Kommentar: Innovative iværksættere dehydrerer i 'Dødens dal'
Af Lars Stigel formand for Forskerparker og Innovationsmiljøer (FOIN), direktør i Østjysk Innovation.
Det har aldrig været let. Iværksættere med forretningsideer, der skal igennem en udviklingsproces, før de når markedet, har altid skullet kæmpe hårdt for at få fat i risikovillig kapital. Også de iværksættere, der siden 1998 har fået deres første investering fra de seks danske innovationsmiljøer, har skullet kæmpe hårdt for at få de næste risikovillige private investorer lokket til.
De seneste år har det dog været mere end svært for nye selskaber. De dehydrerer af kapitalmangel i 'Dødens dal' - betegnelsen for den strækning som virksomheder, der er afhængige af risikovillig kapital skal passere for at nå den forjættede kapital.
Mange virksomheder med overbevisende forretningsideer ligger i Dødens dal, sukker af tørst og er ved at miste bevidstheden. Andre ligger døde hen. Deres sidste ord var usammenhængende, men 'finanskrise' var et af dem...
Der er tale om virksomheder, der repræsenterer forretningsområder med globalt vækstpotentiale, hvor såvel staten som private investorer har investeret mange millioner kroner. Det er virksomheder, der repræsenterer en ny iværksætterkultur, hvor blandt andet forskere og studerende er sprunget ud som virksomhedsstiftere. Det er virksomheder, der kan skabe de videntunge arbejdspladser som Danmark skal leve af nu - og i lang tid efter finanskrisen .
Derfor skal man ikke bare lade stå til og sige lad falde, hvad ikke kan stå. Vi har i Danmark stærke kompetencer inden for for eksempel sundhed og bioteknologi. Det koster penge at udvikle de gode ideer herfra til gode forretninger, og de seneste cirka ti år har der både fra statens og private investorers side været satset betydelige summer på at udvikle nye virksomheder på disse områder.
'Fra forskning til faktura' var de fine fyndord. Og tilsvarende på områder som IKT, elektronik, miljø og energi. Der er blevet satset flot på at skabe en pipeline af nye virksomheder med vækstpotentiale med blandt andet offentlige midler, hvor de bedste kunne videreføres i udviklingen med kapital fra private investorer. Selv om det ikke var let.
Finanskrisen har trukket en stor del af den risikovillige kapital væk fra markedet. De danske venturefonde er stort set alle løbet tør for kapital til nyinvesteringer. Business Angels er i vid udstrækning blevet vingeskudt i deres investeringsmuligheder på grund af tab på værdipapirer m.v. Udenlandske investorer er på samme måde tvunget til at indskrænke.
Danske iværksættere med vækstpotentiale er således truet på livet, så et samtidigt udbrud af SARS, Ebola, influenza A H1N1 kombineret med væskemangel næppe kunne være værre.
Skal Danmark fortsat skabe og videreudvikle de relativt nystartede højteknologiske virksomheder, der kan bidrage til at skabe den vækst som vi skal leve af, er der brug for en indsats fra statens side. Nu.
Det taler imod al sund fornuft at lade ti års satsning omkomme i den Dødens Dal, der blevet kraftigt forstørret af finanskrisen.
Der er brug for, at staten går ind i Dødens Dal med en solid redningsaktion, der sikrer, at de bedste af de gispende selskaber kommer igennem den finanskrise, som alle ved er midlertidig. Derfor er der også 'kun' brug for midlertidige statslige løsninger, der kan sikre, at Danmark også efter krisen har stærke iværksættervirksomheder. De skal være klar til at indtage verdensscenen, når krisen er kradset af. Det giver ingen mening at tro på, at man blot kan vække de døde og døende, når finanskrisen først er ovre.
Derfor skal der handles. Nu. Og ja, gode råd er dyre, men trods alt overkommelige. Her er et par stykker:
- I dag kan innovationsmiljøerne investere 1,5 millioner kroner på vegne af staten i den første vanskelige opstartsfase. Lad os få grænsen hævet til det dobbelte. EU har sagt god for det i 2009 og 2010, men i Danmark er vi igennem det meste af 2009, uden at denne mulighed er søgt udnyttet.
- Giv innovationsmiljøerne et løft, så den årlige bevilling på finansloven midlertidigt hæves fra 140 til 250 millioner kroner. Det er nok til 50-60 nyinvesteringer om året samt flere penge til udvalgte virksomheder.
- Lad innovationsmiljøerne tage en større del af investeringen i anden runde - i dag skal private stå for 60 procent af investeringen. Sæt midlertidigt andelen ned til 40 procent. Det vil lokke flere private investorer til.
- Styrk universiteternes muligheder for at investere flere 'Proof of Concept' midler i videreudvikling af forskningsresultater til forretning.
- Styrk det offentlige engagement den danske ventureindustri de næste tre år med en halv milliard om året.
Forhåbentlig er regeringen og de øvrige politiske partier langt fremme i skoene med en redningsaktion, inden Dødens dal bliver til et bjerg - af døde virksomheder.





