Politikere sætter gang i milliarddyrt motorvejsbyggeri i blinde
Ingen aner, hvad det vil koste at bygge 30 kilometer motorvej mellem Holstebro og Herning, fordi end ikke forundersøgelsen er færdig. Det er uden fortilfælde for motorveje i Danmark, at regeringen og Dansk Folkeparti allerede har vedtaget byggeriet nu, fastslår Vejdirektoratet.
Dansk Folkeparti har presset Regeringen til at sige ja til at bygge en ny motorvej mellem Herning og Holstebro, selvom ingen endnu kender prisen på den 30 km. lange strækning. Foto Lars Bertelsen
Læs også
-
Transportminister lover: Slut med voksende trafikpropper på motorvejene
Dokumentation
Regeringen har foræret Dansk Folkeparti en blankocheck med aftalen om at bygge en ny motorvej mellem Holstebro og Herning.
Motorvejen er en del af aftalen om, at det nye midtjyske supersygehus bliver placeret i Gødstrup lige uden for Herning i stedet for i Aulum midt i mellem Herning og Holstebro.
Prisen for den cirka 30 kilometer lange motorvej bliver i nogle medier sat til mellem en og to milliarder kroner. Men ifølge planlægningschef Ole Kirk fra Vejdirektoratet kender ingen prisen på motorvejen endnu.
»Jeg ved ikke, hvor de tal (prisen, red.) kommer fra. Vi har ikke regnet på det endnu, og der ikke tommelfingerregler for, hvad en motorvej koster. Det afhænger både af, hvor i landet vi bygger, hvor mange bygværker der er på strækningen og af undergrunden,« siger han.
Vejdirektoratet er i øjeblikket i gang med en forundersøgelse af en motorvej på strækningen, men den skal først være færdig til efteråret næste år. Derfor er der endnu ikke lavet økonomiske overslag på de forskellige løsninger, og der er af samme grund ikke gennemført cost-benefit-analyser.
»De fleste motorvejsprojekter har positiv cost-benefit. Spørgsmålet er så bare, om det giver bedre forrentning, end hvis man havde sat pengene i banken,« lyder det fra Ole Kirk.
De eneste fortilfælde er de store broer
I januar besluttede alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten at bevilge 4 millioner kroner til forundersøgelsen, hvorefter de ville vurdere, om der var grundlag for at en dyrere og mere detaljeret VVM-undersøgelse.
Allerede i trafikforliget fra oktober fik den radikale trafikordfører Johs. Poulsen, der er valgt i Herning, ifølge egne oplysninger dog gennemtrumfet, at der blev sat 20 millioner kroner af til at VVM-undersøge strækningen, altså godt et år før forundersøgelsens resultat er klart. Nu er det allerede besluttet at bygge motorvejen, selv om der end ikke forelægger et officielt prisoverslag.
Ole Kirk kan ikke mindes at et motorvejsbyggeri på land er blevet besluttet, før der var gennemført forundersøgelser og VVM.
»Nej. Det kan jeg ikke lige komme på. Men de faste forbindelser over Øresund og Femern er jo blevet besluttet før, man lavede VVM-undersøgelserne, så det er ikke en helt ukendt handlemåde,« mener han.
Kun Enhedslisten protesterer
Foreløbigt er det eneste parti, der har protesteret over blankochecken, Enhedslisten, der står udenfor trafikforligene. I en pressemeddelelse skriver trafikfordfører Per Clausen, at der slet ikke er tilstrækkeligt trafik til at forsvare at bygge en firesporet motorvej.
»Årsdøgntrafikken i 2008 var 10.000-13.500 biler – ikke meget til en 4-sporet motorvej, og langt mindre end andre steder i landet,« konstaterer han.
Desuden er den nuværende strækning meget sikker.
»Der er minimalt med ulykker på Rute 18 (Herning-Holstebro). Fra 2003 til 2007 er der registreret 24 personskadeuheld med 4 dræbte, 9 alvorligt tilskadekomne og 20 lettere tilskadekomne, og der er ikke udpeget sorte pletter på strækningen,« konstaterer Per Clausen.






