Antallet af små Mads Clausen-kloner, som Danmark skal leve af i fremtiden, er ikke imponerende. Der tales meget om det, men resultaterne er små. Der er alt for langt imellem nye og epokegørende innovationer, der kan være bærende for den fremtidige danske eksport.

Hvorfor? Spørger man sig selv, når nu både regering, dansk industri, fagbevægelsen og alle velmenende pensionskasser er enige om, at skabelse af nye innovative virksomheder er livsnødvendigt for at sikre den høje danske levestandard i fremtiden.

Svaret er mangel på penge - masser af penge, masser af tålmodige penge. Penge, der fortsætter med at strømme i flere år, indtil hele udviklingsperioden fra produktidé, fra patentarbejde til prototype, fra første markedsintroduktion til testmarketing, fra serieproduktion til lagerføring og distribution - osv.osv.

Alt dette tager tid og ufattelig mange flere penge, end statskassen vil, kan, skal eller bør finansiere. Opfinderen og iværksætteren kan også godt glemme pensionskasserne og - frem for alt - glemme om at få nogen som helst hjælp fra bankerne.

Svaret er, at innovationsprojekter skal finansiering gennem investorernes mulighed for skatteafskrivninger.

Mange husker sikkert de glade dage med 'trusserederierne'. Her så man hvert efterår store reklamer fra Difco og andre selskaber, der lokkede med store skatteafskrivninger på skibe, boreplatforme, ejendomme, etc. Ingen forudbetaling; kun en kaution, så havde man reduceret topskatten for det pågældende år.

Der lå ikke meget research bag en beslutning om en sådan investering. Løftet om en reduceret personlig skat var rigelig motivation.

Men er vi ikke blevet meget klogere i 2009?. Næppe. Nu-reduktion af topskatten med en mulig gevinst på et nyt Danfoss, Grundfos, Novo eller Lego vinkende forude vil - med den rigtige præsentation - trække mange investorer til.

Med denne mulighed indbygget i skatteloven vil vi på meget kort tid kunne tiltrække de kræfter i finansverdenen, der lever af at formidle finansiering. Opfinderen og iværksætteren vil fornemme en fornyet interesse i sit projekt, og sammen med finanseksperterne vil de udvikle investeringspakker, der vil bliver averteret for salg i dagbladene.

Resultatet for iværksætteren vil være en række ikke-solidariske kautioner, der kan bruges til finansiering af første trin af udviklingen.
Omtalte pakke kan præsenteres som en 'flertrinsraket', hvor køb af en andel i første trin giver rettigheder til diskonteret køb af følgende trin, der offentliggøres før skatteårets slutning. I modsætning til investering i skibe, hvor man forpligter sig til hele forløbet fra bygning over drift indtil endelig salg, vil den trinvise investering i en innovationspakke ikke forpligtige investor udover den eller de faser, han deltager i.

Møder udviklingen ikke de forventede mål for den pågældende pakke, står investor uden yderligere ansvar. Markedsføring af disse investeringspakker skulle gerne resultere i mange, men små investorer, der vil skabe større stabilitet i udviklingsprocessen.

Alt dette kræver uden tvivl en ny lovgivning, der angiver spillereglerne for denne proces, men ellers kræver det ikke andet fra statsmagten end at finansiere udviklingsprojekterne via det eksisterende skattesystem. Med en lidt mindre skatteindtægt her og nu, men med garanti for senere at indkassere skatten på udbyttet af mange succesfulde projekter. De samme projekter, der kan sikre, at staten stadig har en rig befolkning at beskatte i fremtiden.