/forskning

Forskere: Her er kontaktlinsen med indbyggede solbriller

Ved hjælp af en særlig nanostruktur er det lykkedes en professor i Singapore at udvikle en kontaktlinse, der automatisk beskytter øjet mod Solens UV-stråler - men kun i solskin.

Af Birgitte Marfelt, fredag 13. nov 2009 kl. 09:45

Forskere fra Institute for Bioengineering and Nanotechnology, IBN, i Singapore har udviklet kontaktlinser, der lynhurtigt beskytter øjet mod Solens skadelige UV-stråler.

»Det er lykkedes at skabe en polymer med et indviklet netværk af nanosmå tunneler, der kan fyldes af UV-følsomme farvemolekyler. De første studier har vist, at teknologien reagerer hurtigere end dagens UV-følsomme solbriller,« siger professor Jackie Ying, der har udviklet teknologien, til MIT's nyhedsbrev, Technology Review.

Forskningen er en del af Singapore-forskernes forsøg på at udvikle nye materialer til kontaktlinser. Deres håb er, at de blandt andet skal kunne dosere medicin og diagnosticere sygdomme.

Traditionelle transitions-solbriller er belagt med millioner af molekyler, som bliver farvede i solskin. Molekylerne ændrer form, når UV-lyset rammer, så de bliver i stand til at absorbere UV-lyset og fremprovokere farvningen af linserne. De vender tilbage til den oprindelige form, når de ikke længere bliver udsat for UV-stråler.

Den slags UV-følsomme solbriller har eksisteret i over 40 år. Men teknologien kan ikke indbygges i kontaktlinser, der kræver en ensartet belægning på den bløde, følsomme overflade. Desuden er solbrillerne flere minutter om at reagere, og det er for langsomt, hvis en bilist med linserne på for eksempel kører ind i en mørk tunnel.

Ifølge Jackie Ying virker filtret i UV-kontaktlinserne i løbet af kun 10 til 20 sekunder, og han mener derfor, at det kan være interessant også at indbygge i almindelige solbriller. Han forklarer til Technology Review, at det også er enklere at producere end de nuværende UV-solbriller.

Singapore-forskerne hævder at have udviklet et særligt materiale med nano-små porrer, som fyldes med farvestof, når UV-lyset rammer.

Hemmeligheden ligger i et særligt materiale, som får materialerne i kontaktlinsen - vand og en olieopløsning med monomerer - til bedre at blande sig.

Ifølge Technology Review er linserne - uden farvestoffet - allerede testet på kaniner. Nu følger dyreforsøg med selve UV-filtret. Forskerne forventer dog ingen problemer og regner med, at UV-linserne kommer på markedet allerede inden for et år. De har dannet et selskab, som søger at afsætte opfindelsen til kontaktlinseproducenterne.



13. nov 2009 kl 11:01

Henning Christiansen

Hurtige farveskift.

Solbriller med farveskift på 6 og endda ned til 4 sekunder kan købes i dag, men de reagerer bogstaveligt på UV-stråler, så de kan IKKE bruges bag vinduer i biler eller huse.

Det er forhåbentlig bedre for kontaktlinserne.

Mvh. Henning.


13. nov 2009 kl 11:39

Simon Kvindal

Mikro-makro-mad?

særligt materiale med nano-små porrer, som fyldes med farvestof

;oD
Farveskiftende grøntsager?? Skal de mon tilberedes i en nano-ovn? .....


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.