Broen over Messinastrædet får 383 meter høje pyloner, som står på land, fordi farvandet er dybt og strømfyldt.
Nu gør Cowi klar til verdens længste hængebro med et spænd på 3,3 km
Italien har sat de første ti milliarder kroner af til at forbinde Sicilien med resten af støvlelandet. Cowi er hovedrådgiver på hængebroen over det dybe og strømfyldte Messinastræde.
Multimedia
Infografik:
Grafik: Rekordlang hængebro skal modstå stærk vind og jordskælv
Læs også
Læs mere om
Italiens parlament har sagt ja til at finansiere byggeriet af verdens længste hængebro, som skal gå over Messinastrædet og forbinde Sicilien med det italienske fastland. De første 10 af i alt knapt 50 milliarder kroner står på landets finanslov for 2010.
Det uhyre ambitiøse brobyggeri er premierminister Silvio Berlusconis prestigeprojekt, men har været lagt i mølposen under Italiens tidligere premierminister, Romano Prodi.
Broen var klar til at blive bygget af entreprenørkonsortiet Eurolink med Cowi som hovedrådgiver, da Prodi skrottede projektet som alt for dyrt.
Cowis del af kontrakten er på omkring en halv milliard kroner, og brodirektør Anton Petersen er netop i dag i Rom til kickoff-møde.
»2. oktober underskrev Eurolink det "addendum" til den oprindelige kontrakt, som nu har sat det hele i gang igen. Og nu begynder vi at detailprojektere,« siger Anton Petersen fra Rom.
»Vores opgave er, som den hele tiden har været, at designe broen og lave teknisk opfølgning under udførelsen. Vi opretter vores 80 mand store projektkontor i København. Herfra samarbejder vi med to-tre italienske underrådgivere, der rapporterer til os, og vi rapporterer videre til Eurolink,« fortæller Anton Petersen.
Den 3,3 kilometer lange bro kommer til at forbinde Sicilien med det italienske fastland og erstatte dagens langsomme færgedrift. Til sammenligning er spændet på hængebroen over Storebælt 1.624 meter.
Ud over motorvej består anlægsprojektet af højhastighedsspor og får efter planen plads til 200 daglige tog.
Broen skal stå færdig i 2017 og bliver først og fremmest bygget for at udvikle Syditaliens infrastruktur. Den ventes at få 15-20 procents støtte fra EU.
Den skal dimensioneres til at holde hele 200 år, og der skal tages højde for jordskælv og stærk vind.
Broen kommer ifølge Cowis hjemmeside til at bestå af tre brodragere, hvor andre normalt består af én drager. Af hensyn til broens aerodynamiske stabilitet vil dragerne blive udformet med krumme overflader som flyvinger.
Broen har et ekstremt spænd, der er 50 pct. længere end den hidtidige verdensrekord fra Japan.
Pylon-højden er 382,6 meter, 40 meter højere end den hidtidigige rekord-indehaver, franske Millau. Dæk-bredden bliver 60,4, og dens kabeldiameter er 4 x 1,24 meter.
Messinastrædet er på sit smalleste punkt ikke mere end 3,1 kilometer, men farvandet er både dybt og strømfyldt og derfor ikke egnet til at placere bropiller i.





