Varmt vand fjerner salmonella

Af Mette Buck Jensen, Torben R. Simonsen, fredag 13. nov 2009 kl. 00:45

Hvert år slagtes omkring 20 millioner svin i Danmark, og selv om der gøres meget på slagterierne for at holde bakterierne stangen, bliver danskere i tusindvis hvert år syge af salmonellabakterier fra svin. Men antallet kan reduceres kraftigt, hvis man indførte bedre metoder til dekontamination på slagterierne. En måde at mindske omfanget af salmonella i svin på er ved at indføre varmtvandsslagtning, hvor svinekroppen, efter opskæring køres gennem en kabine, hvor den overhældes med 80 grader varmt vand i 15 sekunder.

»Salmonella er vidt udbredt i produktionssystemet, og hvis man vil have en fødevaremæssig sikkerhed, så kan det at dekontaminere give en umidelbar bedring af fødevaresikkerheden,« siger seniorforsker Søren Aabo fra DTU Fødevareinstituttet.

Han forventer, at antallet af personer, der bliver syge som følge af salmonellabakterier i svin, kan reduceres med 90 procent, hvis der indføres generel varmtvandsslagtning.

Varmtvandslagtning gennemføres ved, at slagtekroppen føres igennem en kabine, placeret til slut på slagtelinjen. Kroppene overhældes med 80 °C varmt vand i 15 sekunder. I kabinen cirkuleres ca. 72 l vand pr. slagtekrop. Recirkuleringen gennemføres i et lukket system, hvor vandets temperatur ikke kommer under 75 °C. Der tilføres løbende mindst 18 l, drikkevand pr. slagtekrop for at undgå ophobninger af blandt andet proteiner.

Der er allerede et par stykker af denne type anlæg i Danmark, der viser, at antallet af salmonellapositive kroppe falder 10-50 gange, og at antallet af E.coli-bakterier reduceres godt 100 gange på den enkelte krop ved varmtvandsslagtning.