Hvis myndighederne for alvor vil gøre noget ved det dårlige indeklima i institutioner og boliger, er det ikke nok at lovgive omkring radon.

Nej, derimod bør de inddrage flere parametre og blandt andet undersøge for det kræftfremkaldende stof PCB, lyder det fra projektleder Carsten Bach Riis fra Niras.

»Hvis der kun fokuseres på radon, løser vi kun en del af indeklimaproblematikken. Det er på tide, at vi ser nærmere på PCB, der er et problem, som ingen rigtig kender omfanget af i Danmark, men som vores nabolande allerede har lagt nationale handlingsplaner for,« siger Carsten Bach Riis.

Siden foråret har nye regler tvunget bygningsejere til at reagere, hvis de opdager PCB. Der findes imidlertid ingen regler for, hvem der bør undersøge for stoffet. Carsten Bach Riis opfordrer derfor myndighederne til at gøre det lovpligtigt for landets kommuner at screene alle offentlige bygninger for PCB.

Den form for undersøgelse af blandt andet materialeprøver, bløde fuger og facademaling vil kunne give et overblik, der er vigtigt for at skabe klare retningslinjer for udbedring af problemet i offentligt byggeri.

»Det er jo lige meget, at vi har fået indført grænseværdier for PCB, hvis vi ikke får kortlagt problemets omfang. Problemet med PCB er, at det hverken kan ses eller lugtes - og derfor er det i øjeblikket alt for tilfældigt, hvem der undersøger for stoffet,« siger Carsten Bach Riis.

Han finder det oplagt at begynde med at undersøge det offentlige byggeri i risikoperioden for senere at bruge den dokumentation til at vurdere, hvorvidt der også er behov for at screene den private boligmasse.

Dyrt at opdage PCB
Tidligere i år fandt Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) for meget PCB i forhold til Sundhedsstyrelsens aktionsværdien i én ud af 10 undersøgte bygninger. Men ifølge Miljøstyrelsen kan ”analyseresultater fra renovering og nedrivning af bygninger i Københavns Kommune tyde på, at der kan forekomme PCB i væsentligt højere koncentrationer end dem, der er fundet i de 10 bygninger”.

Ifølge Carsten Bach Riis er det i øjeblikket kun få kommuner, der har PCB på dagsordenen. Han mener, at det hænger sammen med, at kortlægning af problemstillingen kan være forbundet med store økonomiske udgifter til sanering og affaldshåndtering, hvis det viser sig, at PCB er et udbredt problem.

»Det kan ikke være rigtigt, at det skal være op til den enkelte kommunes velvilje at få skabt klarhed over problemets omfang,« siger han.

PCB er på WHO’s liste over verdens farligste stoffer. De påvirker vores lever, immunforsvar og nervesystem, ligesom det formodes at påvirke vores hormonbalance og fremkalde kræft. Selv i små mængder er PCB farligt. I Danmark blev stoffet anvendt i perioden 1955-1977, men er nu forbudt.

Svenskerne foran med sanering
Den svenske Rigsdag besluttede i 2007, at PCB skal saneres fra alt byggeri i risikoperioden. Alle svenske bygningsejere af boliger større end tofamilieshuse er forpligtet til at screene for stoffet og afrapportere til myndighederne.

I Danmark har Erhvervs- og byggestyrelsen, Miljøstyrelsen og Arbejdstilsynet iværksat en forundersøgelse af PCB i byggevarer. Styrelsen forventer at have de første forundersøgelser klar om en måneds tid, der ser på en- og tofamilieshuse, fortæller ingeniør Ersün Züfer

»På baggrund af forundersøgelsens resultater planlægger vi at igangsætte repræsentative undersøgelser af alle typer af byggeri. Før vi har disse fakta på plads, er det svært at vurdere, hvilken indsats der er behov for i Danmark,« siger Ersün Züfer, der på nuværende tidspunkt ikke kan vurdere, hvor lang tid det kan tage.

Brug for mere viden
Ifølge Lars Gunnarsen, forsker fra SBI, er der brug for mere viden både i forhold til problemets omfang og toksikologien, før der lovgives.

»Vi skal naturligvis være klar med den nødvendige lovgivning, hvis forskningen peger på, at vi har et alvorligt problem, men vi bør skaffe den viden for de færrest mulige omkostninger. At lovgive om, at kommunerne skal undersøge offentligt byggeri, er meget tung skyts at køre i stilling for at få den viden,« siger Lars Gunnarsen.

Carsten Bach Riis byder styrelsens undersøgelser velkomne, men påpeger:

»Vi ved allerede af erfaring, at når vi taler miljølovgivning, er der ofte behov for en eller anden form for tvang for at opnå resultater. Hvis myndighederne ikke ændrer retningslinjer og gør screening lovpligtigt, er der stor risiko for, at omfanget af PCB ikke bliver undersøgt tilstrækkeligt.«