Vrede kunder giver dansk solcelleproducent vokseværk
Kunder, der brokker sig over, at alt er udsolgt, får Danfoss Solar Inverters til satse på massiv vækst i en tid, hvor produktionsvirksomheder ellers har skruet helt ned for vækstambitionerne.
Henrik Raunkjær, administrerende diretør i Danfoss Solar Inverters, planlægger, at virksomheden skal vokse med mere end 50 procent inden for de kommende tre år.
Fakta
Tema
Læs også
-
Ekspert til læserne: Solcellebiler kan køre 3 mio. kilometer per hektar
-
Danfoss-boss i energi-opsang til politikerne: Så kom dog i gang
Læs mere om
Et ekspanderende europæisk marked for solcelleanlæg har tvunget Danfoss Solar Inverters til at tænke stort. Rigtig stort. Den sønderjyske producent af vekselrettere til solcelleanlæg planlægger at vokse med mere en 50 procent de kommende tre år og få tilkæmpet sig en plads blandt de helt store spillere i branchen, fortæller Henrik Raunkjær, adm. direktør i Danfoss Solar Inverters.
»Med et marked, der vokser med 30-40 procent årligt, har vi svært ved at følge med efterspørgslen. I øjeblikket er vi udsolgt for resten af året, og det skaber utilfredse kunder. For at kunne følge med og vinde markedsandele, skal vi op på 50 procents vækst årligt, siger Henrik Raunkjær.
Han så gerne, at virksomheden inden for en kort årrække blev nummer to i branchen. I øjeblikket sidder tyske SMA Solar Technology på omkring 35 procent af verdensmarkedet, og det ville i følge Henrik Raunkjær være ‘naivt’ at tro, at den danske virksomhed skulle kunne indhente sin tyske storebror. Han håber derimod, at han kan skubbe sin virksomhed foran de nærmeste konkurrenter Fronius, Karco, Mastervolt og Sunways, der hver har mellem seks til ti procent af markedet.
Vores leverandør var ikke god nok
Det er særligt på produktionssiden, at Danfoss Solar Inverters har været presset af den stigende efterspørgsel de seneste par år. Og for at holde på kunderne og få nye ind i porteføljen har den sønderjyske virksomhed sat ekstra kræfter ind i forhold til kapacitetsopbygning, markedsføring og rekruttering.
Af samme grund flytter Danfoss Solar Inverters en del af sin produktion, administration, salg og udvikling til Gråsten i begyndelsen af 2010 for at blive integreret med Danfoss Drive. På den måde håber Henrik Raunkjær at opnå en række indkøbsmæssige og produktionsmæssige fordele.
»Den massive efterspørgsel har gjort, at vi i en periode fik valgt en leverandør, der ikke har levede op til forventningerne. Det var skidt for økonomien. Fremover kan vi trække på et veludviklet kvalitetsstyringssystem hos Danfoss Drives, så vi forhåbentlig undgår lignende situationer,« siger Henrik Raunkjær.
Søger 20 nye elektronikingeniører
Målet er at kunne reagere hurtigere på ændringer i markedet blandt andet ved at sætte tempo på produktudviklingen og styre levering og produktion strammere. Det forudsætter imidlertid en større medarbejderskare, og derfor søger Danfoss Solar Inverters pt. efter 20 nye medarbejdere blandt andet elektronikingeniører. Inden for tre år forventer Henrik Raunkjær, at virksomheden vil vokse fra de nuværende 160 til 300 medarbejdere.
Derudover skal der opbygges et servicenetværk i de sydeuropæiske lande, så lokale servicemedarbejdere kan rykke ud til kunderne. Udover det nuværende sydeuropæiske marked, ser Danfoss Solar Inverters et voksende marked i Østeuropa, Kina og på sigt USA.
»Jeg kan ikke afvise, at nye markeder skal vindes gennem fusioner og opkøb på længere sigt. Men med de begrænsede lånemuligheder i øjeblikket er der ingen aktuelle planer. Vores nuværende strategi omfatter organisk vækst og konsolidering,« siger Henrik Raunkjær.
Danfoss Solar Inverters har de seneste år satset på såkaldte residentiale anlæg på mellem 1 til 10 kW og på større kommercielle anlæg, og netop disse anlægstyper vil fortsat være virksomhedens primære forretningsområde







