Medicinalfirma løber fra erstatningsansvar for influenzavaccine
Hvis vaccinen mod svineinfluenza viser sig at give danskerne bivirkninger, så hænger staten på erstatningsansvaret. Det var kravet fra fabrikanten for at levere vaccinen hurtigt til Danmark.
Læs også
-
Leder: Det kan godt blive svinedyrt, selv om vi ikke dør af det
-
Italienske forskere: Spild ikke medicin mod svineinfluenza på ældre
-
Professor: Svineinfluenza rammer 1,5 millioner danskere efter sommerferien
-
Alarmen er afblæst: Vaccine mod svineinfluenza på vej til Danmark
Læs mere om
Hver tredje dansker får pumpet vaccine mod svineinfluenza H1N1 ind i kroppen, men viser vaccinen sig at have alvorlige bivirkninger, så skal man ikke klage til fabrikanten Glaxosmithkline.
Presset på medicinalgiganten fra regeringer og virksomheder verden over for at levere vaccinen hurtigt betød nemlig, at Danmark og andre lande var nødt til at påtage sig erstatningsansvaret eller finde en anden vaccine.
»Vi forsøgte at få det ændret, men det var kravet fra vaccinefirmaerne, at de ville have en ansvarsfraskrivelse,« siger administrerende direktør Niels Christian Strandberg Petersen fra Statens Serum Institut til TV-Avisen.
I Danmark bliver vaccinen givet til personer, der arbejder med nøglefunktioner i samfundet, såsom politi, brandvæsen og sundhedspersonale, men også svage personer med eksempelvis et svækket immunforsvar får tilbudt vaccinen.
I Danmark måtte staten betale 50 millioner kroner for at få vaccinen som et af de første lande i verden, og for hver indsprøjtning skal der betales yderligere 35 kroner.
Ifølge flere eksperter er medicinalbranchen yderst opmærksom på at undgå erstatningssager, fordi de kan koste selskabet meget store pengebeløb, men hverken Sundhedsstyrelsen eller sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) mener, at der er grund til at bekymre sig om bivirkninger.
»For patienterne betyder det ingenting, og havde vi ikke accepteret vilkåret, havde vi slet ikke fået gang i vaccineproduktionen,« siger han.
S: Det er helt nye oplysninger
Socialdemokraternes sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen er dog overrasket over, at medicinalfirmaet ikke har et ansvar for bivirkninger.
»Det er helt nye oplysninger for mig. Det viser jo, hvor hastigt det her beredskab nu bliver sat sammen. Både i Danmark og internationalt. Og det kan jo være med til at give en frygt hos nogle mennesker, om de tør tage vaccinen,« siger hun til TV-Avisen.






