og lavet et så præcist og konkret papir som muligt om hvordan landene skal handle nu,« siger Kirsten Halsnæs, der især finder det vigtigt at få lavet nogle mål for 2020.

Dette dokument kan så underskrives senere. Men det er afgørende, at USA er med, understreger hun:

»Det har ganske længe været klart, at det ville være meget svært at nå det hele i den amerikanske kongres inden december, og der er ikke nogen fordel ved at lave en aftale uden USA. Det er bedre, at vi bevæger os frem i en hastighed, hvor man har hele det politiske system med. Vi får ikke så meget ud af, at sige ja til noget, som ikke går gennem efterfølgende.«

Hun henviser til, at det i hvert fald ikke var nogen succes, at man gik med på Kyoto-aftalen, da USA så ikke ratificerede den.

Hvornår det konkrete dokument så bliver underskrevet, kommer an på, hvornår det nationale juridiske grundlag i USA er klar. Måske inden for et til to år.

»Det er i USA den store barriere er lige nu, men EU er heller ikke særlig god til at melde konkret ud nu, fordi der er interne uenigheder. Men det ser jeg ikke, som at der ikke vil komme noget ud af det, men bare som, at når det bliver alvor, skal der kæmpes lidt,« siger Kirsten Halsnæs.

Statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), forsøger da også nu at få en aftale igennem om, at mødet i København skal være det første ud af to skridt i en proces mod en international juridisk bindende aftale. Dette fik han ifølge flere internationale nyhedsbureauer en generel tilslutning til på Apec-mødet.

50 procent ikke nok
Men selvom verden skulle blive enige om at halvere CO2-udledingen, er det måske ikke nok til at opfylde målet om max to graders temperaturstigning. Mange har faktisk vurderet, at udledningen af CO2 skal ned med 85 procent eller helt elimineres inden 2050, hvis det skal nås.

Men en halvering er bedre end ingenting, påpeger Kirsten Halsnæs.

»En halvering i 2050 vil ikke garantere, at man når to graders-målsætningen, men vi kan end ikke få enighed om 50 procent, så man får nok ikke så meget ud af at kræve endnu mere. Det mest centrale er at få en aftale om, hvad der skal ske i 2020 og få sat handling i værk,« siger Kirsten Halsnæs.