/byggeri

Aarsleff hamrer fundamenterne i til verdens største havmøllepark

Aarsleff skal sammen med et tysk selskab opstille verdens største havmøllepark i Themsens udmunding. Ordren er den største nogensinde for den danske entreprenør.

Af Magnus Bredsdorff, tirsdag 03. nov 2009 kl. 14:15

Aarsleff og tyske Bilfinger Berger skal sammen banke fundamenterne til 175 havmøller og to transformerstationer ned i floden Themsens udmunding. Selskaberne skal også rejse møllerne i verdens største havmøllepark, London Array, som alene i første etape kommer op på 630 MW - tre gange så meget som Horns Rev 2.

Der er tale om den største ordre nogensinde, skriver den danske entreprenør i en meddelelse til fondsbørsen. Den lyder på tre milliarder kroner, som Aarsleff og Bilfinger Berger deler ligeligt.

Sammen med tyskerne skal Aarsleff også fremstille de 177 monopælfundamenter, som får en diameter på 5,7 meter. Pælene bliver op til 60 meter lange og skal veje omkring 500 ton. Dertil kommer et overgangsstykke på 30 meter, der vejer 400 ton. De to arbejder i forvejen sammen om Rødsand 2-havmølleparken, ligesom de sammen bankede fundamenterne til Horns Rev 2 ned.

Bag London Array står Dong sammen med tyske E.on og Masdar Initiative fra emiratet Abu Dhabi. De har købt møllerne på hver 3,6 MW af danske Siemens Wind Power. Parken kan lande på 1.000 MW, hvis parterne vælger at udbygge den helt.

Arbejdet starter allerede i år med planlægning og produktion af fundamenter, mens møllerne kommer op i 2011 og 2012.



03. nov 2009 kl 21:12

avatar

Troels Halken

Rejse maskinerne?

Magnus, du skriver at "Selskaberne skal også rejse møllerne".

Normalt står producenten for den del, i det her tilfælde SWP. Måske skal du tjekke om det er korrekt.

Vh Troels


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.