Leder: Red Danmark, send praktikerne ud af skolerne
Flere end 10.000 eller omkring en femtedel af en ungdomsårgang forlader uddannelsessystemet uden andre forudsætninger end en afgangseksamen fra folkeskolen. Frafaldet fra erhvervsuddannelserne, og det er primært fra produktionsskolerne, vokser kraftigt. I 2008 afbrød over 15.700 deres erhvervsfaglige grundforløb og knap 10.000 deres hovedforløb - henholdsvis en tredjedel og en lille fjeredel af de indskrevne studerende. I 2001 udgjorde frafaldet knap en fjerdedel og knap en femtedel.
Det er alarmerende store tal og dokumenterer, at vi er meget langt fra den helt nødvendige ambition om, at 96 procent af en årgang skal have en uddannelse. Forhåbentlig søger mange af de frafaldne ind på en anden uddannelse, som de gennemfører. Det er naturligvis en dyr løsning for samfundet, men langt bedre end den tendens, der viser sig i særlige udkantsområder og visse forstæder, hvor de unge uddannes dårligere end for ganske få år siden.
Det er en katastrofe for landet, hvis vi ikke hurtigt får ændret denne udvikling, der vil polarisere befolkningen og cementere en stor underklasse uden uddannelse. Der er netop ikke tale om en marginaliseret restgruppe, men en tocifret procentdel af en opvoksende generation. Vi kan investere milliarder på forskning og eliteuddannelser, alt det vi har lyst. Men de forventede øgede bidrag til samfundskagen vil hurtigt få ben at gå på, når de opsuges af den lærings- og behandlingsindustri, der spindes rundt om de unge for at hjælpe dem: Andre pædagoger, nye undervisningstilbud - og om lidt en sagsbehandler.
Mangler der penge? Eller skal vi gribe problemet anderledes an? Aktuelt ser det ud til, at opposition og regering er parat til at smide henved 400 mio. kr. fra globaliseringspuljen i ungdomsuddannelserne. Og i sidste uge meddelte Undervisningsministeriet, at der er afsat 126 mio. kr. over fire år til særlige uddannelsestiltag til udsatte unge - heraf halvdelen af pengene til endnu en skoletype - træningskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).
Politisk Vilje er der. Og pengene i den grad også. Undervisningsministeriets budget var i starten af dette årtusinde cirka 30 mia. kr. årligt. Nu er det på 45 mia. kr. Det er i lyset af de pauvre resultater vel ikke urimeligt at hævde, at nogle af pengene må være brugt helt forkert, og at det ikke er en løsning bare at bruge flere.
Der eksisterer et dogme om, at industrijob og håndværk er så komplekse, at de kræver stærke læse- og måske også regnefærdigheder. Derfor fastholder vi skoletrætte og bogligt svage afgangselever på skolebænken i deres erhvervsuddannelser, selv om de fleste sikkert mestrer både sms og Facebook. De skal nok komme efter det, hvis man indretter sig. Det handler om at lære at skifte forlygtepærer på biler, bygge tagspær eller hjælpe med at lægge kloakrør, så de hælder rigtigt. At løse praktiske opgaver, der skal bruges ude i virkeligheden er motiverende.
Senere kan man finde bøgerne frem igen, fordi den unge kan sætte praksis i sammenhæng med den boglige viden og nu har lysten til at lære. Nogle af de unge får sikkert en god idé, læser videre til ingeniør og grundlægger et firma. Måske baner det vejen for et industrieventyr.
