/byggeri

Radon slår 5.000 gange flere danskere ihjel end giftgrunde

Danskere, der bor på en giftgrund, er langt bedre beskyttet af grænseværdier, end folk i huse, hvor der trænger radon ind. »Radon overskrider alle grænser for, hvad der normalt accepteres af forurening,« fastslår ekspert i jordforurening.

Af Kasper Brøndgaard Andersen, lørdag 07. nov 2009 kl. 14:00

Hvis dit hus ligger, hvor der før havde været en tankstation eller kemikalievirksomhed, er du bedre beskyttet af grænseværdier for forurening, end hvis der siver radioaktive radongasser op fra undergrunden.

For menneskabt jordforurening gælder der nemlig grænseværdier opstillet af WHO, som skal sikre, at højst én ud af én million mennesker, der udsættes for livslang påvirkning, dør af det.

Men fordi radongasserne i jorden er naturlige, er de danske myndigheder ikke på samme måde tvunget til at sikre boligmassen mod radon for at få dødstallet ned. For der findes ingen grænseværdier, som kan sikre samme lave dødelighed.

Derfor modtager danskerne kræftfremkaldende radondoser, der er omkring 5.000 gange farligere, end myndighederne tillader, når der er tale om menneskeskabt forurening fra eksempelvis benzin- og oliedampe eller klorerede opløsningsmidler, der trænger ind i boligen på samme måde som radon.

Det undrer Hans Fredborg, der er vicedirektør og ansvarlig for bekæmpelsen af jordforurening i Region Midt:

»Radon overskrider alle grænser for, hvad der normalt accepteres af forurening. Der er ikke anden forurening, der er i nærheden. Der dør omkring lige så mange, som der gør i trafikken, men det bliver accepteret stiltiende,« siger han og støttes af Mette Neerup Jeppesen, chef for miljødivisionen i Niras:

»Det er mærkeligt, at myndighederne accepterer, at så mange mennesker dør på grund af radon, bare fordi man ikke kan sende aben videre til en virksomhed. Det er en specifik farlighed, man kigger på, og så burde det være lige meget, om det er menneskeskabt eller ej,« siger hun.

Mens der ifølge tal fra Miljøstyrelsen blev brugt 385 millioner offentlige kroner på bekæmpelse af jordforurening i 2007, er det helt op til den enkelte boligejer, om der skal bruges penge på radonsænkende tiltag.

Radon er værst for indeklimaet
De danske myndigheder giver ikke tilskud til radonforanstaltninger, som man gør i Sverige og Norge. Det undrer Hans Fredborg, da radon slår langt flere ihjel, end myndigheder tillader, at der dør af menneskeskabt jordforurening:

»I forhold til indeklimaproblemer er radon topscoreren uden lige. Punktforurening kan godt være lige så farligt som radon, men det er typisk på gamle industrigrunde. Radon påvirker forfærdelig mange boliger, så langt flere bliver påvirket. Det er dybt bekymrende,« siger han.

Når der er tale om menneskeskabt jordforurening, har myndighederne fastsat grænseværdier, der skal sikre, at højst én ud af én million mennesker, der udsættes for livslang påvirkning over 75 år, dør af det. Med en befolkning på 5,5 millioner accepterer myndighederne altså over en livstid kun en håndfuld dødsfald som følge af menneskeskabt jordforurening.

Radon slår, ifølge myndighederne, hvert år 300 mennesker ihjel. Over 75 år er det 22.500 liv, der går tabt. Eller omkring 5.000 gange flere dødstal, end myndighederne tillader, der dør af menneskeskabt jordforurening.

Risikoekspert og ph.d. ved KU, Karsten Klint Jensen, forklarer det med, at radon ikke trækker store overskrifter:

»Når folk ikke dør spektakulært, kan det være en årsag til, at politikerne tager det med ro. Alligevel er 300 dødsfald et voldsomt stort tal, og af den grund undrer det mig, at der bliver taget så afslappet på det«.

Erhvervs- og Byggestyrelsen oplyser, at en stramning af bygningsreglementet er på vej for radon i nybyggeri. Det betyder, at ejere af nybyggeri, der kan dokumentere radonniveauer på over 100 bq/m3, kan gøre krav på, at bygherren skal radonsikre huset, så det ikke overskrider grænseværdien.

For eksisterende boliger vil der dog hverken bliver afsat penge eller fastsat gældende grænseværdier.

Erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen (K) meddeler i et skriftligt svar, at radonniveauet i eksisterende boliger er op til den enkelte kommune og boligejer at gøre noget ved.

»Det her handler ikke om, hvorvidt myndighederne accepterer dødsfald eller ej. Det handler om, hvem der har ansvaret for hvad. Der er for eksisterende byggeri altså tale om individuelt ansvar,« skriver hun.



08. nov 2009 kl 01:10

Kamse .

radoncheck

5.5 mio / 22.500 = 244

Så 1 ud af 244 danskere (0.4%) dør pga. radon stråling? Det lyder helt vildt, at der ikke bliver gjort noget ved det. Hvad har en gennemsnits dansker af muligheder for at checke strålingen i sit hjem?


08. nov 2009 kl 11:35

Jens Dalsgaard Nielsen

Re: radoncheck

prøv at søge på google. Pris for en hjemmetest ca 500 kr


08. nov 2009 kl 11:58

avatar

Martin Hundebøll

Gange 5.000

Er der overhovedet mere end én dansker, der dør som følge af en giftgrund om året?

Jeg kan lige forestille mig vi taler om 0.1 dansker. Og så er man jo rimeligt hurtigt oppe på en faktor 5kilo!


08. nov 2009 kl 11:58

Jesper Petersen

Re: radoncheck

Ja, iflg. diverse danske rapporter er gennemsnitsdanskerens risiko for at dø som følge af radonbestråling ca. 0,4 %. Og ja, det er helt vildt at der derfor ikke gøres mere ved det.


08. nov 2009 kl 12:31

Lars Andersen

Trist

Mette Neerup Jeppesen:

Det er mærkeligt, at myndighederne accepterer, at så mange mennesker dør på grund af radon, bare fordi man ikke kan sende aben videre til en virksomhed. Det er en specifik farlighed, man kigger på, og så burde det være lige meget, om det er menneskeskabt eller ej.

Mette har desværre alt for meget ret. Det bliver aldrig en vindersag at bede folk om at etablere fordyrende ventilation og overtyk i boligen eller at støvsuge radon/polonium nullermænd væk.


08. nov 2009 kl 13:01

avatar

Claus Wøbbe

Cost/benefit

Men kan det betale sig at bekymre sig ret meget om Radon? Ca. 300 danskere dør hvert år pga. Radon, mens ca. 14.000 dør pga. rygning.
Måske er det bedre at poste penge i bedre undervisning om risikovurdering?
Kilde: http://www.cancer.dk/Tobak/Tal...tik/


08. nov 2009 kl 13:11

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Cost/benefit

Men kan det betale sig at bekymre sig ret meget om Radon? Ca. 300 danskere dør hvert år pga. Radon, mens ca. 14.000 dør pga. rygning.

Mnjoe, men hvis Radon ikke skal blive nummer 1 på listen, når rygning over de næste 25 år falder ned af listen, skal vi vel til at handle nu ?

Og helt ærligt, hvis det drejer sig om at håndværkere sjusker eller bolighajer sparer 1000 kr per nybygning, så er der vel ingen undskyldning for ikke at få det på plads ?

Poul-Henning


08. nov 2009 kl 13:14

Bjarke Mønnike

Re: Cost/benefit

Ja og resten dør helt af sig selv.

Vorherre bevare os for sådant noget sludder. Ikke så snart der ikke er en grund for at være bange for A kraft mer, skal klimahyklerne straks finde på noget andet "radioaktivt" at gøre danskerne bange med og give politikerne argumenter for nye afgifter.


08. nov 2009 kl 13:49

Claus Andreaseen

Re: Re: Cost/benefit

men tænk så på det beløb der bruges på sikring imod togulykker eller fly crash...det er ekstremt mange penge, specielt se i lyset af så få personer der dør ved de transportmidler.
Men Radon, det er helt fint...man giver jo alligevel rygning eller arbejds miljøetskylden.

PS: Ja tak, til atomkraft i danmark.


08. nov 2009 kl 17:22

avatar

Ricky Berner

Re: Re: Cost/benefit

for at radon skal blive nr 1 på listen , kræver de vist at det ka bevises at det er påvirkningen af radon som d e 0,4% dør af af at det ikke kun er en beregnet værdi.......
sålænge der er tale om beregnede værdier er alle påstande gyldige....
:O)


08. nov 2009 kl 20:18

Jesper Petersen

Re: Re: Re: Cost/benefit

Ikke så snart der ikke er en grund for at være bange for A kraft mer, skal klimahyklerne straks finde på noget andet "radioaktivt" at gøre danskerne bange med og give politikerne argumenter for nye afgifter.

Man "fandt på" at radon er kræftfremkaldende i starten af 1920'erne. Efter min mening bør man gøre op hvor man vil bruge de midler der er til rådighed, og der skal man vel sætte ind hvor man kan "redde flest menneskeliv"?

for at radon skal blive nr 1 på listen , kræver de vist at det ka bevises at det er påvirkningen af radon som d e 0,4% dør af af at det ikke kun er en beregnet værdi.......
sålænge der er tale om beregnede værdier er alle påstande gyldige....
:O)

Du kan kun bevise at et stof er kræftfremkaldede ved statistiske undersøgelser. Så du ikke min besked i et andet indlæg om radon?

Jeg mener ærligt talt at man bør undersøge sagen nærmere inde man udtaler sig om risikoen ved radon. Radon er et af de bedst dokumenterede kræftfremkaldende stoffer der findes, og der er foretaget rigtigt mange store undersøgelser (case-control og cohort, både for minearbejdere og "almindelige" mennesker) der påviser en signifikant sammenhæng mellem radon og lungekræft.


09. nov 2009 kl 06:46

avatar

Claus Wøbbe

Re: Re: Re: Re: Cost/benefit

Jeg mener ærligt talt at man bør undersøge sagen nærmere inde man udtaler sig om risikoen ved radon.

Netop. Jesper. Der er ingen uvished om dette - det har man vidst i årevis. Og hvis problemet kan løses med få udgifter, så skal det da bare gøres. Om dette kan gøres for 1.000 kr som nævnt af PHK ved jeg ikke - min pointe er blot, at vi nu ikke skal til at poste fler-cifrede millionbeløb i oplysningskampagner mv. for at gøre befolkningen paniske.


09. nov 2009 kl 09:58

Allan Astrup Jensen

Re: radoncheck

5.5 mio / 22.500 = 244

Så 1 ud af 244 danskere (0.4%) dør pga. radon stråling? quote]

Disse skøn mht. radons farlighed er meget usikre og utroværdige og accepteres kun, fordi der er tale om en naturlig forurening.


09. nov 2009 kl 17:47

Finn Jensen

Re:Radoncheck

Om Radon er farligt? Eller hvordan adskille passiv rygning fra de som bor i Radon udslippende bygninger? Radium "udslippende Emanation". :-) jeg tager det ikke for alvorligt selv.


13. nov 2009 kl 20:43

Allan Rabe

Re: Re:Radoncheck

Sundhedsstyrelsen anbefaler at man min anvender to radonmålebokse.

Link til den billigste leverandør på det danske marked

www.RadonFri.dk


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.