/rumfart

Nemmere at finde fremmede planeter

Nye observationer viser, at stjerner med omkredsende planeter rummer mindre lithium end andre stjerner. Det kan indsnævre feltet af stjernekandidater.

Af Thomas A. E. Andersen, søndag 15. nov 2009 kl. 14:00

Jagten på planeter omkring fremmede stjerner er blevet nemmere, efter at nye observationer har vist, at stjerner, der som Solen har omkredsende planeter, har et markant lavere indhold af lithium.

Det kan samtidig give et fingerpeg om løsningen på et over 60 år gammelt mysterium, nemlig hvorfor Solen rummer meget mindre lithium, end teorien forudsiger.

Til forskel fra de fleste andre elementer lettere end jern bliver lithium ikke dannet i Solen i samme grad. Astronomerne mener i stedet at lithium primært blev skabt lige efter Big Bang for 13,7 milliarder år siden. De fleste stjerner burde derfor have den samme mængde lithium, medmindre elementet bliver nedbrudt inde i stjernen.

Modellerne for stjerners udvikling forudser, at stjerner med en masse og alder som Solen burde have et forholdsvist højt indhold af lithium, da deres atmosfære ikke er varm eller tyk nok til at brænde elementet bort.

Men astronomerne har fundet ud af, at lithiummængden i sollignende stjerner ligger på mellem 1 og 10 procent af, hvad man estimerer, der burde findes i stjerner i det tidlige univers.

Da der ikke ser ud til at være nogle måder, hvorved sollignende stjerner kan forbrænde denne lithium, var det et mysterium.

Mysteriet er løst

De nye observationer er foretaget med ESO Harps spektrograf af astronomen Garik Israelian fra Spaniens Instituto de Astrofisica de Canarias på Tenerifa. Deres undersøgelser af hundredvis af stjerner viser, at de, der har omkredsende planeter, også havde et lithiumniveau svarende til Solens, men dem uden planeter havde et højere niveau.

»Forklaringen på dette 60 år gamle mysterium er ganske simpelt. Solen har næsten intet lithium, fordi den har omkredsende planeter,« siger Garik Israelian til space.com.

Præcis hvorfor stjerner med planeter ikke har lithium, kan astronomerne endnu ikke helt forklare, men nogle astronomer pusler med ideer om, at det kan skyldes et samspil mellem stjernen og dens planeter.

Garik Israelian og hans kollegaer foreslår, at eksistensen af planeter eller en protoplanet-materialeskive tidligt i en stjernes liv kan påvirke dens rotation. Denne ændring i rotationen kan måske forøge blandingen mellem overfladen og stjernens indre. Den forøgede blanding kan flytte lithium ned i stjernens indre, hvor der er varmt nok til at forbrænde det.

Det lave lithiumindhold i stjerner med planeter bør ifølge Garik Israelian og hans kollegaer gøre det nemmere at søge efter nye planetsystemer. Faktisk mener de, at blandt mulige kandidater bør det være dem med det laveste lithiumindhold, som har største chance for at have omkredsende planeter.

Resultaterne er offentliggjort i denne uges nummer af tidsskriftet Nature.



15. nov 2009 kl 15:21

avatar

Lars Grønnegaard

Halter logikken ikke lidt?

"Forklaringen på dette 60 år gamle mysterium er ganske simpelt. Solen har næsten intet lithium, fordi den har omkredsende planeter"

Jeg synes logikken halter:
Andre stjerner der har planeter mangler lithium, Solen har planeter, ergo, Solen mangler litium.

Erasmus Montanus, frit efter hukommelsen:
"Sten kan ikke flyve, lillemor kan ikke flyve, ergo, lillemor er en sten."

Man har vel fundet en samtidig forekomst, men derfra til en årsagssammenhæng er der et stykke.
:-)


15. nov 2009 kl 19:29

Bjarne Thorsted

Re: Halter logikken ikke lidt?

De har jo konstateret at solen har lavere lithium-indhold end andre stjerner. De har derefter opdaget at stjerner der, ligesom solen, også har planeter, har samme lave lithium-indhold. Derfra har de udledt at det er tilstedeværelsen af planeter som forårsager lavere lithium-indhold. Men jo den virker en anelse tynd - især fordi de ikke aner hvad planeterne gør ved stjernerne som medfører lavt lithium-indhold.


15. nov 2009 kl 20:41

Kim Merrild

Re: Re: Halter logikken ikke lidt?

De konkluderer jo også kun at man skal øge eftersøgningen på stjerner der har et lavt indhold af lithium! Rent logisk burde man kikke i systemer hvor stjernen har et lavt indhold. Bare fordi man ikke forstår en ting til fulde, behøver man jo ikke at afholde sig fra dents faktum. Det kunne jo være et sammentræf, men sandsynligheden er ikke stor.


16. nov 2009 kl 10:44

Christer Møller With

Forbrænding af Lithium

Der står at lithium forbrændes. Hvad forbrændes det til? Spor af en forbrændings- eller omdannelsesrest kunne bestyrke teorien.

Christer


17. nov 2009 kl 06:32

Berndt Barkholz

Re: Forbrænding af Lithium

Lithium brænder fint hvis man antænder det i luften, men i en sol forbrænder det ikke, det fusioneres enten videre i rækken af elementer eller også desintegreres atomet til sine bestanddele, som hver for sig deltager igen i fusionen.

Det lyder dog mærkværdigt (for ikke at sige idiotisk) at en flok planeter kan/skal have indflydelse på solens lithium indhold...


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.