Når IT-teknologierne under bankmarkedet bliver modne, bør administration af indlånspenge og af betalinger nationaliseres, blive til en tjeneste som Nationalbanken driver. I så fald vil vi spare endda mange milliarder hvert år.
Hidtil har en sådan nationalisering ikke været rigtigt klogt, det bør man være opmærksom på, at offentlige myndigheder nægter at produktudvikle deres tjenester, og som betyder, at vi fx i dag ikke ville have haft hverken Internet-banker eller automatiserede betalinger. Snart, bør vi dog overveje at nationalisere den risikofrie rutinedel af de nuværende bankers forretninger. De store bankers Internet-banker, den slags, bør tilhøre Nationalbanken, det er min personlige mening.
Private banker elsker dog at have indlånskunder, fordi bankerne kan narre disse kunder til at anvende deres opsparinger på ukloge måder. Hver gang, at en kunde bliver lokket, tjener en bank på gebyrer på transaktionerne, og måske også på renter, og bag kulissen foregår der desuden en lovlig svindel. Hvis en bank udfører et køb af aktier for en kunde, for eksempel, vil banken altid skaffe den aktie på en billigere måde, og måske på en helt anden måde, en banken afslører i handelspapiret med kunden. Private banker elsker også at kende til deres kunders automatiserede betalinger, fordi bankerne kan udnytte sådan viden til at spekulere i fremtidens børskurser og fremtidens rentesatser, altså med anvendelse af insider-viden, som reelt set bør være ulovlig, men, heldigt for bankerne, er der ikke en lov i øjeblikket der forbyder banker at konstruere viden ud fra hundrede tusindevis af små kilder af fortrolig viden.
Kort sagt: Ved at nationalisere indlån og også alle automatiske betalinger, kan vi nedsætte risikoen for at samfundets individer bliver lokket og narret.
At bankerne er i vanskeligheder netop nu, skyldes dog udelukkende vor regering, fordi den undlod at føre tilsyn og endda med vilje. Ved at lukke sine øjne, evnede vore ministre i årevis at holde gang i boblen, så deres ledelse af vort land lignede en stor succes. Lovligheden i dette er, at banker har lov til at bogføre pant i fast ejendom til anslåede markedspriser, og som betyder, at kunder, der tager lån imod at give pant i deres huse, ligner at give bankerne en solid sikkerhed for disse lån, fordi husenes værdier tilsyneladende hele tiden stiger. Og fordi, at det er sådan, fordi bankerne ligner at have solide sikkerheder i form af pant i faste ejendomme, bliver bankerne frigjort til at kunne udlåne endnu flere penge, til mennesker der køber endnu flere huse, en efterspørgsel som vedbliver med at drive priserne på huse i vejret, som forøger bankernes bogførte værdier af pantede sikkerheder, en skrue der bobler opad i det uendelige, indtil det bliver synligt selv for idioter at der ingen realisme er, og da braser det hele sammen. Langt de fleste fagfolk i banker og i ministerier ved dette, men de ved også, at hvis de lukker deres øjne, da vil en boble vedblive med at stige opad i mindst ti år ad gangen, som ligner en stor succes, og fordi det ligner, vil disse mennesker blive stort forfremmet og således opnå meget høje lønninger og pensioner og andre frynsegoder, og med sandsynlighed kan de også nå at lade sig pensionere og omgøre alt til kontanter, eller stikke af i tide til et job i udlandet. Altså en fed personlig fidus for kreative ledere der har en alder på cirka halvtreds og opefter. Realismen er også, at hvis ministre erklærer en sandhed og forhindrer en boble, vil disse ministre miste deres politiske flertal og blive kylet ud, fordi de fleste vælgere er ignoranter. Altså en defekt i vort demokrati.
Til gengæld, er der en faktor, der taler for, at vi bør opleve kriser med jævne mellemrum. Argumentet er, at når der er krise, braser alt skidt sammen, så kun de levedygtige erhvervsselskaber er tilbage, som en sund basis for fremtidig vækst. Det svarer til at udluge i en have, bort med ukrudt, så de gode vækster modtager mere plads og mere sol. Der ligger i denne visdom, at man ikke er rigtig klog, hvis man vælger at skåne ukrudtsplanterne.