Årgang 08 startede lønkapløbet halvgodt
Yngste årgang klarede deres første lønforhandling dårligere end sidste års dimittender - men de har trods alt fået et job.
Læs også
5,7 procent i lønforhøjelse.
Ikke så ringe endda skulle man mene. Men hvis årets ingeniørdimittender havde kigget på årgangen lige før, så havde de måske sat næsen op efter endnu mere til karrierens første lønforhandling. Sidste års dimittendårgang gik nemlig fra deres lønforhandling med næsten det dobbelt: 9,5 pct.
De nyuddannede ingeniører, som har valgt en karriere i det offentlige, har klaret sig endnu bedre. Her er stigningen helt oppe på 11,3 pct. Men heller ikke de kan dog holde trit med sidste års store hop på 15,6 pct.
Til gengæld er begyndelseslønnen i det offentlige så meget lavere, at forskellen mellem en privatansat og en offentligt ansat ingeniør med et års anciennitet stadig falder ud til den privatansattes fordel - også efter reguleringen. Gennemsnitligt tjener de henholdsvis 34.052 kr. og 31.665 kr. pr. måned.
Ole Høyer, formand for Ansatte Ingeniørers Råd i IDA, glæder sig over yngste årgangs lønstigning, også selv om den ligger et stykke fra lønstigningerne sidste år:
»Nu er jeg jo jyde og vil nødigt overdrive, men jeg vil alligevel vove at sige, at lønstigningen sidste år var ret god. Men hvis vi også forventer det ypperste i år, så er vi lidt naive.«
De fleste virksomheder ansætter nyuddannede til en forholdsvis lav løn, som så får et ordentligt skub fremad ved første lønforhandling. I år har krisen lagt en dæmper på lønforhøjelserne og visse steder sat dem helt i bero. Det betyder, at årgang 2008 risikerer et lønefterslæb resten af deres arbejdsliv, mener Henrik Holt Larsen, professor på CBS:
»Selv om virksomhederne burde sikre, at de uheldige årgange bliver sat op i løn, når konjunkturerne vender, så kan man i realiteternes verden godt overse en kunstigt lavtlønnet person. Så man må selv råbe op for at undgå et efterslæb,« siger han.
Men de dimittender, der er i job, bør måske se stort på årets lønstigning og prise sig lykkelig over, at de ikke er arbejdsløse. For mens ingeniørstuderende for et år siden nærmest er blevet hevet direkte fra eksamensbord til jobsamtale, så viser de seneste ledighedstal et helt nyt billede.
Septembertallene fra Ingeniørernes A-kasse viser, at 35,4 pct. af dimittenderne er ledige. Det svarer til, at 799 nyuddannede ingeniører intet job har. På samme tid i 2007 og 2008 var det henholdsvis 24,5 og 21,1 pct. Ledigheden er med andre ord det allerstørste problem for årgang 2008, mener arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, AAU:
»Den største fare er slet ikke lav startløn, men risikoen for at blive holdt uden for arbejdsmarkedet. Det afgørende for dimittenderne er at få foden indenfor,« siger han.





