Genmab: Vi bevarer alle vores kliniske projekter
Topchef Lise Drakeman lover, at det kriseramte biotekselskab Genmab ikke lukker kliniske projekter under en omfattende nedskæringsrunde. 110 fra udviklingsafdelingen står dog til fyring.
Læs også
Læs mere om
Alle kliniske projekter fortsætter. Det lover Genmabs administrerende direktør, Lisa Drakeman, selv om Danmarks største biotekvirksomhed må fyre 300 medarbejdere og lægger en halv milliard oven i årets underskud.
»Vi vil ikke skære i kliniske projekter og har stadig fokus på udvikling af antistoffer til kræftbehandling. Vi tror, at omkostningstrykket vil fortsætte, og vi vil være i en meget stærkere situation som følge af vores reorganisering. Fremover har vi brug for en slankere og fleksibel organisation, der bruger flere underleverandører. Vi vil også fokusere på innovation, der er det afgørende behov inden for life science-industrien i dag,« sagde hun på en telekonference torsdag eftermiddag.
Lisa Drakeman forklarer nedskæringerne med, at samarbejdspartnere Glaxosmithkline har overtaget en lang række af Genmabs arbejdsopgaver inden for udvikling. De projekter, som Genmab har i støbeskeen i øjeblikket, er langt mindre.
»Vi er derfor nødt til at tilpasse antallet af hovedet til det, som vi forventer at få brug for i vores udvikling,« sagde hun.
Lisa Drakeman kunne endvidere oplyse, at af de 300 medarbejdere, der skal fyres, er 130 knyttet til den amerikanske fabrik, som bliver sat til salg. Desuden vil omkring 110 medarbejdere i selskabets udviklingsafdeling blive fyret. Det vil ske i både Holland, England, USA og Danmark. Lisa Drakeman understregede, at de endelige tal ikke er på plads.






