Nasa gør risikabelt forsøg på at få marsbil fri af støv
Nasa vil mandag forsøge at få den fastkørte marsbil Spirit fri. Operationen er risikabel, og i værste fald kan det betyde, at Spirit går tabt for altid.
Mandag begynder Nasa forsøg på at marsbilen Spirit fri. En af farerne er det klippestykke, der næsten rører bunden af bilen. (Foto: Nasa)
Læs også
Dokumentation
Mandag sender Nasa de første kommandoer til Spirit for at få den fri af det løse marsstøv som den har siddet fast i siden 23. april.
Nasa oplyste på en pressekonference i denne uge, at man er optimistisk og håber, at Spirit kommer fri, så den kan genoptage sin kørsel på Mars.
Nasa erkender, at det er den hidtil mest alvorlige trussel mod Spirit og dens søsterbil Opportunity i de seks år, de indtil nu har tilbragt med udforskning af Mars.
»Det er med blandede følelser. Det svarer til, at Spirit er faldet igennem isen og ikke har været i stand til trække sig selv op igen,« siger Doug McCuistion, der leder Nasas marsprogram til space.com.
Marsbilerne Spirit og Opportunity var bygget til at kunne fungere i 90 dage på Mars, hvor de ankom i 2004. Men de to biler har nu overlevet mere end fem år på den røde planet. De har klaret støvstorme og flere tekniske problemer, blandt andet et som har gjort Spirits ene forhjul ubrugeligt, hvilket tvang den til at køre baglæns.
Det var netop under denne baglæns kørsel i et klippefyldt område i det store Gusev-krater syd for ækvator, at Spirit kørte fast.
Spirit brød igennem en sprød overflade, næsten som på en Creme Brulee, og dens hjul sank dybt ned i det underliggende løse støv.
Til forskel fra på Jorden, så gør Mars’ tørre atmosfære, at partiklerne ikke binder sammen, hvilket kør det næsten umuligt for Spirits hjul at få fat.
Efter Spirit kørte fast har Nasa tilbragt måneder med at udtænke og afprøve en metode, der kunne få Spirit fri, men selv efter mange afprøvninger i testmiljøer, har man ikke kunnet finde en helt skudsikker metode.
Den metode Nasa nu har valgt, går ud på at bakke Spirit samme vej ud som den kom ind. Den første kommando vil få alle seks hjul til at rotere seks gange, hvorefter man stopper så man kan revurdere situationen.
Ud over det løse støv, så er Nasa bekymret en klippe under marsbilen som Spirit vil kunne blive hængende på. Hvis det sker, vil hjulene miste fæstet og Spirit kan være hængende for altid.
Men selv, hvis det sker, vil Spirit stadig kunne foretage videnskabelige målinger, men det bliver så som en stationær observationspost og ikke en marsbil.
Hvis mandagens forsøg mislykkedes, vil Nasa forsætte ind til februar med at redde Spirit.
Billede:






