Frankrig: Sådan får vi to millioner elbiler ud på vejene
Den franske regering er klar med 11 milliarder kroner for at sikre, at der inden 2020 kører to millioner el- og hybridbiler på vejene.
Fakta
Læs også
-
Dansk fabrik kan skræddersy batteripakker til elbiler på 14 dage
Læs mere om
To millioner el- og hybridbiler skal i løbet af de næste 11 år rulle ud fra de franske veje. Regeringen er klar med 11 milliarder kroner for at gøre målet til virkelighed.
De to største poster på budgettet bliver tilskud til ladefaciliteter over hele landet og et milliardtilskud, så statskontrollerede Renault kan bygge en fabrik, der kan producere lithium-ion-batterier til 100.000 elbiler årligt.
Der er også penge til private, som kan få 35.000 kroner, hvis de køber en bil, der udleder mindre end 60 gram CO2 per kilometer, ligesom en række statsvirksomheder skal forpligte sig til at købe i alt 100.000 elbiler med en rækkevidde på mindst 150 km inden 2015.
Regeringen vil tvinge entreprenører til at opstille ladestandere foran nybyggede lejligheder og kontorer, og de franske kommuner får tilskud til at opsende standerne ved offentlige parkeringspladser.
Firmaet Better Place, som udvikler ladesystemer til elbiler, samarbejder allerede med Renault. Better Places danske direktør, Jens Moberg, ser derfor muligheder i det franske initiativ:
»Vi arbejder på at blive en central del af udbygningen af netværk i Frankrig, og det er vi sikre på, at vi bliver,« siger han til Nyhedsbladet Dansk Energi.
Direktøren tilføjer, at det er for tidligt at sige noget om omfanget, og hvad præcist Better Place skal levere til franskmændene. Han forventer, at det kan offentliggøres om et par måneder.







