Absurd brandskat på el gør livet surt for effektive varmepumper
Når elafgiften stiger fra nytår, er det en kæp i hjulet for regeringens egne bestræbelser på at fremme varmepumper. Trods løfter er intet gjort for at ændre det.
Læs også
-
Nu kører Danmarks første kæmpe-varmepumpe på billig møllestrøm
-
Elpatroner kan sikre Danmark mod at spilde vindmøllestrømmen
Læs mere om
Flere og større vindmøller i Danmark og mere biomasse på de danske kraftværker gør el til en stadig mere miljøvenlig energikilde. Alligevel bliver netop el straffet hårdere end alle andre energiformer, når de nye energiafgifter træder i kraft fra næste år.
Men i forhold til CO2-udslippet bliver el beskattet hårdere end olie og naturgas, og derfor vil en afgiftsstigning på samtlige energiformer på i praksis 15 procent kunne mærkes mest markant på elafgiften.
»Det er et totalt paradoks, at regeringen hæver afgiften på el. Det står fuldstændig i modstrid med den linje, som alle - inklusiv regeringen - er enig om, at vi skal bruge mere el til opvarmning gennem brug af varmepumper og på længere sigt bruge el i transportsektoren til elbiler,« siger afdelingschef i Dansk Energi, Lars Hansen.
Elselskabernes organisation står ikke alene med sin kritik. Også De Økonomiske Vismænd, Dansk Industri, en ekspert fra rådgivningsfirmaet Grontmij Carl Bro og Vindmølleindustrien har advaret om, at den stigende elafgift vil bremse brugen af varmepumper til opvarmning.
Intet sket trods løfter fra Venstre
I forbindelse med skattereformen i det tidlige forår sidste år erkendte Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt, at skattereformen havde en uheldig indvirkning på varmepumperne. Han lovede derfor, at han ville forsøge at fjerne barriererne for varmepumper.
Politikerne har holdt fast i, at det skal være attraktivt at bruge varmepumper eller store dyppekogere til at producere fjernvarme med vindmøllestrøm. Det blev besluttet efter skattereformen, hvor den såkaldte elpatronlov bevarer de lave afgifter til denne strømproduktion.
Men for private husstande er der intet gjort for at fremme udbredelsen af varmepumper, selvom en rapport bestilt af Skatteministeriet og udarbejdet af Ea Energianalyse og Risø DTU påpeger, at elafgiften bør sænkes for at fremme varmepumper yderligere.
»Der er intet sket siden skattereformen. Vi har forgæves forsøgt at få det her på dagordenen gennem skriverier til Folketingets energipolitiske udvalg, men der er intet sket,« siger Lars Hansen.
Højere elpris giver ikke færre drivhusgasser
En virkelig irriterende sten i skoen hos blandt andre Dansk Energi, Dansk Industri og Vindmølleindustrien er, at målt på udledningen af CO2 bliver el stadig voldsommere beskattet i takt med, at flere vindmøller skyder op.
Beregninger fra Copenhagen Economics viser, at afgiften per ton CO2 fra fyringsolie er 820 kroner, mens afgiften per udledt tons CO2 til opvarmning med el er over dobbelt så høj, 1742 kroner. Med skattereformen vil den danske elafgift svare til en pris på 2.000 kroner per ton CO2. Dermed er afgiften 20 gange så høj som prisen på et ton CO2 i EU´s kvotesystem.
Hele ideen med skattereformen er at flytte beskatning fra arbejdsindkomst til især forbrug af energi. Udregninger viser, at bruttoenergiforbruget vil falde med reformen. Men Skatteminister Kristian Jensen (V) erkendte allerede sidste år, at et fald i danskerne elforbrug overhovedet ikke fjerner drivhusgasser, da CO2-udledningen er styret af det europæiske kvotemarked.






