Oliegiganter jagter billig skifergas i den danske undergrund
Amerikansk succes med at udvinde billig naturgas fra skiferlag breder sig til Europa og til Danmark, hvor flere olieselskaber aktivt leder efter velegnede skifer-lag
Læs også
-
Amerikansk gigant vil bore efter olie i Nordjylland og Nordsjælland
Læs mere om
Dokumentation
Billig naturgas fra underjordiske skiferlag kan være på vej til de danske hjem. Både amerikanske og store, multinationale energiselskaber som Shell er gået på jagt efter velegnede skiferlag på det europæiske kontinent.
I Danmark har amerikanske Devon Energy Oil søgt om tilladelse til lede efter olie og naturgas i Nordjylland og Nordsjælland, hvor der findes en særlig slags skifer. Ligeledes amerikanske Schuepbach Energy har søgt om tilladelse til at lede efter skifergas i et område sydvest for Køge.
Flere selskaber har også søgt om tilladelse til olie- og gas efterforskning i det allersydligste Danmark, hvor et gammelt koralrev strækker sig op fra Holland gennem Tyskland.
Skiferarten under Nordjylland og Nordsjælland hedder Alum Skifer og er ifølge reservoirgeolog Niels Schovsbo fra Geus en af de tre skifer-arter, som europæiske geologer har udpeget, fordi der kan udvindes naturgas fra dem
Niels Schovsbro deltager i et stort europæisk projekt ved navn GASH, hvor geologiske myndigheder og forskningsinstitutioner skal kortlægge skifer-lagene og deres naturgas-potentiale. Forskerne etablerer blandt andet en database over mulige skifer-arter og deres egenskaber, hvor dybt de ligger, og hvordan de vil opføre sig, hvis man skal producere naturgas fra dem.
»Vi ved faktisk ikke så meget om skiferlagene her i Europa. Først når deres egenskaber er bedre kortlagt, kan man prøve at vurdere, hvor meget naturgas der kan produceres fra disse skiferlag,« siger han.
Bedre teknikker som vandrette boringer og en effektiv opsprækning af skiferlagene ved boringerne gør, at amerikanerne kan udvinde naturgas fra skiferlag. Tidligere måtte de pænt vente på, at gassen selv strømmede ud gennem porerne. Skifergas-teknikken er først og fremmest billig, fordi boringen foretages på land.
I Sverige er Shell godt i gang med at undersøge et område i Skåne for velegnede skiferlag.






