Fluenet halverer smitte af kyllinger
Læs også
Danskerne spiser mere og mere kølet kyllingekød - omkring 5.000 ton af det er fra Danmark. Og ca. en tredjedel af det kølede danske kød i butikkerne er forurenet med campylobacter. Det estimeres, at mellem 35.000 og 70.000 danskere bliver syge af campylobacter hvert år - heraf mindst 7.500 af dansk kølet kyllingekød.
Ca. 30 pct. af de danske kyllingeflokke er campylobacterpositive, og et dansk forskningsprojekt har vist, at den høje forekomst af campylobacter i sommerperioden skyldes fluer, som suges ind i husene gennem ventilationssystemet, hvor de smitter kyllingerne med campylobacter.
Insektværn i form af fluenet på ventilationssystemer og vinduer har derfor vist sig yderst effektivt til at begrænse campylobactersmitte til slagtekyllinger. Hvis alle kyllingehuse i Danmark fik opsat fluenet, ville det kunne mere end halvere andelen af campylobacterpositive flokke per år til ca. 14 pct. På slagteriet kan de resterende positive flokke fryses, hvilket sænker campylobacterantallet omkring 100 gange.
Fluenet vil - hvis man blot opsætter net, som det er gjort i projektet - øge omkostningerne per produceret kylling med ca. 13 øre. Dette vil formentlig kunne gøres billigere, hvis løsningen kommercialiseres.
Gruppeleder ved DTU Veterinærinstituttet Birthe Hald, der står bag forsøget med fluenettene, fortæller, at ca. ti kyllingehuse fra forsøget stadig har nettene opsat her fire år efter.
»Deltagerne i projektet har ikke haft nogen problemer med nettene siden de blev opsat i 2006. I hverdagen sidder de der bare, og de fleste rengør dem kun en enkelt gang i hver sæson,« siger hun og er overrasket over, at ingen direkte har udviklet insektværn til kyllingehuse.





