Nokia solgte 14 millioner kinesiske skrammel-opladere
Kinesiske BYD har haft så dårlig styr på produktionen, at mobilopladerne risikerer at falde fra hinanden, mens de sidder i kontakten.
Nokias egen illustration af, hvordan kunderne genkender opladerne med de dårlige samlinger, hvor producenten, BYD, er fremhævet.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Nokia tilbyder nu kunderne at bytte 14 millioner opladere til mobiltelefoner, efter den finske producent har fundet ud af, at de er elendigt samlet.
Faktisk risikerer opladerne ifølge en meddelelse fra Nokia helt enkelt at falde fra hinanden. Derfor kan indmaden blive blottet, mens de sidder i en tændt kontakt.
Nokia tilbyder derfor kunderne af de berørte mobilopladere gratis at få dem byttet, hvis de er nervøse ved at sætte dem i kontakten.
Ifølge Computerworld er 40.000 af de 14 millioner opladere solgt herhjemme. De berørte opladere har betegnelserne AC -3U og AC-3E og er produceret mellem 15. juni og 9. august 2009. Den er også gal med AC-4 fremstillet mellem 13. april og 25. oktober 2009.
Nokia gør i sin meddelelse meget ud af at pointere, at selskabets egne fabrikker ikke selv står bag miseren. Det gør derimod kinesiske BYD (Build your Dreams), der er blevet kendt i hele verden for sine prototyper på elbiler.
Nokia oplyser ikke, hvad ombytningen af skrammelopladerne ventes at koste, men forventer at sende regningen videre til Kina.
For godt to år siden tilbød Nokia at ombytte 46 millioner batterier, som risikerede at overophede.






